Den internationale klima-krystalkugle for 2024 kalder på øget handling og lederskab

Blog
Året 2024 rummer fire helt afgørende indsatser, som skal ske for at fastholde håbet om at skabe en klimasikker fremtid for alle.

Fire indsatser, som bør stå øverst på enhver regerings ’to-do’ liste uanset politisk ståsted og geopolitisk orientering. Og som vi alle bør holde vores nationale politiske lederskaber op på, men også forvente lederskab på i erhvervslivet, blandt investorer, i filantropien, i kommunalbestyrelserne og i civilsamfundet. Alle aktører har afgørende vigtige roller at spille i 2024, hvis vi skal lykkes med det niveauskift i indsatsen, som står tilbage efter COP28 i Dubai.

De fire afgørende ting som skal ske i 2024 er, at:

  1. Holde 1,5 gradersmålet i live i udarbejdelsen af nye ambitiøse, nationale klimaplaner
  2. Skabe lokale visioner om den bedre fremtid, som venter os alle med ambitiøs klimahandling

  3. Sikre fuld integration af klima og den globale bæredygtige udviklingsdagsorden

  4. Katalysere en effektiv mangedobling af globale investeringer i en klimasikker fremtid

De fire indsatser er grundlæggende forudsætninger for rettidig opfyldelse af Parisaftalen og FN’s Verdensmål, og er hver især en søjle i det fundament som fremtidens håb må, skal og kan hvile på. COP28 skærpede et operationelt fokus på en integreret dagsorden, og med de muligheder og behov som derfor tegner sig nu, er netop året 2024 det vigtigste klimaår siden vedtagelsen af både Parisaftalen og FN’s Verdensmål i 2015. Det kræver markant øget handling og lederskab.

Ny runde af ambitiøse klimaplaner skal udarbejdes  

Tretten måneder. Det er den tid, som Verdens lande har til at udvikle og fremsende nye opdaterede nationale klimaplaner til FN’s klimasekretariat, UNFCCC. Klimaplanerne skal give os sikkerhed for, at vi i perioden fra 2025 styrker vores klimaindsats tilstrækkeligt til, at vi kan nå Parisaftalens temperaturmål og dermed sikrer et klimarobust og globalt nettonul i senest i 2050.  Det er ikke nogen lille opgave.

Det vil kræve en reduktion på 28% i de globale udledninger af drivhusgasser inden 2030 for at nå 2 graders målet, og hele 42% for at nå 1,5 graders målet. Og det med baggrund i en stigning i udledninger af globale drivhusgasser på 1,2% fra 2021 til 2022. Kravet til de nye klimaplaner, som skal udvikles i 2024 er, at de skal muliggøre et øjeblikkeligt globalt peak og en årlig reduktion på ca. 5,3% frem mod 2030 for at holde 2 graders målet i live, og hele 8,7% årligt for at holde 1,5 graders målet i live. Til sammenligning faldt de globale udledninger 4,7% i COVID-året 2020. 

Særligt G20 landenes (herunder EU) indsatser vil her være afgørende, da de står for ca. 76% af de globale udledninger og det er blandt disse lande, at de mest ambitiøse planer skal fremkomme. For nærværende er EU's mål en 55% reduktion i 2030, og et nettonul i 2050. EU's Klimaråd har foreslået et nyt klimamål på 90-95% reduktion i 2040, og det er allerede bakket op om fra dansk side af Klimaminister, Lars Aagaard. Danmark bør dog på linje hermed også arbejde for et understøttende 65% reduktionsmål i 2035. Desuden bør Danmark i lyset af COP28 resultatet genbesøge sine egne klimamål, og for eksempel gå efter et skærpet nettonul-mål omfattende vores globale forbrugsudledninger og værdikæder, en accelereret udfasning af fossile brændsler og olie/gasudvinding i Nordsøen, samt fremrykke landbrugets omstilling gevaldigt, som primære middel til at skærpe mål i lyset af også den bredere samfundsnytte, der ligger heri.

Der skal skabes lokale visioner for nytten af den klimarobuste fremtid

Den brændende platform, som klimakrisen udgør sammen med andre planetære og udviklingspolitiske kriser, er en unik mulighedernes dagsorden for at grundfæste en ny global vision balanceret på hensyn til mennesker, klima og natur. Som det er blevet sagt i forbindelse med vores eget ’Nordic Stocktake and Visions’ projekt, ”If you can’t see the goal, why run”? gælder det, at der for alle lande og samfund skal etableres narrativer og visioner om den på alle måder bedre verden, som venter os i en grønt og bæredygtigt omstillet og robust verden. Det er herigennem borgerne kan gøres til spydspidser i omstillingen og ikke nogen, som politikere frygter at skulle ’belaste’ eller ’genere’ i den grønne omstilling. Når handling efterspørges af borgerne, vil det bidrage til at nedbringe omstillingens politiske risici og økonomiske omkostninger. Den erkendelse mangler.

Politikere – uanset land og niveau - vinder desuden valg på dagsordenener tæt knyttet til borgernes grundlæggende behov. Klimaplaner vinder derfor ikke valg i sig selv, men kun i samspil med den nytte, der kan knyttes til den succesfulde omstilling. Og det gælder særligt for det globale syd, hvor nytten skal opgøres i bæredygtig udvikling, vækst og fattigdomsbekæmpelse. Der er således brug for en ’lokalisering’ af de globale visioner, som er afspejlet i Parisaftalen og FN’s Verdensmål. Visioner, som er nærværende for politikere og borgere i den kontekst de befinder sig i, og de skal kunne omsættes i troværdige og relevante målsætninger, planer, finansiering og regulering, som befolkninger kan se egennytten af i deres dagligdag. Denne ’lokaliserede nyttetilgang’ er krystal klart afspejlet i teksten fra COP28 i bl.a. afsnittet om udarbejdelsen af nye nationale klimaplaner inden februar 2025, og genspejlet i den strøm af nye initiativer, som lanceredes i marginen af COP28, samt i den markante rolle som byer kom til at udfylde på COP28.

Hér udestår en kæmpe opgave for vores politikere med at inddrage befolkninger lokalt i identifikation og forfølgelse af den nytte, som omstillingen kan bringe. De har et hovedansvar for, at der knyttes en samfundsmæssigt understøttet vision og kontrakt til en accelereret klimadagsorden, og den indsats udestår stadigt i de fleste lande – også i Danmark, hvor vi stadigt mangler at se tilstrækkelig adfærdsorienterede tiltag, statslig opbakning til kommunernes indsats som sandsynliggjort gennem DK2020 initiativet, og skabelsen af en grøn samfundskontrakt med borgerne.  

Den klimakloge og bæredygtige udviklingsindsats skal integreres på alle niveauer

Hverken vores nuværende klimaindsats eller udviklingsbistandsindsats er i dag ’fit for purpose’ målt op mod den skala, hastighed og tilgang som omstillingen mod en solidarisk bæredygtig fremtid for alle kræver. Udfordringen er, at klima og udviklingsindsatser i dag typisk er forfulgt som parallelle indsatser på grund af skarpe resortfordelinger i ministerier i såvel donor- som samarbejdslande, og et multilateralt system i afspejling herpå. Det har den konsekvens, at indsatser på begge områder mange steder i dag fremstår fragmenterede og utilstrækkeligt koordinerede på alle niveauer.

Der er igennem de seneste år sket en kraftigt gryende erkendelse herom, kulminerende på COP28 med for eksempel anbefalingerne fra ”high-level Expert Group on Climate Finance” til en integreret finansieringstilgang, og fra Brasilien som lancerede et forslag om, at verden finder sammen i et skæbnefællesskab i jagten på 1.5 graders målet frem til COP30 i 2025 via en styrket integreret tilgang til opfyldelse af Parisaftalen og FNs Verdensmål.

Netop på COP28 så vi klima og udviklingsindsatsen  smelte sammen i en integreret dagsorden: Grønning af energisystemernes kobling til byernes omstilling, sundhedsindsatser og energiadgang, kravet om en retfærdig omstilling koblet til fattigdomsbekæmpelsen, klimatilpasningens kobling til vand- og fødevareforsyningssikkerheden, migrationsforebyggelse, tab og skade håndtering, og den samlede kobling til skovindsatser og naturbeskyttelse til lands og havs, anerkendtes i uset grad som afgørende trædestene og pejlemærker for den integrerede klima- og udviklingsindsats i de kommende år med sigte på at sikre en retfærdig grøn omstilling, bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse overalt. Og logikken er klar: En utilstrækkelig klimaindsats vil umuliggøre bæredygtige udviklingsmål for altid, og en utilstrækkelig udviklingsindsats vil umuliggøre realisering af en klimasikker og naturrig fremtid for altid.

Danmark er selv godt i gang med et koblet klima- og udviklingsressort under Dan Jørgensen, serviceeftersyn af vores nationale udenrigs- og udviklingspolitiske strategier, gennem kapitalisering og omdannelse af IFU – Investeringsfonden for Udviklingslande, og et voksende myndighedssamarbejde, som alle i stigende grad afspejler integrerede tilgange på indsatserne. Men også i Danmark er der behov for en styrket omstilling af vores globale forbrugsfodaftryk og værdikæder, større skala på vores globale klima-, natur og udviklingsbistandsindsatser, og i sikring af adgang til langt mere risikovillig kapital og klimastøtte for det globale syds integrerede klima- og udviklingstiltag.

En effektiv mangedobling af globale investeringer i en klimasikker fremtid skal katalyseres

Frem mod COP29 bliver netop spørgsmålet om skalering af investeringerne i det globale syd det helt store emne, og helt afgørende for at sikre den fremdrift, der skal til for at realisere såvel klima om udviklingsmål i tide. Skalaen skal gevaldigt op i den støtte, der ydes, uanset om det benævnes udviklingsbistand, klimastøtte, tab og skade finansiering, eller investeringer fra den private sektor. Nye innovative finansieringskilder skal identificeres, herunder fra f.eks. en afgift på international skibsfart. De fossile subsidier skal omdirigeres til at understøtte en grøn udviklingsvej, gældseftergivelsen skal øges, og lande i det globale syd skal styrke deres egne nationale ressourcemobilisering.

Investeringsbehovet i det globale syd – minus Kina – ligger på et niveau omkring $2,4 billioner årligt fra 2030, hvis den globale omstilling skal nås i overensstemmelse med Parisaftalen. Alene omstilling af energisystemet vil kræve $1.500 billioner årligt fra 2030. Heraf forventes landene selv at finansiere omkring 2/3 gennem national ressourcemobilisering, medens den sidste 1/3 del – dvs. ca. $800 milliarder - skal finansieres fra internationale private kilder, dvs. primært private investorer. Offentlige midler skal i den forbindelse bruges til at katalysere og delvist risikoafdække sådanne private investeringer for at sikre tilstrækkelig skala og hastighed i investeringsprogrammerne.

På COP29 skal der naturligvis sættes et nyt globalt mål for klimafinansiering under klimakonventionen, som forventeligt løftes fra det nuværende niveau på $100 milliarder fra 2020, til måske et par hundrede milliarder fra både offentlige og private kilder, men den nye kollektive forpligtelse vil ligge langt fra det reelle investeringsbehov. Der skal ske en systemisk forandring i de internationale investeringsstrømme for at det nødvendige investeringsbehov kan opfyldes. Og dén diskussion prægede i høj grad COP28 både indenfor og udenfor forhandlingsrummene. Mange nye investeringsinitiativer blev lanceret og store bidrag til de globale klimafonde blev annonceret, og hele debatten om reform af det internationale finansielle system for i højere grad at imødekomme det globale syds behov tog til, med fokus på reform af udviklingsbankerne, beskatning af international sø- og lufttransport, gældseftergivelse og mulighed for at øge den Internationale Valutafonds (IMF) rolle i tilvejebringelse af kapital. Alt er på bordet, men er endnu ikke resulteret i konkrete beslutninger.

Hovedopgaven for EU's og den danske indsats i 2024 er derfor at presse på i det momentum, der er skabt på disse spørgsmål. Danmark har lanceret flere nye risikoafdækkende investerings- og garantiinstrumenter på COP28, og påbegyndt en reformproces i IFU, men indsats og skala skal kraftigt op i afspejling af behov, ansvar og egen interessevaretagelse. Og her skal den danske pensionssektor kende sin besøgstid i lyset af den femdobling af private investeringer i det globale syd som er skal til for at sikre tilstrækkelig kapital. Den samlede danske klima- og udviklingsstøtte udgør i dag blot 0,7% af BNI og er langt fra det niveau vi tidligere har ligget på, nemlig mellem 1 og 1,5% af BNI i udviklingsbistand og miljøstøtte.

Der er plads til højere ambitioner og indsatser i år i midten af et helt afgørende årti.