SE WEBINARET: Samarbejdet med eksterne læringsmiljøer i bæredygtighedsundervisningen

Der er i stigende grad efterspørgsel efter at inddrage eksterne læringsmiljøer i bæredygtighedsundervisningen. Den Grønne Rygrads andet webinar satte fokus på, hvad lærere og eksterne læringsmiljøer kan gøre for at sikre størst mulig sammenhæng mellem bæredygtighedsundervisningen i eksterne læringsmiljøer og klasseværelset.

Der blev præsenteret både praktiske erfaringer og teoretiske perspektiver, da Den Grønne Rygrad på sit andet webinar gennemgik hvad lærere og eksterne undervisere skal være opmærksom på i samarbejdet om bæredygtighedsundervisning i grundskolen. 

Der var stor stor interesse for at få ny inspiration og viden om området fra både skolelærere, naturfagskoordinatorer, studerende og i de eksterne læringsmiljøer. Over 130 så med på webinaret den 27. januar. 

Den Grønne Rygrad, som er et samarbejde mellem Haver til Maver og CONCITOs Klimaambassaden, har blandt andet som formål at inspirere lærere til inspirerende og praksisnær STEM-undervisning om klima og bæredygtighed. Den Grønne Rygrads erfaring er, at det for eleverne er motiverende at arbejde løsningsorienteret i projekter om klima og bæredygtighed. 

Ifølge Trine Hyllested, der er lektor på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole og var en af oplægsholderne på webinaret, giver de mange eksterne læringsmiljøer mange læringsmæssige fordele. Hun har skrevet en ph.d. om eksterne læringsmiljøer og fortalte, at de både giver autenticitet, mulighed for stoflig kontakt til autentiske genstande og mulighed for at møde lugte og et fysisk miljø, man ikke kan genskabe klasseværelset. Samtidig giver det eleverne en fælles erfaring og udfordringer med nye rammer og nye faglige autoriteter. 

Som lærer er det dog vigtigt at have fokus på, hvad det er, eleverne skal lære, og hvad de derfor skal lave, understregede hun. Selve erfaringen giver nemlig ikke nødvendigvis viden og færdigheder. Dialog og refleksioner kommer ikke af sig selv, og hvis man ikke som lærer er med til at sætte fokus på nogle nøglebegreber og interessekonflikter, kan det blive en oplevelse uden faglig sammenhæng. 

Bygger bro mellem klasselokale og eksternt læringsmiljø
En af de lærere, som har erfaring med at forberede sine elever på nøglebegreber inden et besøg, er Thomas Windelin fra Kokkedal Skole. Han var dagens anden oplægsholder og bruger Haver til Mavers skolehaver i natur/teknologi-undervisningen i 4.-5. klasser. Her følger eleverne over otte besøg en køkkenhave fra bar jord til høst. 

Han ser skolehaven som den praktiske side af det teoretiske, der bliver gennemgået på skolen, og som det, der får den teoretiske viden til at give mening for eleverne. For at koble de praktiske erfaringer med den viden, eleverne allerede har fra bæredygtighedsundervisningen på skolen, stiller han under besøgene spørgsmål til ting, som han ønsker, eleverne skal undre sig over. Han inddrager også eksempler fra arbejdet med skolehaverne, når de kommer hjem i klasseværelset igen. 

Også Else Støvring fra Lindehøjskolen i Herlev delte ud af sine erfaringer med at forberede sine elever på besøg hos eksterne læringsmiljøer. Hun underviser i STEM-fag på udskolingsprofilen GLOBUS, som har særligt fokus på blandt andet bæredygtighed og klima i alle fag. Hun elsker det nærvær og engagement, hendes elever viser, når hun udsætter dem for praksisnær undervisning.

Hun og hendes elever har blandt andet deltaget i Klimaambassadens undervisningsforløb Klimapraktik, hvor eleverne kommer på besøg hos en lang række arbejdspladser, som arbejder med klima og bæredygtighed. For at sikre, at det ikke kun er en spændende, men også en lærerig oplevelse, forbereder eleverne sig ved at undersøge, hvem de skal besøge, hvad arbejdspladsen laver, og så reflekterer eleverne over det ved at forberede spørgsmål, som de kan stille under besøget.

Else Støvring har erfaring med, at brugen at samarbejdet med eksterne aktører om løsningsorienteret bæredygtighedsundervisning kan være med til at udvikle handlekompetencer hos eleverne, så de får evnen til at handle på den viden, de får i den teoretiske undervisning.

Forhåndsaftalte roller er vigtige
Det kan være vanskeligt at være lærer på besøg i et eksternt læringsmiljø med sin klasse, fortalte lektor Trine Hyllested. En del af det, som tidligere var lærerens opgave bliver i dag overladt til eksperterne i de eksterne læringsmiljøer for en stund. Det betyder, at læreren skal have en ny rolle end sin sædvanlige. Det kan både være som praktisk medarbejder, social samværspartner, lov- og ordenmedarbejder og den, der tør dumme sig og prøve tingene først, hvis eleverne ikke tør.

Trine Hyllested har dog også fra sin ph.d. erfaring med, at nogle lærere påtager sig rollen som turist, hvor læreren deltager på samme vilkår som børnene, men hun mener, læreren i stedet bør være facilitator af læreprocesser. Det vil sige, at læreren - ligesom Thomas Windeling og Else Støvring gør sig umage med - skal bygge broen, fra det klassen laver derhjemme, til det man laver i det eksterne læringsmiljø, både på turen og i klasseværelset.

Hun understreger, at det er vigtigt, læreren og det eksterne læringsmiljø på forhånd aftaler, hvilken rolle læreren skal have, så læreren har mulighed for at agere mest hensigtsmæssigt. Samtidig skal læreren og det eksterne læringsmiljø have snakket om, hvad det er, eleverne skal lære, lave og se, så læreren og eleverne kan arbejde med relevante nøglebegreber både før, under og efter aktiviteten. 

Du kan se hele webinaret herunder

Udover webinaret om eksterne læringsmiljøer, har Den Grønne Rygrad også holdt et webinar om projektbaseret undervisning i bæredygtighed, som du kan se her, og det tredje webinar om elevinddragelse i undervisning i klima og bæredygtighed bliver afholdt den 4. marts. 

Hvis du har spørgsmål eller forslag til relevante temaer vi kan tage op i vores webinar-række, er du velkommen til at kontakte os på kontakt@dengronnerygrad.dk. Projektet er støtte af Novo Nordisk Fonden. 

 

Kontakt
Stefan
Seniorkonsulent, Klimaambassaden