Ambitiøse men slørede ambitioner i Paris
I disse timer og dage kæmpes de sidste kampe i klimaforhandlingerne og trætte forhandlere og ministre prøver utrætteligt at strikke de sidste kompromisser sammen. Og der er stadig et antal uløste knaster tilbage samt en indbyrdes balance imellem dem, der skal findes. Men ser vi bare på CO2-reduktionsdelen, tegner der sig konturerne af en aftale, der på samme tid er positiv og ambitiøs, men som samtidig er noget uklar og sløret i kanterne. Lad mig prøve at tegne op, hvad jeg mener.
Helt overordnet er det både ekstremt positivt og ambitiøst, at alle verdens lande for første gang ser ud til at samle sig om den globale klimaindsats. Hvert land bidrager ud fra sit udgangspunkt, i forhold til økonomisk formåen, udledningsniveau historisk ansvar osv. I første omgang ikke på et tilstrækkeligt niveau til at vi samlet når vores mål på lang sigt, men det vil alligevel være en helt afgørende platform for den globale klimaindsats over de kommende år og årtier.
En helt afgørende del af denne indsats vil være en konkretisering af det fælles mål om at holde den globale opvarmning under 2 grader. Det er der brug for, hvis virksomheder, investorer og landene selv skal få en klar retning og ambition at arbejde ud fra. Forhandlingerne i Paris har været hårde og det ser nu ud til at forhåbningerne om et klart globalt reduktionsmål er forsvundet i disen. I stedet synes man at arbejde med, at de globale udledninger skal toppe så snart som muligt, og at verden skal blive CO2-neutral i dette århundrede. Samtidig forventer man at understrege, at temperaturen maksimalt må overstige 2 grader, og at man endog samlet skal stræbe efter at holde temperaturstigningen under 1,5 grad.
Det er svært at se, hvordan relativt løse formuleringer om det langsigtede mål for reduktioner kan ses i sammenhæng med temperaturmålet. Svaret er nok at 2 eller 1,5 grad vil kræve CO2-neutralitet tættere på år 2050 end 2100, men at dette (endnu) ikke er et acceptabelt mål for særligt Kina og Indien, da de ønsker at sikre rum til deres udvikling.
Et andet afgørende element er ambitionsmekanismen, hvor der i lyset af behovet for skærpede ambitioner over tid, er brug for at sikre en 5-årig cyklus, hvor landene har mulighed for at skrue op for deres klimaambitioner. Det ser heldigvis ud til, at der er global konsensus om dette, og det kan i sig selv vise sig at være et af de virkelige gennembrud.
Lidt malurt er dog tilbage. Nemlig, at der ikke synes at kunne opnås enighed om en egentlig stock-take allerede inden 2020, men først fra 2023. Før 2020 vil dialogen om landenes indsatser og mulighed for at styrke dem have en løsere form. Men i realiteternes verden er det måske ikke så afgørende – ambitionsmekanismen synes at være på plads til afgørende gavn for klimaindsatsen i de kommende årtier.
Så selv om nogle af elementerne i en aftale stadig er noget uskarpe og slørede, og nok også bliver det, når hammerens slås i bordet i løbet af weekenden, så vil COP21 med al sandsynlighed stå tilbage som stedet, hvor man skabte den fremtidige ramme for den globale CO2-reduktionsindsats. Og vel og mærke en ramme, der sikrer mulighederne for en ambitiøs global indsats i de kommende årtier. Lad os håbe på det bedste.