Viden eller retorik om landbrug og klima?

 

Som reaktion på en ny Concito-rapport om klima-og miljøgevinsterne ved at udtage visse landbrugsjorder af produktion har der været et par kritiske indlæg i Jyllandsposten om fornuften i dette, senest af Carl Åge Pedersen fra Videnscenter For Landbrug og fra Svend Brandstrup Hansen.

 

Concito anbefaler i rapporten at udtage lavbundsjorder med et meget højt organisk indhold af omdriften (typisk tørvejorder i højmoserne som Åmosen og Store Vildmose samt engarealer langs vandløbene), fordi dyrkningen af netop disse jorder medfører en høj udledning af CO2. Samtidig er flere af disse jorder mindre interessante rent dyrkningsmæssigt, fordi de kan være vandlidende og blive vanskeligere og vanskeligere at dyrke.

 

Disse jorder er helt specielle, fordi de gennem opbygning af tørvelag gennem århundreder har bundet store mængder CO2. Dette kulstof føres nu tilbage til atmosfæren med høj hastighed, fordi jorderne pløjes og dyrkes. Effekten på klimaet er det samme som ved afbrænding af fossile brændsler: Organisk bundet kulstof bliver omdannet til CO2.

 

Det hævdes, at dyrkningen af landbrugsjord i al almindelighed binder store mængder CO2. Det er rigtigt og er kendt som fotosyntese. Som Carl Åge Pedersen også anfører, frigives denne igen via åndedrættet, når dyrene spiser foder, eller vi mennesker spiser f. eks. brød eller grøntsager. Denne binding af CO2 regnes derfor ikke med i klimaregnskabet, fordi den CO2 frigives igen inden for meget kort tid.

 

Carl Åge Pedersen anfører også, at udtagning af jorder vil øge opdyrkningen af Sydamerika. Han burde dog være bevidst om, at Danmark ikke importerer byg og hvede fra Sydamerika, men derimod soja. Den dyrkning, som Danmark især ville påvirke, er sandsynligvis i Ukraine og Canada, og den påvirkning ændrer ikke på, at klimafordelen ved udtagning vil være meget stor.

 

Faktisk er vores anbefaling helt i tråd med det, vi plejer at høre fra landbrugets organisationer: I stedet for generel regulering af alle landbrugsarealer er der behov for at se individuelt på de enkelte arealer. Vi har blot gjort opmærksom på, at ca. 70.000 ha eller omkring 2,5 pct. af landbrugsarealet har en uforholdsmæssig stor udledning af CO2.

 

Lad os dog mødes om at regulere disse arealer målrettet - naturligvis mod kompensation til den enkelte landmand - og lad os mødes om at finde gode måder at fodre de danske husdyr på samt at lagre mere CO2 i stedet for at anfægte hele klimaproblemet som sådan.

 

---