Kan de nye klimaplaner sikre 1.5 gradsmålsætningen på COP26?
FN’s Miljøprogram (UNEP) har netop udgivet sin årlige rapport om ”the Emissions Gap”, hvor der leveres et autoritativt svar på dette spørgsmål, og det korte svar er NEJ!
Den samme konklusion er kommet fra en række andre studier, der er publiceret i de sidste uger bl.a. fra det Internationale Energi Agentur, Klimakonventions Sekretariatet m.fl.
Hvis ambitionerne ikke øges, siger rapporten, at vi er på vej mod en temperaturstigning i størrelsesorden 2.7 grader i løbet af dette århundrede.
Gap rapporten produceres af UNEP DTU Partnerskabet i år for første gang med støtte fra CONCITO. Den triste konklusion er, at selv om de nye klimaplaner generelt øger ambitionerne, resulterer de kun i yderligere 7,5% reduktion af det globale udslip af drivhusgasser i 2030 sammenlignet med de første planer i Paris. FN’s klimapanel vurderer, at der er behov for yderligere 50% i reduktion i 2030 for at tro på, at vi kan holde os under de 1.5 grader på langt sigt. Hvis ambitionerne ikke øges, siger rapporten, at vi er på vej mod en temperaturstigning i størrelsesorden 2.7 grader i løbet af dette århundrede. Det vil have katastrofale konsekvenser for det globale klima og mennesker i alle regioner af verden.
Rapporten understreger, at det er afgørende, at hastigheden hvormed planerne bliver implementeret også accelereres. Lige nu har kun halvdelen af de såkaldte G20 lande, der står for over 80% af de globale udledninger, politikker på plads, der kan sikre implementeringen af de oprindelige klimaplaner - for slet ikke at snakke om, hvad der kræves for de nye og opdaterede planer.
Vigtigt at rykke hurtigt på klimaplanerne
Rapporten understreger, at det er afgørende, at hastigheden hvormed planerne bliver implementeret også accelereres. Lige nu har kun halvdelen af de såkaldte G20 lande, der står for over 80% af de globale udledninger, politikker på plads, der kan sikre implementeringen af de oprindelige klimaplaner - for slet ikke at snakke om, hvad der kræves for de nye og opdaterede planer.
Derfor bliver behovet for hurtig øgning af ambitionerne et af hovedtemaerne på COP26 mødet, og klimaminister Dan Jørgensen er blevet bedt om at stå i spidsen for disse uformelle forhandlinger i parløb med en eller flere andre ministre. Her bør der være skarpt fokus på, at verdens lande i Glasgow bliver enige om, at der etableres en hyppigere opdatering af klimaplanerne og dermed et løbende pres på landene i de kommende år for at øge deres ambitioner væsentligt.
Når det er sagt, så hænger emnerne på en COP altid sammen som alt andet i klimakonventionen. Her bliver især spørgsmålet om klimafinansiering af udviklingslandenes indsatser afgørende at finde et kompromis om på ambitionssiden. Læs mere om de vigtigste emner på COP26 i Jarl Krausings blog i Altinget her.
Uklart hvordan landene når nul-emission
Parallelt med diskussionerne om øgede ambitioner her og nu har EU og op mod 50 andre lande lavet langsigtede klimastrategier for nul-emission i 2050. Disse strategier vil i stigende grad blive en væsentlig del af COP-forhandlingerne – også i Glasgow. De fleste strategier er dog stadig uklare med hensyn til virkemidler, timing og sammenhæng med de nuværende planer for 2030. Så der skal meget mere klarhed til, før disse strategier er troværdige.
Hvis de nuværende strategier faktisk blev implementeret, forventes de at kunne reducere den forventede opvarmning med op mod en halv grad, og hvis andre lande følger trop kan det faktisk være muligt at holde opvarmningen i nærheden af de 1.5 grader.
Det afhænger dog meget af den måde, som målet om nul-emission nås. Som med den danske klimastrategier der stor forskel på, om reduktionerne opnås gradvist, eller man anvender en uambitiøs hockeystavs tilgang, hvor reduktionerne udskydes, mens der fortsat udledes CO2 på kort sigt. Der er kæmpe klimamæssig forskel på, hvilken tilgang der bruges, som illustreret i figuren fra UNEP’s rapport.
Gode redskaber i værktøjskassen
Så der er stadig håb, men kun hvis der for alvor sættes turbo på implementeringen af planerne og ambitionerne øges samtidigt, både i forhold til 2030 og 2050. Heldigvis er der masser af politikker, teknologier og andre løsninger, der kan bringes i spil med det samme f.eks. på vedvarende energi, energieffektivisering, elektrisk mobilitet, reduktioner af metan fra affald og landbrug osv.
Den private sektor er utålmodig og venter på klare og ambitiøse signaler fra regeringerne, og Danmark er i en rigtig stærk international position på alle disse områder.
Så der er al mulig grund til dansk lederskab i Glasgow, men for at være troværdig bør det bakkes op af hurtigere og mere ambitiøs implementering af den danske klimastrategi.
