Katherine Richardson indtræder i CONCITOs bestyrelse

Pressemeddelelse
Danmarks grønne tænketank CONCITO får en tung naturfaglig profil i bestyrelsen efter at den i sidste uge supplerede sig med Katherine Richardson.

”Hvis vi skal tackle de globale klima- og ressourceudfordringer, er det vigtigt med dialog på alle niveauer i samfundet. CONCITO spiller en vigtig rolle for dialogen i Danmark, og jeg glæder mig til at være med til at præge CONCITOs udvikling og bidrag til dialogen”, siger Katherine Richardson.

CONCITOs bestyrelsesformand, Stine Bosse, glæder sig til samarbejdet.

”Vi er utroligt glade for at kunne supplere CONCITOs bestyrelse med en person, der har så stor faglig indsigt i de aktuelle klimaudfordringer samt et rigtigt godt netværk i både Danmark og udlandet”, siger Stine Bosse.

Katherine Richardson er professor i biologisk oceanografi og leder for Københavns Universitets Sustainability Science Centre. Hun var desuden formand for Klimakommissionen, som i 2010 fremlagde en rapport, der skulle lede Danmark ud af kul- og olieæraen til fordel for grøn og klimavenlig energi.

Katherine Richardson overtager bestyrelsesposten efter Susanne Krawack, som netop er startet som chefkonsulent i CONCITOs sekretariat, hvor hun bl.a. skal arbejde med klimavenlig transport og klimatilpasning.

Yderligere oplysninger: 

Thomas Færgeman, 29896600

Relaterede emner