Hvad koster manglende klimahandling danskerne?

Pressemeddelelse
Det koster danskerne 60 mio. kr. om dagen, at der ikke sker nok på klimaområdet hverken herhjemme eller internationalt.

Det fremgår af et nyt notat fra CONCITO, der med afsæt i den engelske topøkonom Sir Nicholas Stern’s rapport fra 2006 har regnet sig frem til, at det koster 21,5 mia. kr. årligt for det danske samfund, hvis verdens ledere ikke kommer i gang med at omstille til et klimamæssigt bæredygtigt samfund.

”Stern rapporten siger i korthed, at det koster en nedgang på mellem 5 % og 20 % i verdens BNP, hvis vi ikke handler. Omvendt koster det kun én procent at redde verden og imødegå klimatruslen. Forskellen kan vi regne ud til at være 60 mio. kr. om dagen for Danmarks vedkommende”, siger Thomas Færgeman, direktør i CONCITO.

De 60 mio. kr. om dagen er forskellen mellem at investere én procent af dagens danske BNP i grønne omstillinger og den nutidige værdi af et fremtidigt tab på 5 % som ifølge Sternrapporten er minimumsomkostningen, hvis ikke vi reagerer på klimatruslen. Af CONCITOs notat fremgår, at forudsætningerne for beregningerne er helt afgørende:

”Vi ville få betydeligt højere omkostninger, hvis vi havde taget udgangspunkt i Sterns pessimistiske scenarier eller havde indregnet de nuværende stigninger i både olie og fødevarepriser, der i vidt omfang skyldes de nuværende klimaforandringer. Omvendt ville vi få færre omkostninger, hvis vi havde benyttet den kalkulationsrente, som Finansministeriet benytter. Vi har holdt os til den rente som vismændene benytter”.

Samtidig gør Thomas Færgeman opmærksom på, at handling på klimaområdet selvfølgelig skal bygge på en indsats fra alle lande for at batte i forhold til klimaet, så det er altid vanskeligt at lave nationale beregninger på dette område. Han holder dog fast i notatets grundliggende pointe:

”Det bør efterhånden stå lysende klart, at både de nuværende og fremtidige generationer kommer til at betale en uhørt høj pris for nutidens nøl på klimaområdet.

CONCITOs beregninger er lavet på foranledning af Altinget.dk.

Yderligere oplysninger:
Thomas Færgeman, 29 89 66 00

 

Relaterede emner