Klimabarometeret 2014

CONCITOs klimabarometer har siden 2010 afdækket danskernes viden og meninger om en lang række klimaspørgsmål. Dette års undersøgelse viser blandt andet, at et stadigt større flertal af danskerne opfatter klimaforandringerne som en realitet og mener, at vi mennesker er en del af årsagen. 83 % af respondenterne er enige i, at den globale gennemsnitstemperatur er stigende, 83 % mener, at klimaforandringerne i høj eller nogen grad er menneskeskabte, og 71 % er bekymrede for de ændringer, der bliver stadig mere tydelige.

På tværs af politiske tilhørsforhold er der fortsat store forventninger om, at politikerne gør mere på klimaområdet. 52 % af respondenterne mener, at politikerne bør gøre mere for at bremse klimaforandringerne. 44 % svarer, at politikernes indsats får betydning for, hvor de sætter deres kryds ved næste folketingsvalg. Endelig viser undersøgelsen, at mange danskere gerne gennemfører klimavenlige tiltag i deres bolig samt transporterer sig og forbruger mere klimavenligt. 58 % svarer dog, at den primære årsag til klimavenlige tiltag er økonomiske hensyn.

Relaterede emner