Øget proteinproduktion kræver forskning og udvikling

Debatindlæg
Landbrugsrådgivere misforstår CONCITOs anbefaling om øget proteinproduktion i Danmark.
To rådgivere fra LandboNord og en seniorprojektleder fra Videncenter for Svineproduktion argumenterer i dagens Maskinbladet imod CONCITOs anbefaling om at erstatte import af klimaskadelig soja med danske proteinafgrøder såsom kløvergræs. Desværre tyder rådgivernes modargumenter på, at de ikke har læst rapporten eller har fået den refereret forkert. I rapporten argumenterer vi nemlig ikke for, at grisene skal fodres med græs eller grønpiller, men for, at proteinet først skal ekstraheres fra græsset, så det kan indgå i kraftfoder. 
CONCITO har i udarbejdelsen af rapporten været i tæt kontakt med fodereksperter fra bl.a. Århus Universitet, som har sagt god for, at der er store potentialer i ekstraktion af proteiner fra græs, og at det kan være et godt fodermiddel til svin. De har dog også understreget, at det kræver yderligere forskning, hvilket vi også fremhæver i rapporten. 
Da de miljø- og klimamæssige fordele ved innovation og udvikling på dette område er så store som de er, er det ærgerligt, hvis idéen skal skydes ned på grund af forkerte eller upræcise oplysninger. Dette er hverken i klimaets, miljøets eller landbrugets interesse. 
Yderligere oplysninger
Torben Chrintz, 29 89 67 53  
Relaterede emner