Nye klimaambassadører på introkursus

Debatindlæg
Det går godt på CONCITOs Klimaambassade, hvor der opleves en stigende efterspørgsel på klimaambassadørernes kunnen. Klimaambassaden optager derfor fortsat nye klimaambassadører, der kan bidrage til at danne "generation grøn". I den forgangne weekend var der af samme grund uddannelse for 30 nye, seje ildsjæle, der brænder for at gøre en forskel som klimaambassadør.

Med den stigende interesse for klimaet og med den nye folkeskolereform kan Klimaambassaden tydeligt mærke, at der kommer øget efterspørgsel på CONCITOs klimaambassadørerne som oplægsholdere og fascilitatorer til workshops om klima og bæredygtighed.

Det er derfor vigtigt, at Klimaambassaden løbende styrker de klimaambassadører, der i forvejen er uddannet, samt at vi uddanner nye ildsjæle, der vil bidrage til den grønne ung-til-ung formidling på landets skoler og gymnasier.

Derfor har CONCITOs Klimaambassade i weekenden d. 8.-10. maj haft 30 engagerede unge til introkursus med blandt andet oplæg og debatter om klima, ressourcer, bæredygtigt forbrug og formidling.

Weekend med fokus på læring og bæredygtighed

De unge mødte spændte og veloplagte ind i CONCITOs lokaler fredag eftermiddag, hvor aftenens program blandt andet bød på et skarpt, fagligt indslag fra CONCITOs egen videnschef, Torben Chrintz, der gav et indblik i konklusionerne fra FN’s klimapanel og dermed den seneste viden inden for klimaudfordringerne. Dernæst var der oplæg ved CONCITOs direktør, Christian Ibsen, som gav en introduktion til CONCITO, og hvad arbejdet i en tænketank indebærer.

Efter en klimavenlig middag i CONCITOs mødelokale, der er indrettet udelukkende med genbrugsmaterialer, var det tid til inspiration fra nogle af de nuværende klimaambassadører. De fortalte hver især om deres drivkraft for engagementet i og erfaringer med det frivillige arbejde i Klimaambassaden.

Som klimaambassadør er det ikke nok at være klog på klima og bæredygtighed. For at landets elever forstår og bliver interesserede i klimaudfordringerne, er det også vigtigt, at formidlingen fra ung-til-ung er sjov og effektiv. Derfor stod lørdagen i læringens tegn, hvor de unge fik viden om, hvordan mennesker lærer og motiveres, og de fik redskaber til at blive dygtige formidlere.

På workshoppens sidste dag var der fokus på den grønne omstillings udfordringer set fra forskellige perspektiver med besøg fra blandt andre en ekspert i Carbon Footprint, en bæredygtig blogger, en forsker i klima og adfærd og iværksætteren bag Plantelaboratoriet. 

Weekenden var en stor succes, og med de nye klimaambassadørers engagement i weekendens introforløb kan klimaambassaden med glæde opfordre endnu flere til at kontakte Klimaambassaden til samarbejde om fremtidige oplæg og projekter.

Relaterede emner