Vi opfordres konstant til at købe nyt og mere tøj. Meget af det destrueres, når vi returnerer. Det går ikke

Vi køber mere og mere tøj online. Ofte bestiller vi samme model i forskellige størrelser; prøver det derhjemme og returnerer så det, som ikke passer. Samtidig tilskyndes til merkøb, med gratis fragt ved storindkøb; rabatter med nedtælling eller 3 for 2’s pris. Endelig er returfragten ofte gratis, hvilket gør returnering nemt.

Men nu viser en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, at mellem 22 og 43 procent af det tøj, vi køber online, bliver destrueret, når det returneres.

Rapporten peger på, at de seneste års opblomstring af ’fast fashion’ tøj, som i høj grad er billigt tøj, i syntetiske materialer af dårlig kvalitet, kombineret med den øgede online-handel og målrettede markedsføring, har ført til stigende mængder af returnerede og usolgte tekstiler i EU. Faktisk bliver lidt over en femtedel af det producerede tøj aldrig solgt, og den gennemsnitlige returrate for tøj købt online er på 20 procent.

Vores tøj er blevet så billigt, at overproduktion ganske enkelt er blevet det økonomisk rentable, og hvis det kommer retur, kan det ikke betale sig for virksomhederne at lægge det tilbage på lageret og sælge det igen – omkostningerne bliver simpelthen for høje relativt til tøjets billige pris. Det er dybt problematisk – ikke mindst ud fra et klima-, miljø- og biodiversitetsperspektiv.

Concito er netop udkommet med hotspotanalysen ’Fremme af et klimarigtigt tøjforbrug’, der præsenterer det forbrugsbaserede klimaaftryk fra tøjindustrien, samt et overblik over, hvem der kan og bør bidrage til en reduktion af klimabelastningen herfra. Analysen viser, at Danmarks bidrag til globale forbrugsudledninger fra tekstiler medfører en samlet årlig udledning på godt 2 mio. tons CO₂e, svarende til 400 kg CO₂e per dansker. Den andel er høj, både i et EU- og et globalt perspektiv. Ud over et stort klimaaftryk er tekstilindustrien også forbundet med et stort forbrug af ressourcer, vand og kemikalier, mikroplastforurening og ikke mindst et betydeligt arealforbrug, som er med til at lægge pres på miljøet og biodiversiteten verden over.

Derfor er det også uhensigtsmæssigt, at meget tøj hurtigt bliver inaktivt eller smidt ud, fordi kvalitet eller pasform ikke er i orden, som en rapport fra Forbrugerrådet Tænk viser. Desuden er vores eksport af brugte tekstiler ud af EU tredoblet på bare tyve år, og store mængder havner på tekstilkirkegårde i Asien og Afrika, hvor de udleder kemikalier til miljøet og udgør en sundhedsmæssig fare for lokalbefolkningen.

Samlet set tegner der sig et billede af en sektor og tøjkultur, der har et stort problem med overproduktion og overforbrug. Det medfører et stort klimaaftryk, og det kræver handling.

Desværre ser vi tendenser, som trækker i den modsatte retning. Det seneste år er en ny bølge, betegnet den 3. generation af fast fashion, skyllet ind over os. Online-platforme som Shein og Temu bruger markante teknikker til markedsføring og kundeoplevelser og presser priserne helt i bund uden hensyn til miljø og klima eller de menneskelige omkostninger forbundet med produktion og forbrug. F.eks. er den kinesiske platform Shein på rekordtid blevet den tredjestørste online-platform herhjemme.

Platformen er bl.a. drevet frem af trends blandt unge, som på sociale medier opfordrer hinanden til at bestille nye tøjpakker hjem hver uge og vise dem frem for at ’være med på moden’. Samtidig er store dele af modebranchen med til at skabe et ekstremt forbrugspres gennem hastigt skiftende kollektioner og aggressiv markedsføring.

En undersøgelse har vist, at 32 procent af de britiske CO₂-udledninger kan tilskrives markedsføring, og der er ikke noget, der tyder på, at det skulle være anderledes i Danmark. Derfor bør vi i langt højere grad se på, hvordan vi kan begrænse markedsføring af klimaskadelige aktiviteter, ligesom vi har begrænset markedsføring af tobaksprodukter grundet de sundhedsskadelige effekter.

Vi bør i Danmark derfor se på, om vi kan begrænse eller stille krav til tøjreklamer i det offentlige rum, og her kan vi blandt andet kigge til lande som Holland, Frankrig og Sverige, der allerede har taget skridt i den retning på andre områder. For desværre er tøjindustriens udvikling de seneste år blot et billede på øvrige samfundsmæssige tendenser, der ikke nødvendigvis gør noget godt for menneskers trivsel eller vores evne til at respektere planetens bæreevne.

Sociologer på stribe peger netop på hastigheden og accelerationssamfundet som en årsag til den mentale mistrivsel, der blandt andet hersker blandt unge. Formanden for regeringens trivselskommission peger ligeledes på, at et konstant stigende forbrug er blevet et centralt holdepunkt i vores liv og det paradoksale i, at »voksende velstand ikke længere fører til større tilfredshed med tilværelsen, men snarere det modsatte«.

Derfor bliver vi nødt til i langt højere grad at se tidens kriser i sammenhæng, og her skal vi turde tage fat i problemernes rod og se på de økonomiske strukturer, som fastholder os i en uhensigtsmæssig forbrugsspiral, som hverken klode eller mennesker kan holde til.

Debatindlæg bragt i Politiken d. 1. april 2024 og er skrevet i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.