COP28-aftalen udstiller det enorme mismatch mellem midler og de fattigste landes behov

Starten på enden for fossile brændsler skal ses i sammenhæng med beslutningen om at tredoble den globale produktion af vedvarende energi inden 2030 og at fordoble forbedringsraten på energieffektivitet i samme periode. Der er hermed afsendt et helt afgørende signal til verdens regeringer, den private sektor, byer og civilsamfund om, at transitionen er uundgåelig, og at de nye klimaplaner, som landene skal indsende til UNFCCC om ca. et år, skal tage historisk store skridt i den retning for at holde Parisaftalens temperaturmål på 1,5 grader i live. Det er på COP 29, at vi kan vurdere COP28’s succes.

Kausaliteten er på den baggrund klar: Jo mere retfærdig reduktionsindsats og stærkere, inkluderende grøn omstilling, desto mindre tilpasningsbehov og bæredygtigt udviklingstab. Og jo større klima- og udviklingsmæssigt kloge tilpasningsindsatser, desto færre tab og skadesituationer for potentielt milliarder af mennesker primært i det globale syd

Men der er mange smuthuller i aftalen, som kan udfordre aftalens integritet og den underliggende konflikt om ansvarsfordeling mellem det globale syd og nord. Aftalen er under alle omstændigheder ikke et tilstrækkeligt svar på det klimavidenskabelige krav om at sikre en 42% reduktion af de globale drivhusgasudledninger inden 2030, som understreget i UNEP’s 2023 Emission Gap Rapport. Den er heller ikke et overbevisende svar på det enorme finansieringsbehov, der følger med klimatilpasning og grøn omstilling i det globale syd.

Et blandet resultat for det globale syd: Gode takter, men…

Aftalen rummer imidlertid flere vigtige nye og gode elementer på klimaindsatsens bredere udviklingsrelaterede cobenefits, herunder især koblingen til landbrugssektoren, naturindsatsen, byernes rolle i klimaindsatsen, en retfærdig omstilling, ligestilling, og oprindelige folk.

Positivt er også vedtagelsen af et overordnet globalt tilpasningsmål, som opstiller både tematiske og dimensionale mål i udvikling og udmøntning af tilpasningstiltag. Der etableres bl.a. et nyt toårigt arbejdsprogram for udvikling af indikatorer for disse mål for at måle fremskridt. Og de rige lande opfordres til at yde økonomisk støtte til udviklingslandes indsats for at nå målene. Men det lykkedes ikke at opnå enighed om konkrete mål for denne støtte.  I stedet enedes man om at fastlægge et ministermøde på næste COP med fokus på klimatilpasningsfinansiering. 

Finansiering fortsat helt utilstrækkeligt håndteret

I relation til finansieringsbehovet på tværs af reduktions-, tilpasnings-, og tab og skade indsatserne, samt i fremme af det globale tilpasningsmål er aftalen aldeles utilstrækkelig. Omkostninger for klimaskader i udviklingslande kan allerede tælles i hundreder af milliarder, og udviklingslandene forventes at skulle accelerere en markant transition i retning af op- og udbygning af mere klimavenlige energiformer. Men kun en brøkdel af denne finansiering er der endnu sat navn på, hvilket udstiller det enorme mismatch mellem behov og midler til rådighed

Forhandlinger om at operationalisere det globale mål på tilpasning var svære og man kom ikke helt i hus med at definere mere konkrete mål for indsatsen i plan- og udførelsesfasen, og kobling til finansieringsbehovet blev her udeladt. Tab og Skade fonden blev operationaliseret, hvilket var historisk godt, men finansieret med blot ca. $700 millioner fra de rige lande. Målene på tredobling af vedvarende energi og fordobling af energieffektivitetsraten blev ikke understøttet af finansieringsforpligtelser fra det globale nord.

Dette skal ses i relation til, at alene tab-og skade omkostningerne forventes at anløbe omkring 400 milliarder årligt i 2030, tilpasningsinvesteringer vurderes at anløbe små $400 milliarder årligt frem mod 2030, og der skal investeres op mod $4.300 milliarder årligt i udviklingslandene frem mod 2030, og herefter $5.000 milliarder årligt for at sikre en nettonul verden i 2050.

Omvendt var der både indenfor og udenfor forhandlingslokalerne et markant øget fokus på at reformere det internationale finansielle system og i det hele taget at fremme en mangedobling af investeringsstrømmene ind i det globale syd til både reduktions- og tilpasningsindsatser fra både offentlige og private kilder, hvilket bliver altafgørende for at kunne realisere de integrerede klima- og udviklingsmål. Grunden er lagt for COP29 som en afgørende finansierings-COP i understøttelsen af nye klimaplaner. 

Danmark kan gøre mere

I det lys stod Danmark stærkt på COP28 med sit kernebidrag til tab og skade fond og indsatser og med lanceringen af såvel APRA initiativet om udbygning af vedvarende energi i Afrika, samt BFET og IMCA initiativerne på mobilisering af privat kapital. I lyset af det overordnede finansieringsbehov på den integrerede klima og udviklingsindsats er den igangsatte reform og kapitalisering af IFU godt nyt, men Danmark bør øge sin økonomiske yderligere i et afgørende årti – dels i egen interessevaretagelse på sigt, og dels i sikring af det globale syds evne til at realisere klimamål og Verdensmål i tide.

Centrale elementer i den kommende ’plan for Afrika’ og udviklingspolitiske strategi må således være en styrket integration af klima-, natur- og udviklingsindsatserne mhp på at høste synergier og håndtere uundgåelige dilemmaer, og langt mere skala og hastighed på at mobilisere investeringer i reduktion og tilpasningsindsatser i det globale syd.

CONCITO har tidligere argumenteret for at den integrerede udviklings- og bistandshjælp øges betragteligt til et niveau mellem 1,5 og 2,0% af BNI, og COP 28-resultatet bestyrkede kun grundlaget for et sådant lederskab fra det danske Folketings side.  

Debatindlæg bragt i Altinget Udvikling den 21. december 2023.