Danmark skal have mod til en grøn vinderstrategi

Blog
De grønne ambitioner skal op. Det stod klart da Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med en række erhvervsaktører og fagforeninger satte fokus på vækst og beskæftigelseseffekter af den grønne omstilling på konference om Danmark som grøn vindernation.

Skal Danmark fastholde og videreudbygge sin position som grøn vindernation, kræver det, at vi i Danmark sætter vores ambitioner højt og på ny tillægger os en vindermentalitet.

Dette var nogle af hovedbudskaberne fra blandt andet Anders Runevad, CEO, Vestas og Kenth Kærhøg, Danfoss, kommunikationsdirektør, da CONCITO, Vindmølleindustrien, Synergi og Ingeniørforeningen IDA i regi af initiativet Danmark som grøn vindernation inviterede til konference den 13. marts.

Og det giver god mening at satse stort på den grønne omstilling i Danmark. En ny analyse fra CONCITOs initiativ, Danmark som grøn vindernation, som blev offentliggjort på dagen for konferencen, viser at der har været en stor vækst og beskæftigelsesgevinst forbundet med den danske grønne omstilling. En vækst som har potentialet til at blive styrket og øget de kommende år, hvor den globale grøn omstilling forventes for alvor at komme op i fulde omdrejninger.

Hidtidigt har det danske grønne førerskab betydet, at andre lande har set til Danmark, når de skulle inspireres og tilrettelægge deres egen grønne omstilling. Denne ’brand’ værdi har Danmark nydt godt af!

En vinder er altid i gang med at planlægge den næste sejr, for der er kun en vinder. Nummer to er den evige taber.
Kenth Kærhøg, kommunikationsdirektør i Danfoss

Danmark har ikke længere de højeste ambitioner

Derfor blev det også problematiseret på konferencen, at Danmark ikke længere har de højeste ambitioner, men nu - sammenlignet med de lande, som Danmark erhvervs- og eksportpolitisk sammenligner sig med, - blot indtager en blød midterposition i det grønne felt.

Som det ganske rigtigt blev påpeget af flere af virksomhederne, betyder det også, at i takt med, at verden accelererer, mister Danmark ikke alene sin position, men risikerer derimod at sakke bagud i takt med, at de danske ambitioner viger. Det kan have den konsekvens, at i stedet for at høste de meget væsentlige vækst - og beskæftigelsespotentialer som den globale grønne omstilling byder på, så taber vi markedsandele og Kina og andre grønne vækstøkonomier ser til andre lande når de skal se på de ypperste løsninger.

Vi skal her huske på, at det største bidrag, som Danmark giver til den globale grønne omstilling er, når andre lande eller virksomheder bruger danske løsninger til at reducere deres eget CO2-udslip. Høje danske ambitioner og klare rammer og regulering har i de seneste årtier drevet innovation og løsninger frem i Danmark, som i dag sælges og bidrager til markante globale reduktioner.

Statsministerkandidater enige om målet, men ikke så meget andet

Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen pointerede således også, at netop klimaforandringerne er den største globale udfordring vi står overfor, men også at det giver mening at Danmark forbliver at være et grønt foregangsland.  Hvor langt fremme i skoene Danmark konkret skal være, var de to kommende statsministerkandidater dog ikke helt enige om.

Til gengæld var der bred enighed blandt de grønne virksomheder, fagorganisationer og arbejderbevægelsen om, at den danske grønne omstilling har været en god business case for hele Danmark, og at vi fremadrettet bør satse stort på den danske grønne omstilling inklusiv sikring af de nødvendige kompetencer.

Lars Løkke på konference om Danmark som grøn vindernation
Foto: Stefan Bruse thor Straten

Hvad skal der så til?

DAMVAD Analytics påpegede i deres oplæg, at man for at fastholde og opdyrke en styrkeposition skal sikre, at 3 elementer er tilstede 1) et velfungerende erhvervsliv, 2) styrket forskning og udvikling og 3) de nødvendige kompetencer og talenter.

For så vidt angår de to sidste er der i Danmark en stadigt stigende udfordring med uddannelse og rekruttering af dansk arbejdskraft. DAMVAD viste derudover, at kvaliteten af den danske forskningsindsats på energiområdet er faldende. På den baggrund konkluderede DAMVAD, at vi sakker bagud med 2 ud af 3 af de nødvendige elementer for, at Danmark kan fastholde og bevare en grøn styrkeposition, hvilket kan få konsekvenser for den danske grønne omstilling, vækst og beskæftigelse.

Danmark skal snart til valg

At Danmark snart skal til valg blev på konferencen tydeliggjort af den massive tilstedeværelse af både presse, de to statsministerkandidater, og en lang række vigtige grønne aktører, samt generelt en enorm interesse for konferencen.

Meget tyder på, at et af valgets absolutte hovedtemaer bliver klima og grøn omstilling. Med den enorme folkelige opbakning til den grønne sag, tyder meget på, at vi i Danmark nu er nået derhen, hvor man kan vinde valg på grønne ambitioner og engagement. Man kan i hvert fald tabe på ikke at have den.


Video fra konferencen

Se video fra hele konferencen på IDA's hjemmeside (kræver login på IDA's konferencesystem)

Udvalgte tweets fra konferencen

Foto: Stefan Bruse thor Straten

Sara Petrycer Hansen
Sara Petrycer Hansen, projektchef for Danmark som grøn vindernation
Indhold