Trump skal have kam til sit hår

Over den forgangne uge har vi set flere grunde til pessimisme omkring den fremtidige klimaindsats.

Det blev i denne uge slået fast med syvtommersøm af både NASA, NOAA og den britiske vejrtjeneste, at også 2016 har været rekordvarm, nemlig omkring 0,13 grader varmere end 2015.

Og i en større undersøgelse foretaget af the Guardian, blev det klart, at samtlige store anerkendte klimaforskningsinstitutioner, betvivler vores tilbageværende muligheder for at fastholde en global opvarmning på højst 2 grader, hvilket jo ellers er den øvre ende af de mål vi satte os i Paris. 

En tredje grund til pessimisme er naturligvis de udmeldinger på klimaområdet som flyder fra den nye Trump-regering.

Trump erstatter Obamas klimapolitik med ”America first energiplan”
Med Obamas afgang fra Det Hvide Hus forsvandt også indenfor få timer en dedikeret beskrivelse af den føderale klimapolitik fra Det Hvide Hus’ hjemmeside. Væk er en beskrivelse af det videnskabelige og politisk rationale for at handle på klimaområdet, enhver henvisning til den globale klimaaftale, og beskrivelser af føderale indsatser i og udenfor USA.

Obama har vidst, hvad der vil komme, og det forklarer da også hans sidste-øjeblik tiltag på klimaområdet, herunder at gennemføre betaling af $500 millioner til den grønne klimafond, forbyde olieindvinding i amerikanske havområder ved Arktis og den Atlantiske kyst, samt at indføre et stop for udvinding af kul fra føderale landområder.

I stedet har Trump administrationen lagt en side op som beskriver en Amerika først energiplan. Den nævner kun ordet klima en enkel gang, nemlig i henvisningen til hvordan ophævelsen af Obamas skadelige klimapolitik vil øge amerikanernes indkomster med 30 milliarder USD over de næste syv år.

Herudover sigter planen mod at sikre energiuafhængighed ved at udvinde amerikansk olie, skifer- og naturgas, genrejse kulindustrien og satse på rene kulteknologier.

Planen baseres på en forventning om at kunne udnytte værdier for i alt 50 billioner USD fra den amerikanske undergrund, og endelig kobles samarbejdspolitikken med golfstaterne på energiområdet med en bekæmpelse af terror. 

Endelig forsikres der om at en deregulering af miljølovgivningen vil fastholde et fokus på sikring af ren luft og vand for amerikanske borgere, og en beskyttelse af amerikanske naturressourcer.

Vedvarende energikilder er ikke nævnt med et ord på Det Hvide Hus’ hjemmeside.

Hvis man nærlæser planens præmisser, er der klare svagheder, som bekræfter indtrykket af en administration, som baserer sin politik på holdninger snarere end videnskabelige og almindeligt anerkendte fakta, og endda anerkendelse af grundlæggende markedsmekanismer.

Det er ikke regulering, som har bragt kulindustrien i knæ, men billig skifergas og konkurrencedygtige vedvarende energikilder.

Amerikansk energiproduktion foregår ikke i en hjemlig osteklokke, der sikrer energiuafhængighed, men indgår i et globalt energimarked, hvor USA både eksporterer og importerer energi. Hvis forsyningsuafhængighed betyder, at USA udelukkende skal producere og bruge sin egen energi forudsætter det også et dekret om et eksportforbud, som næppe falder i tråd med oliestaternes eller industriens ønsker.

En satsning på ”clean coal” som middel i genrejsning af kulindustrien forudsætter en enormt dyr teknologisk opgradering af den amerikanske kulindustri, som der ikke er markedsmæssigt belæg for på et tidspunkt, hvor gas og vedvarende energikilder er billigere. En satsning på CO2-udskillelse og lagring (CCS), kan gøre en reel og afgørende forskel i USA og verden, hvis man får teknologien videreudviklet og markedsmodnet, men endnu er den dyr og forudsætter en skala som kan være svær at se for sig over de nærmeste år.

Den øgede forventede indkomst på 30 milliarder USD er et fatamorgana og bygger på antagelse om komplet åbning og udnyttelse af samtlige fossile energiforekomster uanset hvor de er i USA, og den vurderede værdi på 50 billioner USD af amerikanske energiforekomster tager ikke højde for udvindingsomkostninger som derfor også usandsynliggør deres markedspotentiale på den målestok. 

Stater og byer tager klimakampen op
Mens Trumps energiplan vil bremse den grønne omstilling, vi flere amerikanske stater og byer heldigvis gøre sit til at holde farten oppe.

Vi har set klare udmeldinger fra de største amerikanske stater og byer som uanset politikken i Washington vil fastholde en ambitiøs klimapolitik. Californien har ligefrem positioneret sig som leder og samlingspunkt for de stater, byer og virksomheder, som vil tage klimakampen op med Trump-administrationen. Netop Californien – verdens nu 6. største økonomi – har i denne uge fremsat en ny klimaplan som sigter mod en 40 % reduktion inden 2030 – og er dermed mere ambitiøs end den danske regering. 

Selv traditionelle oliestater udmønter lige nu ambitiøse planer for udbygning af vedvarende energi, herunder oliestaten Texas som af rent markedsmæssige årsager har sat sig i spidsen for udbygning af vedvarende energi. Faktisk overstiger investeringer i vedvarende energi nu for andet år i træk den samlede årlige investering i fossile energikilder i USA. Det er ikke uden grund at kursen på Vestas aktier er fortsat opad på trods af Trumps valg som USA's 45. præsident.

Også mange amerikanske byer fastholder en ambitiøs klimapolitik, for som Martin J. Walsh, borgmester i Boston sagde på den netop afholdte borgmesterkonference i Washington DC: ”Videnskaben har ikke ændret sig. Hastigheden hvormed vi må handle har ikke ændret sig”, hvorfor borgmestrene forpligtede sig til at fortsætte med eller uden hjælp fra den føderale regering. I alt 66 borgmestre skrev i den forbindelse under på et åbent brev til Trump om behovet for at han opfylder Parisaftalens forpligtigelser.

En rapport fra C40 - sammenslutningen af verdens store klimaambitiøse byer – har netop påvist at de amerikanske byer alene kan bidrage med 1/3 af de reduktioner der skal til for at opfylde den amerikanske forpligtigelse under Paris aftalen.

Parallelt til denne kombinerede holdnings- og markedsbaserede klimakonstruktive tilgang fra den økonomiske kerne i det amerikanske samfund, er også de utallige protestmarcher mod Trump som vi har set over de sidste dage. Flere millioner borgere tog til gaderne under overskriften ”Womens March” i protest mod Trumps kvindesyn, men det var bemærkelsesværdigt, at disse marcher også i meget høj grad adresserede klimakampen.

Kilder i det amerikanske politiske miljø indikerer endvidere, at der lige nu skabes en meget kraftig modrevolution i kampen om klimaet i netop disse miljøer.  Der bliver med andre ord kamp til stregen for Trump på klimasagen.

Underskrifter og klimaundervisning ved indsættelsen af Donald J. Trump som præsident den 20. januar 2017. Foto: Flickr/betterDCregion. 

På med arbejdstøjet og ja-hatten
Alt i alt er der grund til at bevare troen på, at USA stadig vil bidrage i klimakampen – også uden en føderal politik. De klima-ambitiøse kræfter i USA er enormt stærke, og gennemsyrer meget store dele af det amerikanske samfund.

Det betyder dog ikke, at vi ikke behøver et føderalt lederskab til at sætte klar retning og hastighed i såvel den amerikanske som den globale omstilling. For det gør vi, hvis vi skal bevare troen på, at vi i det hele taget har en chance for at nå 2 graders-målet. Men et næsten uundgåeligt kollaps i Trumps energipolitik vil være begrundet i – og modsvaret af – markedskræfter, som sandsynligvis vil fastholde en fortsat omstilling af den amerikanske energisektor, og de største amerikanske staters udvikling af stadigt skrappere udledningskrav i transportsektoren vil underbygge en fortsat omstilling af den amerikanske transportsektor.

På trods af et manglende føderalt og amerikansk lederskab ude og hjemme vil udviklingen ikke gå i stå, og andre kræfter i det nationale og globale miljø er klar til at påtage sig lederskab i fraværet af Trump. På den internationale bane er det for eksempel bemærkelsesværdigt i hvor høj grad Kina – senest i Davos – har gjort sig til talsmand for en ambitiøs og kollektiv global klimapolitik, og med en klar opfordring til, at USA under Trump holder fast i klimakampen og yder sit.

I det vacuum, som sandsynligvis opstår nationalt og internationalt, er det derfor bydende nødvendigt, at andre aktører træder i karakter. Det gælder i særdeleshed Danmark, der dels har en opfattet førerposition at skulle forsvare.

Et godt første skridt vil være at udarbejde en national dansk strategi med en pakke af kloge klimamål indenfor de enkelte sektorer, der tilsammen sikrer nuludledning fra det danske samfund inden 2050, således som vi også har forpligtet os til med Parisaftalen at fremlægge inden 2020.

I den forbindelse er det værd at notere sig, at flere af vore sammenlignelige lande allerede har fremlagt en sådan langsigtet klimastrategi, og af sammenslutningen af de 43 mest sårbare lande – Climate Vulnerability Forum – gennem sine finansministre (V20) for blot få dage siden opfordrede G20 og alle andre industrialiserede lande til at fremlægge sådanne strategier hurtigst muligt.

I de kommende år må regeringen og Folketinget springe i arbejdstøjet og ja-hatten og være med til at udfylde det vakuum, som kommer i manglen af et føderalt amerikansk lederskab på den globale scene.

Der er hermed også en unik mulighed for at danne tætte globale klimapartnerskaber mellem Kina og EU, og Danmark bør sætte sig i spidsen for at skubbe på en ambitiøs EU-klimapolitik, som sammen med Kina og andre store spillere kan give Trump kam til håret på klimaområdet.