Danske klimamål og klimapolitik giver også mening efter 2030

Det er efterhånden en gammel traver, som nu får endnu en tur i manegen i anledning af EU-Kommissionens udspil til EU’s næste store klimamål for 2040. Her lægger Kommissionen op til et reduktionsmål på 90% ift. 1990, og der hviskes i krogene om et fremtidigt kvotehandelssystem for landbruget, der i så fald vil betyde, at stort set alle drivhusgasudledninger i EU vil være dækket af kvotehandel. 

Vores erfaring med klimapolitik tilsiger dog et par sunde forbehold, inden vi læner os tilbage og håber, at andre tænder autopiloten for os. For det første er vi mere end et godt stykke fra en så ideel situation. En situation hvor der vil være så håndfaste international mål og virkemidler, at de i sig selv vil drive den nødvendige omstilling. De konturer der tegnes her, handler om en klimapolitik, der tidligst er på plads engang i det næste årti. Som med den selvkørende bil, så kigger vi fortsat ind i en lang periode, hvor vi selv skal køre inden vi overhovedet kan overveje at slippe rattet. 

Tillige så kan vi, hvor meget vi end måtte ønske det, ikke reducere klimapolitikken til et enkelt virkemiddel. En fristelse, som løftet om et effektivt og omfattende europæisk kvotesystem giver anledning til for mange. Men en pris på drivhusgasser omend vigtig vil aldrig blive det eneste klimavirkemiddel. Der er derfor også i morgen plads til en bredspektret klimapolitik på mange niveauer. 

EU’s klimapolitik er blevet bedre og mere omfattende, men den er ikke sat i sten 

EU’s klimapolitik bliver mere ambitiøs og mere omfattende over tid.  Det er selvsagt godt, at ambitionerne øges, så fremtidige skader fra klimaforandringer kan reduceres. Samtidig kan EU inspirere og lægge pres på andre store udledere. Det er også lettere og bedre, når det globale klimaproblem ikke kun håndteres nationalt. Der skal naturligvis tages hensyn til EU-reguleringen i den danske debat, og vi opfordrer til et skarpt fokus på EU-politikken i planlægningen af den danske klimaindsats. 

I dele af debatten bliver der henvist til, at en selvstændig dansk klimaindsats vil have begrænset reel klimaeffekt med tanke på EU’s omfattende kvotesystemer særligt efter 2030 – på grund af den såkaldte vandsengseffekt. Her er teorien, at den samlede mængde CO2-kvoter er konstant, så yderligere dansk klimahandling blot fører til, at andre aktører i systemet udleder tilsvarende mere. Når man trykker ét sted, buler det ud et andet.  

Denne statiske forståelse af kvotehandelssystemet har bl.a. også resulteret i udtalelser om, hvornår EU udsteder de sidste kvoter i de forskellige kvotesystemer. Det er baseret på en ide om, at kvotesystemerne blot forlænges med brædder de næste årtier. Det kan man ikke antage, og det er der således heller ikke nogen i EU-Kommissionen, der står bag lovgivningen, der gør.  

CONCITO har før blandet sig i debatten og understreget, at kvotehandelssystemet er dynamisk og politisk bestemt. Det er bl.a. også derfor, at Danmark fortsat bør stile efter et nationalt ambitionsniveau, der er et grønt foregangsland værdigt. Større nationale ambitioner i medlemslandene er nemlig en af forudsætningerne for, at kvotehandelssystemet styrkes over tid. Hvis Danmark eksempelvis satte et mål om klimaneutralitet i 2040, ville det have flere positive effekter. Dels ville det inspirere i sig selv og samtidig ville det gøre det nemmere for de øvrige EU- lande at blive enige om 90 procents reduktion. Når Danmark som rigt land påtager sig at løse en større del af opgaven, bliver det nemmere at opnå enighed om et højere fælles ambitionsniveau. 

Med ovenstående in mente ved vi således ikke, hvordan EU’s kvotehandelssystemer vil se ud efter 2030. Det står bl.a. eksplicit i lovgivningen, at kvotehandelssystemerne skal revideres, så de er afstemt med EU’s kommende 2040-klimamål. Og EU-Kommissionens konsekvensanalyser af forskellige 2040-scenarier antager netop ikke, at kvotehandelssystemerne blot fortsætter ufortrødent ad samme sti efter 2030.   

Det er derfor ikke muligt at kigge i krystalkuglen og konstatere effekten af EU’s klimapolitik på den danske ditto så langt ude i fremtiden allerede nu. Dertil er der også for mange bevægelige dele og uafklarede spørgsmål i systemet (f.eks. inklusion af negative udledninger m.fl.). Vi bør i den sammenhæng fokusere på, hvordan Danmark som grønt foregangsland kan hjælpe EU til at sætte højere klimamål og arbejde for at styrke den europæiske klimapolitik endnu mere. Det gør vi ikke kun ved at tale for en mere ambitiøs klimapolitik, men også ved at vise gennem handling, at en mere ambitiøs klimapolitik er håndterbar. En handling der stiller Danmark stærkt i den grønne omstilling. 

Vogt dig for sirenens sang om en pris på drivhusgasser 

Økonomer har i utallige diskussioner brugt mere energi på drivhusgasafgifter end alle andre klimapolitikker tilsammen. Denne uforholdsmæssige fokus risikerer at fordreje den politiske diskussion.  

Lad det være sagt: En drivhusgasafgift eller en kvotepris er vigtige og effektive værktøjer i klimapolitikken. Man føler sig dog hensat til det klassiske rationale om, at vi bare skal have en global klimaafgift og så er den debat færdig. Der er dog stærke argumenter for at handle nationalt selv med ambitiøse overnationale rammer og mål.  

Der er komplekse udfordringer på vejen mod klimaneutralitet. Den simple pris er ikke den eneste og måske ikke den største hindring. Der er behov for en række politiske værktøjer til at håndtere risici. Overvinde barrierer for innovation. Understøtte den nødvendige infrastruktur. Tage hånd om de sociale konsekvenser ved klimapolitikken. Fremme adfærdsændringer der i sidste ende gør klimapolitikken realiserbar.  

Alle de udfordringer og flere til skal løses og kræver en fortsat national indsats og ambitiøse nationale mål efter 2030. Også så Danmark som grønt foregangsland kan være med til at gøde jorden for yderligere klimaambitioner på europæisk plan.  

Debatindlæg bragt i Altinget d. 20. februar 2024.