Vigtige grønne fokusområder i kommunalvalg

Debatindlæg
CONCITO peger på grønne offentlige indkøb, styrket klimatilpasning og klima i undervisningen som vigtige fokusområder i kommunal- og regionsvalg 2017.

21. november 2017 er der kommunal- og regionsvalg i Danmark. Her får vælgerne indflydelse på, hvem der de næste fire år skal lægge linjen for klimaindsatsen i landets 98 kommuner og 5 regioner. I den anledning har vi genoplivet CONCITOs valgblog på www.klimakryds.dk.

Særligt kommunerne spiller en central rolle i klimaindsatsen, og som medlem af en kommunalbestyrelse kan man tage klimaansvar på en lang række områder: Alt fra opstilling af vindmøller og solceller til energibesparelser, klimavenligt byggeri, maden i de kommunale institutioner, grønne investeringer, kollektiv trafik, cykelstier, parkeringsforhold, stormsikring, kloakering, regnvandsopsamling, affaldssortering, genbrug og meget andet.

Det er vigtigt, at kommuner og regioner sætter bredt ind på klimaområdet. Men CONCITO ser et særligt stort potentiale for kommuners og regioners klimaindsats på tre konkrete områder: 

  1. Kommuner og regioner bør bruge deres indkøbsmuskel til fordel for klimaet
  2. Kommuner og regioner bør forberede sig på kraftigere storme og mere vand
  3. Kommunerne bør være med til at uddanne fremtidens klimagenerationer.

Læs mere om disse områder i det seneste indlæg på klimakryds.dk, og bidrag gerne med ideer og synspunkter på kommunernes og regionernes klimaansvar i kommentarfeltet, på valgmøderne rundt omkring i landet og på de sociale medier med hashtagget #klimakryds.