Efter åbningstalen: Politikerne bør fastholde afgifter som det centrale virkemiddel i den grønne omstilling

Vigtigheden af at holde fast i afgifter som et vigtigt grønt instrument formidlede jeg også til Folketingets Klimaudvalg sidste torsdag (d. 30. september) sammen med klimaiværksætter Martin Collignon. I mit oplæg til Klimaudvalget understregede jeg, at valget af støtte frem for afgift ofte udspringer af ønsket om, at omstilling på en eller anden måde ikke skal indebære en omstilling.

Støtte er ønsket om at lave en kage uden at slå æg i stykker. Problemet er, at selv, hvis man er heldig, ender man med en kage med æggeskaller i.

Hvad er prisen for at vælge et støtteregime frem for afgifter?

Som det Økonomiske Råd har vist, så ændres erhvervsstrukturen ikke, når vi støtter. Man tilskynder ikke til en omstilling. Sagt på en anden måde: En afgift tilskynder til en omlægning, som støtte fastholder. Det er problematisk, når formålet er at bevæge sig væk fra produktion og forbrug af fossile brændsler.

Med en støtteordning skal man krydse fingre for, at de grønne teknologier bliver billigere eller, at forbruget ændrer sig. Den effekt får man ”gratis” med en afgift. Den grønne teknologi og det grønne forbrug bliver automatisk relativt billigere, når man anvender en afgift.

Med støtte er det kun i det omfang, at virksomhederne rækker ud efter omstilling, at den kommer til at ske. Der er intet på bundlinjen, som fortæller virksomheden, at den skal skifte til mindre drivhusgasintensiv produktion. Der er intet i virksomhedens pris, der fortæller kunden, at vi ønsker færre drivhusgasser.

Et eksempel på dette er det begrænsede aftag, der har været til de puljer, der skulle få erhvervslivet væk fra fossile brændsler. Modsat er det med  puljerne til varmepumper til husholdninger. De er afsat hurtigere end de kan fyldes op, fordi den afgift husholdninger i dag betaler for olie og naturgas giver dem et stærkt incitament til at skifte.

En afgift gør drivhusgasintensiv produktion mindre attraktiv. Det rykker i de priser, forbrugerne ser. Men det rykker også i virksomhedernes kalkule. Det giver virksomheden et incitament til at skifte sine processer. Modsat en støtteordning, så er der også den fordel, at virksomheden selv ved bedst, hvilket tiltag, der giver mest mening.

Det samfundsøkonomiske tab er fem  gange større ved brug af støtte frem for afgifter

Som det Miljøøkonomiske Råd anfører, så er prisen for vores samfund fem gange så høj, hvis afgifter ikke bliver anvendt. Næsten 20 mia. kr. mod godt 4 mia. kr. Det er en løbende skala, så selv en lidt større brug af afgiftsinstrumentet frem for støtte reducerer det økonomiske tab.

Med samfundsøkonomisk omkostning menes der tab af velfærd. En velfærd som i sidste ende betales af borgerne. Det mest åbenlyse tab kommer fra de penge, der skal opkræves for at finansiere støtten gennem nye skatter eller mindre offentlig velfærd.  Men mere subtil er den forskel, at en afgift presser alle aktører til at forholde sig til prisen på CO₂, hvor støtte kun er relevant for dem, hvor støtte er høj nok til at handle. Det gør støtte mindre effektiv og dermed dyrere.

En afgift fremskynder omstilling, hvor en støtte kan risikere at forsinke den. Forventning om at betale en afgift får mig til at handle, mens jeg kan vælge at udskyde min omstilling, hvis støttemidlerne er løbet tør for i år.

Prisen for at fastholde jobs kan løbe op på 8 mio. kr. om året

Det er en illusion at støtte skulle redde jobs. Hvis vi endnu engang kigger på det Miljøøkonomiske Råds beregninger, så peger de på, at hvert job, som man holder hånden under, koster samfundet op til 8 mio. kr. Det enkelte job kan blive skånet gennem støtte, men det vil ske på bekostning af flere jobs og velfærd et andet sted i økonomien.

Ikke blot i den grønne omstilling men generelt står det danske arbejdsmarked og mangler arbejdskraft. Mindre fleksibilitet på arbejdsmarkedet er en unødig luksus.

Støtte frem for afgift kan koste staten 50 mia. kr. om året

Prisen for staten, hvis afgift fravælges som virkemiddel, kan løbe op i 50 mia. kr. om året. Det anselige beløb svarer til den samlede udgift på børnepædagoger eller den indtægt, som den samlede bilpark giver staten.

Det er ovenikøbet med en heroisk antagelse om, at tilskud kan gives optimalt. Det vil sige, at støtten kan gives, hvor den har størst effekt. Der er sandsynligt, at en del af støtten vil ramme skævt. Derudover er der også det fundamentale problem, at støtte for at fungere bliver nødt til at overkompensere.

Et forenklet eksempel viser hvorfor: Hvis både jeg og mine to naboer skal støttes til at udskifte vores varmepumpe, så kræver det, at støtten sættes til den pris, som får den mest tilbageholdende nabo til at gå med. Vi andre var parate til at skifte med en lavere støtte, men det kan et system ikke korrigere for. Derfor vil støtten blive sat til det højeste niveau, og det medfører en betydelig meromkostning for staten.

Støtte har sin berettigelse, men…

Der er naturligvis fortsat plads til støtte i den grønne omstilling. Der er plads til støtte til forskning og støtte til teknologier, der skal modnes. Selv om det reducerer effekten så er det også oplagt, at afgifter bygges op om et omfang af tilbageførsel, så de personer og virksomheder og der er direkte berørt kompenseres for tab på den korte bane.

Men dette oplæg bliver lidt firkantet, fordi det naturlige instinkt er at anvende støtte frem for afgifter, men vi har et begrænset mængde ressourcer. Når man vælger en dyr ordning, så koster det arbejdspladser og velfærd.

Hvis ikke afgift er hjørnesten i klimaindsatsen, så bliver omstillingen dyrere. Hver gang afgifter fravælges til fordel for støtte, så øges omkostningen for Danmark.