Den personlige klimaindsats er meningsfuld

I et debatindlæg i Politiken den 8. januar skriver Katrine Jagd, at vi alle sammen må bidrage til at løse klimaudfordringen, og at vi skal lide for klimaet som vi lider for skønheden. Det første har hun helt ret i, men ikke det sidste. Det er nemlig en grundlæggende problematisk forestilling, at vi på den ene side har det gode liv, som er forbundet med flyrejser, biler, tøj og ”de ægte cocktailpølser”, som Jagd formulerer det. Og på den anden side har vi det lidelsesfulde liv med de veganske pølser, ”der ikke er særlig lækre”.

At være vegetar eller veganer, må man forstå, er et fravalg af det lækre kød og ikke et aktivt tilvalg, som kan være både billigere, mere sundt og nøjagtigt ligeså lækkert. Hertil kommer, at det åbenbart også hører med til det lidelsesfyldte liv at tage den offentlige transport, at flyve mindre, at genbruge, at drikke postevand eller sågar melde sig ind i et politisk parti.

Men at sætte lighedstegn mellem det gode og det klimaskadelige liv og på den anden side sidestille bestræbelserne på at leve mere bæredygtigt med lidelse og afsavn, mener jeg hverken kan tjene som inspiration for dem, der ønsker at gøre en egen-indsats eller få flere overbevist om, at det nytter noget at gøre noget selv. Tværtimod. Derfor sukker Jagds ven også, og vil sikkert aldrig prøve de veganske pølser.

Vi bør i stedet begynde at se på, hvordan bæredygtighed og trivsel kan gå hånd i hånd. CONCITO og Psykologisk Institut på Aarhus Universitet har netop offentliggjort et projekt om Større trivsel med mindre klimabelastning, hvor vi portrætterer fem familier, der rent faktisk formår at forene en markant lavere drivhusgasudledning end gennemsnittet med en høj grad af trivsel.

Familierne er eksempler på, at det gode liv kan hænge sammen med en indsats for at leve mere klimavenligt. Det giver mening for dem. Og her ved vi fra psykologien, at oplevelsen af meningsfuldhed er forbundet med trivsel.

Hvorfor giver det mening for dem - hvorfor trives de? Her ses tre temaer: Stillet overfor en meget kompleks klimaudfordring føles det godt at kunne trække klimaindsatsen ind i familien, gøre den nærværende og føle at man gør noget.

For det andet synes familierne faktisk, at det er sjovt at gøre op med hverdagsvaner, og spørge sig selv, hvorfor man konstant gør tingene på en bestemt måde – måske kunne de gøres anderledes. Og det gør familerne så. De genbruger fremfor hele tiden at købe nyt, reparerer fremfor at smide ud, tager det offentlige mere, flyver mindre osv. Og det hjælper gevaldigt på deres udledning.

Endelig som det tredje gennemgående tema, fremhæver familierne, at bæredygtigheden fremmer kreativitet og kompetencer. De er simpelt hen blevet bedre kokke af at udfordre sig selv til at lave mad på nye måder, de er blevet bedre til at omforme deres ting, så de kan indgå i nye sammenhænge, internt i familierne konkurrerer de om, hvem der kan gøre det bedste genbrugskøb og alt muligt andet.  

Betyder det, at vi kan komme hele vejen med en individuel indsats, der alene og altid er båret af glæde og trivsel? Nej, indrømmet. Der vil selvfølgelig også være nogle  ting, vi må skære ned på eller helt opgive.  Ikke desto mindre, viser projektet, at familierne faktisk trives med at gøre alt det Jadg efterlyser. Og heri ligger den store forskel.

Den personlige klimaindsats skal primært være meningsfuld og lystbetonet, ikke en lidelse. Ellers bliver det for nemt at ignorere eller skyde den vigtige dagsorden ned, som jeg er helt enig med Jagd om: At den enkelte kan og bør handle på klimaudfordringen.