Klima NØRD

Klimaambassadens undervisningsbog til 5.-6. klasser

I forbindelse med DR's klima NØRD programmer i 2009 udgav CONCITO, FDB og DR Multimedie en klima NØRD undervisningsbog til natur/teknik i 5.-6. klasse. Bogen introducerer i 10 kapitler eleverne for 10 klimarelevante temaer. Bogen fokuserer på de naturvidenskabelige forklaringer og problemstillinger og bæredygtige løsninger. I forlængelse af NØRD programmerne er elevernes egne forsøg og eksperimenter en helt central del af formidlingen. Elevbogen ledsages af en omfattende lærervejledning og blev ved udgivelsen i 2009 tilbudt til skolerne som gratis klassesæt. På udgivelsesdagen, 1. september, var hele første oplag på 50.000 bøger revet væk og der blev straks trykt et andet oplag på 25.000 bøger, der også blev udsolgt på kort tid. Bøgerne kan frit downloades som pdf-filer.

Bøgerne er resultatet af et stort samarbejde mellem CONCITO, FDB og DR Multimedie, der står for udgivelsen, ligesom Dansk Naturfredningsforening og Experimentarium har indgået i samarbejdet omkring bogen. Udgivelsen er støttet af Trygfonden, FDB og Undervisningsministeriets tips- og lottomidler.