COP26 holdt live i 1,5 graders målet, men virkeligheden overhaler COP’erne og det er godt nyt

Der skal langt mere til, hvis vi lytter til videnskaben, og vi fik da heldigvis usædvanligt mange udmeldinger i form af potentielt helt afgørende vigtige frivillige aftaler, formålsskabte koalitioner, konkrete initiativer og klare udmeldinger fra nøgleaktører blandt lande, byer, virksomheder og investorer.

Der ventes ikke længere på den mindste fællesnævners diskurs i forhandlingskorridorerne, men ’firstmovers’ rykker selv såvel politisk som markedsmæssigt, fordi der dels er en klart voksende politisk anerkendelse af problemets sande omfang, og fordi der dels er en klar forståelse af de markedsmæssige konsekvenser af en grundlæggende strukturel omstilling blandt økonomiske aktører. Fremtidens vindere og tabere i omstillingen defineres nemlig lige nu og over de kommende ganske få år. Og prisudvikling på de rene teknologier gør sit i opbakning til at undgå lock-in og fremme klimaindsatsen.

Det betyder, at COP26’s succes skal vurderes ud fra, hvad der dels skete i selve forhandlingerne og dels hvad der konkret annonceredes i forbindelse med COP26’s afholdelse.

Mange aftaler og samarbejder udenfor COP’en

Se bare de mest bemærkelsesværdige udmeldinger fra aktørerne udenfor forhandlingslokalerne:

• Amerikansk / Kinesisk samarbejde om at øge klimaindsatsen sammen i det kommende årti og med specifikke målsætninger om at skærpe egne reduktionsmål, nedbringelse af fossil energianvendelse, samt metangasudslip.
• Glasgow Declaration on Forest and Landuse. Over 100 lande, som tilsammen rummer 85% af verdens skove, forpligtede sig til at stoppe afskovning i opbakning til global klimaindsats.
• Global Methan Pledge. Over 100 lande tilsluttede sig en aftale om nedbringelse af metangasudledninger med 30% inden 2030, som i sig selv vil nedbringe temperaturstigningen med 0,2 grader.
• Global finance Alliance for Net Zero (GFANZ) som tilsammen kontrollerer $130 billioner i opbakning til et nettonul-scenarie i 2050.
• Cities Race to Zero, hvor over tusinde byer (heriblandt mange danske DK2020 kommuner) forpligtede sig på nettonul reduktionsveje.
• G20 landendes besluttede kort før COP26 at ville stoppe finansiering af kul i udlandet, hvilket også er et betydeligt markedssignal.
• Beyond Oil and Gas Alliance som på Danmarks og Costa Ricas foranledning arbejder for et udfase udvinding af olie og gas fra undergrunden, og som nu bakkes op at ca. 10 lande og regioner.
• Udmelding fra den internationale Valutafond (IMF) om at gøre brug af særlige trækningsmuligheder fra IMFs medlemslande mhp at sikre finansiering til de mest udsatte og fattige lande.
• I CONCITO’s egen boldgade lancerede vi et nyt partnerskab med International Solar Alliance, som sigter mod at mobilisere $1,000 mia. i investeringer i solenergiprojekter. Sammen med World Resources Institute, IFU og World Climate Foundation vil vi fokusere på at mobilisere de nordiske investorer og finansieringsinstitutioner.

Og der er mange, mange andre udmeldinger på tværs af industrier, sektorer byer med mere, som alle trækker i retning af en accelereret dekarbonisering globalt og lokalt.

Virkeligheden overhaler COP’erne

Faktisk er det nok hovedbudskabet fra COP26: Virkeligheden overhaler COP’erne, og det er rigtigt godt nyt. For om noget så efterlader COP26 det samlede indtryk, at markedet nu ER sat i bevægelse og et globalt ’race to zero’ fossil udledning er skudt i gang.

Det betyder ikke, at COP’erne er overflødige. Langt fra da de tjener til at trække det globale samfund sammen omkring én fælles retning og en fælles ambitionshøjde, som er forudsætning for at markedet, og alle andre aktører kan stole på omstillingens uundgåelighed. Budskabet er dog her, at  COP’erne alene ikke er vejen til sikring af rettidig omhu og succes, og de opskruede forventninger var ikke velbegrundede. Det er isamspillet med virkelighedens aktører, at tingene rykker, og derfra kommer lederskabet nu, fordi de politiske signaler er så klare.

Paradoksalt nok er det netop summen af de politiske signaler fra COP26 og markedets stigende omstillingsparathed, som tilsammen skaber håbet om at ”holde 1,5 grader målet i live”, der har været det engelske formandsskabs slogan og succeskriterie for COP26. Forhandlingsresultatet skal således ses som et delbidrag til den globale indsats på dette tidspunkt.  Men hvad fik vi fra forhandlingslokalerne?

Hovedelementerne i The Glasgow Climate Pact.

Blandt de vigtigste resultater er umiddelbart følgende:

• Grundlæggende accept af den videnskabelige virkelighed, og opbakning til, at accelerere indsats med henblik på at reducere drivhusgasudledninger 45% inden 2030.
• Politiske udmeldinger fra op mod 80% af verdensøkonomien – herunder fra alle G20 lande minus Mexico – om at ville skabe en nettonul fremtid på et tidspunkt omkring 2050-2070. EU, USA, Kina og Indien blandt mange andre har altså forpligtet sig på at skabe nettonul udledningssamfund, og netop dét er hovedsignalet til privat sektoren: Transitionen er uundgåelig.
• Parisaftalens ambitionsmekanisme virker – altså proceduren for at lande indsender opdaterede klimaplaner hvert femte år, hvilket COP26 var første lejlighed til at demonstrere. Ca. 150 lande indsendte planer, som dog i sin samlede utilstrækkelighed, samlet set, vil indebære en temperaturstigning på ca. 2,4 grader. Hurtig opjustering af ambitionsniveau er ”et must”.
• Det lykkedes at lande aftale om at alle lande allerede i 2022 skal skrue op for ambitionerne, og ikke blot vente på den næste mulighed om fem år, hvilket måske var den vigtigste beslutning fra COP26.
• For første gang konkretiseredes krav til omstilling af energisektoren ved eksplicit at angive behov for nedfasning (ikke udfasning takket sidste-øjebliks protest fra især Indien) af kul og fossile subsidier (med visse modifikationer). Og det besluttedes at øge indsatser for at nedbringe udslip af metangasser.
• De sidste tekniske udeståender på Parisaftalens ”regelsæt” blev afsluttet, hvilket ikke nødvendigvis var godt på alle parametre, idet man i sidste ende gjorde det muligt at overføre karbonkreditter fra Kyotoprotokol-perioden til regimet for handel med karbonkreditter under Parisaftalen på en måde, der skaber risiko for ’varm luft’ snarere end reelle reduktionsindsatser i karbonmarkedet. Her havde ingen aftale nok været bedre end denne dårlige aftale, men detaljerne i regelsættes skal stadig færdiggøres i løbet af det næste år.
• På klimatilpasningssiden etableredes en arbejdsprogram som skal omsætte klimatilpasningsmålet i handling – ”The Glasgow-Sharm el-Sheik two-year program”, samt beslutning om at ville fordoble klimafinansiering til klimatilpasning frem mod 2025, dvs. øge denne til ca. $40 milliarder årligt.
• I relation til ”tab og skade” lykkedes det ikke for udviklingslandenes side at etablere en mekanisme for at tilvejebringe finansiering til situationer, hvor tilpasning ikke længere er mulig, men udviklingslandene blev i stedet spist af med en dialog OM hvordan finansiering kunne finde sted.
• På finansieringssiden lykkedes det at holde bølgerne i ave og lande en aftale som alene opfordrer de rige lande til at tilvejebringe $100 milliarder årligt frem mod 2025, dvs, $600 milliarder i perioden 2020-2025. Og det på en baggrund af maksimal pinlighed og utilstrækkelighed i for de riges landes vedkommende, ikke på forhånd at kunne levere det lovede beløb på $100 milliarder årligt i 2020.
• Endeligt har hensynet til natur, havet, ’just transition’ været betydelige temaer i forhandlingerne og de mange initiativer, og bemærkelsesværdigt er det konkrete forslag om at skabe et forum, hvor unge kan have den direkte dialog med forhandlere.

COP26s samlede bidrag til at holde 1,5 graders målet i live

Konklusionen er grundlæggende, at COP26 kunne være gået meget værre, hvis ikke vi havde det momentum vi har udenfor forhandlingerne. Holder vi håbet om 1,5 grader i live? Både ja og nej.

Ja - fordi vi ser en stærk kombination af nettonul-udmeldinger fra næsten 80% af verdensøkonomien sammenholdt med et marked i begyndende grundlæggende strukturel bevægelse. Det er forudsætningen for at kunne levere en nettonul verden i 2050 som 1,5 graders målet forudsætter.

Nej – fordi vi med de helt enormt utilstrækkeligt tiltag frem mod 2030 og de manglende planer for implementering af netto nul målsætningerne lægger an til en global hockeystav af dimensioner som er fuldstændig uforenelig med at nå 1,5 graders målet.

Det er den samlede udledning af drivhusgasser frem mod 2050 som bliver afgørende, og jo senere vi aggressivt reducerer udledningerne, desto flere drivhusgasser vil der være i atmosfæren. Med omkring 450 gigaton drivhusgasser tilbage i det globale karbonbudget under et 1,5 graders scenarie, og et årligt udslip på ca. 40 gigaton løber tiden hurtigt ud.

Parisaftalens 1,5 graders mål nås med andre ord kun med en ambitiøs global reduktionssti, hvilket lægger ekstra pres på, at de rigeste forgangslande anlægger en ekstremt lineær reduktionssti som minimum.

COP26 resultatet er mere end noget andet en opfordring til at Danmark lægger sig i selen for at sikre lige reduktionsstier såvel hjemme som ude. Det skal blive spændende at se om lederskabet i Glasgow kan overføres til fornyet lederskab på vores egen omstilling.