Gør dansk landbrug til det nye "vindeventyr"

Debatindlæg
Landbruget er en vigtig eksportsektor for Danmark, men vi kan gøre sektoren endnu stærkere, hvis staten aktivt støtter produkter og produktionsformer, der fremmer den grønne omstilling.

Af Christian Ibsen og Jarl Krausing, CONCITO

Dansk Landbrug eksporterede i 2016 fødevarer for ca. kr. 112 mia. og medregnes relaterede produkter udgør eksporten ca. 160 mia. kr., hvilket svarer til ca. 15 % af den samlede eksport. Landbruget er således en meget vigtig eksportsektor for Danmark.

Landbrugsproduktionen har imidlertid et meget stort fodaftryk på miljø, natur og klima. Sektoren står overfor massive udfordringer på grund af nye klimakrav og en historisk høj gældsbyrde på omkring 400 mia. kr. Drivhusgasudledningen fra landbruget vokser relativt og udgør i dag 20-25 % af de samlede danske udledninger. Danmarks udledninger skal gå mod nul omkring 2050, hvis vi skal opfylde vores forpligtigelser under Parisaftalen. Det vil sige, at også landbruget har 35 år til at gennemføre en fuldstændig omstilling.

En oplagt vej frem er at udvikle et dansk landbrug, hvor produktionen er intensiveret på et mindre areal, men i en mere bæredygtig form end i dag. Herved kan arealer frigives til natur og skovtilvækst, der kan lagre CO2 og sikre et netto-nul udledningsscenarie. Der er næppe nogen produktionsform i landbruget, der i dag garanterer et sådant resultat. Der skal altså betydelig innovation og investeringer til for at komme i mål.

Endvidere står vi på tærsklen af en global fødevarerevolution, som kan spille dansk landbrug helt af banen, hvis vi ikke er vågne. Et meget sandsynligt scenarie er, at størstedelen af fremtidens mad slet ikke er animalsk baseret når vi når nogle årtier frem. Erstatningsprodukter tordner allerede frem – hvad enten det er vegetabilske kødlignende produkter, eller kød og mejeriprodukter produceret i laboratorier.

Producenter i USA og Holland er meget langt fremme med markedsføring af sådanne produkter, herunder mælkeproteiner produceret af GMO-svampe. Sådanne produkter bruger intet – eller meget begrænset antal – kvæg. Alligevel vil de muligvis kunne levere alle de kød- og mejerilignende produkter, som en voksende global befolkning vil efterspørge, med kun en brøkdel af det fodaftryk, som den nuværende fødevareproduktion har på CO2, vand og landarealer. Produkterne vil også kunne produceres langt billigere og mere effektivt.

Det er afgørende vigtigt, at den danske fødevaresektor hurtigst muligt kigger frem, og forfølger disse to parallelle spor: Udvikle det bæredygtige intensiverede landbrug på mindre areal, og satse stort i udviklingen af de nye industrielle og plantebaserede fødevaretyper.

Det vil kræve store investeringer – og det er her vi skal se på landbrugets omstilling som vi gjorde det med energisektorens omstilling: Som samfund skal vi være klar til at støtte op om en ambitiøs omstilling med subsidier o.l. for at drive udviklingen i den rigtige retning, men det betyder også, at vi skal gå væk fra at subsidiere de produktionsformer, der ikke peger ind i en grøn fremtid. En klimaneutral og plantebaseret fødevareproduktion kan blive landbrugssektorens svar på vindeventyret, hvis vi har det politiske mod og den rettidige omhu i erhvervet. 

---

Debatindlæg bragt i Finans.dk den 14. december 2017

Relaterede emner