Én million elbiler i 2030? Vi kan starte her

Den del af regeringens klimapolitiske udspil, der forudser én million elbiler (eller, strengt taget, nul-udslips-biler) i 2030 og samtidigt stop for ny-indregistrering af nye benzin- eller dieselbiler kan man vanskeligt være uenig i, hvis man tager klimatruslen alvorligt. Og det er selvfølgelig glædeligt, at statsministeren hen over sommeren er skiftet fra at mene, at en halv million elbiler i 2030 ville blive alt for dyrt til nu at gå ind for det dobbelte.

Markeringen, visionen eller hvad man nu skal kalde det har, ikke uventet, rejst to spørgsmål: Hvordan skal det ske og hvor meget kommer det til at koste?

For én, der gik i embedsmandsgrundskole hos daværende departementschef i Miljøministeriet, Holger Lavesen, i 1970’erne er det en del af ens dna, at man ikke foreslår noget hvad der skal gøres uden samtidig at foreslå, hvordan det skal gennemføres. Det sidste synes at være røget ud af undervisningsplanen i dag.

Men der er ingen grund til panik; det kan lade sig gøre, og endda uden de truende økonomiske, eller rettere statsbudgetmæssige, konsekvenser som nogen, f.eks. CEPOS, har rullet frem som skræmmebilleder. Men det kræver, at vi er parate til at se på problemet i et lidt ”utraditionelt” perspektiv.

Når det ser ud til at blive så dyrt, skyldes det først og fremmest at elbiler i dag er et niche produkt, der slet ikke kan konkurrere prismæssigt med konventionelle biler med forbrændingsmotorer, der jo har haft mange årtier til at perfektionere fremstillingen i store serier. Uden at vi sikrer et tilstrækkelig stort ”volumen” i salget af nye elbiler bliver det ved med at være op ad bakke. Det er til gengæld heller ikke så svært.

Vores klimapolitik har i ganske mange år været drevet af et mantra, der siger, at økonomiske styringsmidler, afgifter eller tilskud, er den eneste måde at regulere på inden for klimapolitikken. Det er ingen naturlov. Vores klimapolitik for så vidt angår transportsektoren har herudover været anset for et nationalt anliggende. Det er selvfølgelig det rene vrøvl, uanset at EU-Kommissionen har overladt det til medlemslandene, at sikre de nødvendige reduktioner i transportsektoren som en del af den forpligtelse, der falder uden for kvotesystemet.

Hvis vi for et øjeblik så på problemet som et EU-problem, der også vil kunne finde en løsning ved hjælp af andre styringsmidler end afgifter/tilskud, ser udfordringen helt anderledes, og lettere, ud:

Hvis regeringens idé om én million elbiler i 2030 er mere end et valgårs-tilbud, kan den i indeværende folketingssamling fremlægge et lovforslag, der kræver at alle ny-indregistrerede biler fra f.eks. 2022 har elektrisk ”drive”, et batteri på minimum 25 kWh og mulighed for ekstern opladning. Forslaget skal naturligvis notificeres i Bruxelles, og herefter er det op til Kommissionen at tage stilling til, om den vil gøre forslaget til sit, lade Danmark gå videre på egen hånd eller afvise det. Den sidste mulighed er ikke umiddelbart attraktiv, ikke mindst efter at repræsentanter for syv medlemslande, heriblandt vores energi- og klimaminister, i Financial Times den 15. oktober efterlyst netop et initiativ i den retning.

Udover at spille elbils-bolden over, hvor den hører hjemme (til EU) har forslaget, hvis det vedtages, den fordel, at det overflødiggør de subsidier eller afgiftslettelser, der ellers ville være nødvendige. Og det vil sikre at elbiler kommer ned i pris, fordi det bliver masseproduktionen. Endelig vil en sådan forudsigelig introduktion af elbiler betyde, at investeringer i lade-infrastruktur kan gøres med meget større sikkerhed end ellers. Ikke noget med ”hønen eller ægget”.

Selvfølgelig vil der blive hylen og skrigen i et vist omfang fra bilindustrien. Det var der også, da Kommissionen for små 30 år siden foreslog udslipsnormer for alle personbiler, der var så stringente, at de kun kunne opfyldes med katalytiske efterbrændere. Postulatet var, at det ville blive enden på mulighed for, at almindelige mennesker ville have råd til at købe en bil. Ikke just en profeti, der er blevet opfyldt.

Ovennævnte er baseret på, at regeringen er parat til at opgive mantraet om, at markedet er bedst til alting samt ideen om, at personbilernes energiforsyning er et nationalt anliggende. Det burde ikke være så svært.