COP28 sender signaler, men kun få konkrete opfordringer til den næste runde af nationale klimaplaner
Den fremadrettede kurs er essentiel, da der kun er godt og vel et år til, at alle lande skal levere næste runde af deres nationale klimaplaner, der skal indeholde mål for reduktion af drivhusgasudslip for 2035. En kombination af vagt sprog og manglende støtte til udviklingslandene til at udvikle deres nationale klimaplaner i den endelige beslutningstekst risikerer at underminere tilstrækkeligt stringente mål for 2035.
I det følgende ser vi på, hvor ambitiøs den næste runde af de nationale klimaplaner med reduktionsmål for 2035 skal være for, at verden kommer på kurs mod Parisaftalens temperaturmål, hvilke signaler og opfordringer COP28-beslutningen sender til landene, og hvad der yderligere er behov for.
Globalt skal der skæres mellem 18 og 29 gigaton CO2-ækvivalenter i 2035 i forhold til landenes nuværende reduktionsmål
Det er ingen hemmelighed, at det globale ambitionsniveau skal gevaldigt i vejret i den næste runde af nationale klimaplaner med mål for 2035, hvis verden skal på ret kurs mod Parisaftalens temperaturmål. COP28 ”anerkender” IPCCs seneste rapport, der konkluderer, at de globale udledninger af drivhusgasser i 2035 skal ligge 60% under niveauet i 2019. Den seneste Emissions Gap rapport fra FNs Miljøprogram viser, at det svarer til, at ambitionsniveauet i den næste runde klimaplaner skal være tilstrækkeligt til at nedbringe de globale udledninger af drivhusgasser med 18 gigaton CO2-ækvivalenter i forhold til de nuværende ubetingede reduktionsmål for 2030 for at komme på ret kurs mod at begrænse den globale opvarmning til 2 grader. Det svarer godt og vel til de nuværende udledninger af drivhusgasser fra Kina og EU. For at komme på ret kurs mod 1,5 grader skal de globale udledninger nedbringes med 29 gigaton CO2-ækvivalenter – svarende til de samlede nuværende drivhusgasudledninger fra Kina, EU, USA, Indien, Rusland og Indonesien.
COP28 sender overordnede signaler men begrænsede konkrete opfordringer og støtte til udviklingslandene mangler
Så hvad står der egentlig i slutteksten fra Dubai? Den bekræfter, at alle lande skal indlevere deres næste klimaplaner 9-12 måneder før COP30 i Brasilien. Med andre ord skal landeplanerne foreligge inden udgangen af februar 2025. Landene opfordres desuden til at udarbejde ambitiøse reduktionsmål, der omfatter hele økonomien samt alle sektorer og drivhusgasser, og som er forenelige med at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Det er der ikke noget nyt i.
De væsentligste signaler sendes i paragraf 28, der ”beder” (”calls on”) landene bidrage til en tredobling af den globale vedvarende energikapacitet samt en fordobling af den globale årlige rate af energieffektivitetsforbedringer frem mod 2030. Paragraffen indeholder desuden tekst om en gradvis transition væk fra fossile brændsler frem mod 2050, nedbringelse af metanudledninger, nedfasning af ”uafbødet” kulforbrug, med mere. Flere fremhæver dog, at slutteksten mangler klare mål for det næste årti, og overordnet set indeholder beslutningsteksten meget få opfordringer til konkret handling. Tekstens 196 paragraffer nøjes i overvejende grad med at ”minde om”, ”notere” eller ”velkomme” – alt sammen formuleringer der ikke kræver nogen handling fra landene. Slutteksten beslutter dog at etablere en dialog, der skal følge op på implementeringen af den globale statusopgørelses anbefalinger, samt at igangsætte et såkaldt ”Road map to Mission 1.5”, der kommer til at bestå af en række aktiviteter målrettet en styrkelse af det internationale samarbejde og internationale rammer, der kan facilitere og stimulere øget ambition i den næste runde klimaplaner.
Derudover indeholder slutteksten (paragraf 117) en enkelt refleksion omkring at øge udviklingslandenes kapacitet til at udarbejde den næste runde af deres klimaplaner.
Tiden vil vise om COP28-signalerne er tilstrækkeligt stærke, men støtte til udviklingslandene skal på bordet nu
De næste 18 måneder vil vise, i hvor høj grad de store udledere følger op på de signaler, COP28 har leveret, og omsætter dem til markant mere ambitiøse klimaplaner og mål for 2035. Samtidig står lav- og mellem-indkomstlande i dag for 69% af de globale udledninger af drivhusgasser og udledningerne fortsætter med at stige i hovedparten af disse lande. Det internationale samfund bør hurtigst muligt etablere den støtte, lav- og mellem-indkomstlande efterspørger til at udvikle ambitiøse og robuste klimaplaner med mål for 2035.
