Større livskvalitet med mindre CO2-udledning

I december indgik verdens ledere i Paris en aftale, der vil bidrage til at begrænse verdens CO2-udledning og bremse den globale opvarmning. Man kan tale om en bunden opgave, da alternativet er potentielt meget alvorlige konsekvenser, allerede for vores børn. 

COP21 havde stort fokus på udledningen af drivhusgasser fra samfundets forskellige sektorer, herunder industri, landbrug og transport. Dette fokus er oplagt vigtigt, og i Danmark er vi inden for de seneste årtier kommet langt med at effektivisere vores energiforbrug, og vi er på vej til et højt niveau af vedvarende energiforsyning.

Men det er ikke nok kun at se på de teknologiske indsatsområder, fortæller videnskaben os. Den peger på, at det er bydende nødvendigt, at vi nedsætter vores personlige materielle forbrug og ændrer forbrugsmønstre. Og det blev endda skrevet specifikt ind i Parisaftalen. Spørgsmålet er, hvorfor det også er centralt, og hvordan det bedst lader sig gøre?

FN vurderer, at verdens middelklassebefolkning vil stige fra nuværende ca. 2 milliarder til ca. 5 milliarder i 2050. Det får FN til at konkludere, at vi vil blive tvunget til at ændre forbrugsmønstre, da vi i 2050 skal ned på en udledning på ca. 2-3 ton CO2 pr. verdensborger, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Det er den grænse videnskaben har sat for stadig at have en rimelig chance for menneskelig kontrol med klimaet og dermed fortsatte gunstige forhold for menneskelig trivsel.

Hvis vi i forlængelse af disse udmeldinger fra FN tager gennemsnitsdanskerens forbrug som eksempel, så er den officielle udledning pr. dansker ca. 7,5 ton. Dette tal beregnes ud fra den samlede indenlandske udledning divideret med vores befolkningstal. Med andre ord medregner man i de officielle tal ikke forbruget af alle de varer, vi importerer fra udlandet samt vores flyrejser. 

Gør man det, kommer danskeren op på en årlig gennemsnitlig udledning på ca. 17 ton. Alene en tur til Thailand udleder ca. 5 ton pr. person, dvs. en forøgelse på ca. en tredjedel af gennemsnitsdanskerens årlige personlige udledning. 

Det er således tydeligt, at der en radikal modsætning imellem ønsket om at nedsætte vores CO2-udledning på den ene side, og på den anden side ønsket om at forbruge stadig mere.

Vores fortsatte fokus på højt materielt forbrug risikerer simpelthen at underminere selve fundamentet for en langsigtet menneskelig trivsel for vores børn og børnebørn.
 
Derfor står vi som mennesker overfor en udfordring. Vi skal have fundet ud af, hvordan vi nedsætter vores ressourceforbrug, uden omfattende negative konsekvenser for den kortsigtede eller langsigtede menneskelige trivsel. 

Dette bliver ingen nem opgave. Det er fx meget svært at forestille sig, hvordan gennemsnitsdanskeren skal kunne gå fra en udledning på 17 ton til en udledning på 2-3 ton, uden at det kommer til at gå ud over vores livskvalitet. Særligt når vi er blevet vant til, at forbrug er en naturlig del af vores måde at omgås hinanden på og tæt forbundet til vores opfattelse af, hvad et godt liv indeholder. 

Skal det lykkes at reducere drivhusgasudledningen så markant, er det nødvendigt, at vi sætter alle potentialer i spil. Det gælder samfundets institutioner, der skal sætte nye rammer for vores adfærd, et privat erhvervsliv, der skal tænke i nye bæredygtige forretningsmodeller, og borgere, der tager ansvar for eget forbrug. Det vil kunne skabe nye normer for, hvordan vi kan gøre forbruget bedre, smartere og mere bæredygtigt. Og måske er der hjælp at hente i den psykologiske trivselsforskning.

Trivselsforskningen peger nemlig på, at når vi først har nået et grundlæggende materielt niveau, så er mange af de vigtigste faktorer for trivsel immaterielle. Med ”immaterielle” henvises til forhold som meningsfuldhed, velfungerende nære relationer, oplevelse af fællesskab, oplevelse af frihed, og oplevelse af tryghed og sikkerhed. 

Netop fordi disse forhold er immaterielle, er det muligt at understøtte dem på måder, som samtidigt er mere bæredygtige end den måde, vi gør det på i dag. 

For i dag er tilfredsstillelsen af de samme faktorer, som i deres essens er immaterielle, blevet omsat til aktiviteter, der ofte kræver et stort ressourceforbrug. Vi har vænnet os til, at nære relationer og oplevelsen af fællesskab helst skal foregå på en strand i Thailand og frihed opleves bedst alene i en bil. Og så har vi vænnet os til, at det skaber mening at udskifte vores ejendele, fx tøj og elektronik, i et stadigt hastigere tempo. 

En tur til Thailand kan være dejlig, og en bil en lettelse i mange menneskers daglige travle liv. Derfor er vejen til et mindre forbrug heller ikke nem, og vi kan heller ikke nødvendigvis nå hele vejen i forhold til at kombinere trivsel med bæredygtighed. Men vi kan nå noget af vejen, og trivselsforskningen rummer et stort potentiale i forhold til at kombinere vores kortsigtede trivsel med vores trivsel på langt sigt. 

Vi har ikke tidligere taget direkte udgangspunkt i trivselsforskningen, når vi skulle finde ud af, hvordan vi kunne overkomme klima- og bæredygtighedsudfordringen uden at gå på kompromis med menneskelig trivsel. En realisering af dette potentiale kan være med til at understøtte fx udviklingen af nye forretningsmodeller. Eksempelvis er fællesskab og nære relationer nøgleord i deleøkonomien, og for mange mennesker giver det mening at genbruge ressourcerne i en mere cirkulær økonomi. Og måske kan familieferien lige så godt holdes på Bornholm som på Borneo. 

Den britiske økonom Tim Jackson peger på, at en mere bevidst bevægelse væk fra et højt materielt forbrug og til mere immaterielle forbrugermønstre, ikke bare er den sædvanlige ”bitre miljøpille”, men måske den mest åbenlyse vej til at forny menneskelig trivsel. Og noget tyder på, at der er en stigende lydhørhed blandt samfundsaktører.

Ifølge 2015-udgaven af CONCITOs årlige Klimabarometer-undersøgelse, mener 43 pct. af danskerne, at forbrug af materielle goder slet ikke eller kun i mindre grad er med til at øge livskvaliteten og 44 pct. tilkendegiver, at vi vil være nødt til at ændre levevis for at løse klimaudfordringen. Og i erhvervslivet er der store bevægelser i gang for at ændre forretningsmodeller i retning af nye kunderelationer og bedre produktkvalitet.

Trivselsforskningens potentialer er ved at blive udforsket i et nyt samarbejde mellem CONCITO og Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Her vil vi igennem konkrete personlige eksempler identificere måder at leve på, som på én og samme tid faktisk formår at forene et mindre ressourceforbrug, helt specifikt et lavere CO2-fodaftryk, med et liv med en høj livskvalitet. Vi leder ikke nødvendigvis efter kvinden i halmballehuset eller manden i jordhulen, men de helt almindelige mennesker, der har truffet nogle valg - ikke nødvendigvis som en bevidst strategi om afsavn, men som et attraktivt tilvalg – i et ønske om at gøre tingene smartere og bedre. 

I løbet af 2016 formidles disse eksempler til borgere, politikere og erhvervsliv til inspiration for en bedre kombination af trivsel og bæredygtighed, hvad enten dette er i hverdagen, i virksomheden eller på det næste COP-møde. 

Mikael Bellers Madsen er projektleder i CONCITO. Simon Elsborg Nygaard er Ph.d. i bæredygtig trivsel, Psykologisk Institut, AU