Forbrugets klimabelastning er også en sag for politikerne

I Danmark bryster vi os af at have ydet en ambitiøs klimaindsats over de seneste årtier – og fair nok. Vi er lykkes med en ambitiøs grøn omstilling af vores energisystem til glæde for både klimaet og grønne danske arbejdspladser. Men på en række områder er vi overhovedet ikke kommet ud af starthullerne, og en af de væsentligste forsømmelser har været indsatsen i forhold til klimabelastningen af vores forbrug.

Vi danskere udleder gennem vores forbrug i gennemsnit 17 ton CO2-ækvivalenter per indbygger, når vi tæller klimabelastningen fra vores importerede varer osv. med. Vi ligger dermed også i den høje ende globalt, når vi snakker udledninger fra vores daglige forbrug. Godt 3 ton af forbrugsudledningerne kan tilskrives vores diæt, og omkring 75 pct. af disse udledninger stammer fra produktionen af kød og mejeriprodukter. For at sætte det i perspektiv svarer det til at vores mad udleder 2-3 gange så meget som vores kørsel i personbil.

Skiftende regeringer har forsømt at tage fat i denne udfordring. Senest slog klimaminister Lars Christian Lilleholt i P1 Orientering den 9. juni fast, at han er lodret imod, at man fra statens side fremmer tiltag, der har til formål at reducere den enkelte borgers personlige klimafodaftryk, eksempelvis gennem opfordring til mere klimavenlig kost og ditto rejsemønster.

Højere afgifter som middel til at påvirke den enkelte danskers adfærd afviste klimaministeren med henvisning til satsning på ny teknologi og den enkelte borgers ”sunde fornuft”. Lilleholt henviste også til den individuelle borgers frihed under ansvar som modsvar til at antage en ”tilgang med pisk”, som begrænser den personlige frihed.

Der er ingen tvivl om, at ny teknologi vil kunne løse en pæn del af vores udfordringer med at reducere de globale CO2-udledninger. Men at forestille sig, at alene sund fornuft uden statsligt incitament overfor den enkeltes CO2-fodaftryk vil være tilstrækkelig, er simpelthen uansvarligt overfor vore medmennesker og fremtidige generationer. Det er også et uheldigt brud med den filosofi og praksis, der har kendetegnet den danske energi-, miljø-, og sundhedsindsats gennem årtier i relation til for eksempel forbruget af energi, vand, tobak, alkohol og sukker.

Løsningen af de komplekse globale udfordringer vi står overfor kræver tiltag, som tager hensyn til opfyldelse af flere politiske mål på en og samme tid. Det var jo netop det regeringen tilsluttede sig med vedtagelsen FN’s verdensmål og klimaaftalen i Paris sidste år. 

Danskernes ekstraordinært store forbrugsudledninger stiller krav om, at vi går foran; at vi anviser løsninger, som også kan anvendes andre steder i verden, og at vi som resultat af en sådan tilgang høster synergieffekter og samfundsøkonomiske gevinster. Én ting er sikker: Løsning af den globale klimaudfordring kræver en markant lavere forbrugsudledning per verdensborger, og derfor har vi også et ansvar for at vise at man kan kombinere højt velstandsniveau med lave forbrugsudledninger.

Vi er vant til at snakke om den grønne omstilling som et resultat af indsatser på udbudssiden (finansiering, regulering og teknologiløsninger), og glemmer indsatser på efterspørgselssiden (forbrugsvaner og adfærd). Hvis politikerne ikke påtager sig at drive efterspørgselssiden, mangler vi et helt afgørende element i den grønne omstillings værktøjskasse.  

Jeg vil opfordre Lilleholt og alle andre politikere til at se på, hvad der sker i byer som København, Aarhus, Ålborg, Sønderborg, Frederikssund og Albertslund netop nu på denne dagsorden. Her udformes og udmøntes en grøn omstilling, hvor byerne aktivt tager stilling og påtager sig et medansvar for at reducere sit CO2-fodaftryk gennem indsatser på både udbuds- og efterspørgselssiden.

Hvis man politisk vil en realistisk grøn omstilling, er det helt afgørende, at man anerkender det politiske ansvar for at opstille de rammer, der skal til for at sikre den enkelte danskers frihed til gennem et informeret valg at leve et sundt og godt liv med respekt for sine medmennesker.

Som FN’s generalsekretær Ban Ki Moon sagde for nyligt: Vi er den første generation, der kan udrydde fattigdom, og den sidste der kan gøre noget ved klimaudfordringen. Regeringen og resten af Folketinget bør erkende, at klimabelastningen fra danskernes forbrug også er en sag for politikerne.