CONCITO og Dansk Miljøteknologi efter ekstrem regn: Klimatilpasning nu!

Pressemeddelelse
Weekendens kraftige regnvejr over Østdanmark og de omfattende oversvømmelser og vandskader viser tydeligt, at der nu er brug for en langt mere systematisk og grundig klimatilpasning i de danske kommuner.

Det mener den grønne tænketank, CONCITO, og brancheforeningen Dansk Miljøteknologi, som nu opfordrer regering og folketing til handling.

”De seneste års temperaturrekorder har som ubønhørlig konsekvens, at skyerne indeholder mere vand, og derfor bliver ekstremt kraftigt regnvejr desværre langt mere almindeligt fremover”, siger Thomas Færgeman, direktør i CONCITO, som samtidig henviser til, at verdens klimaforskere netop har be- kendtgjort, at verdenshavene vil stige tre gange mere end hidtil antaget.

”Herhjemme gælder, at jo længere vi venter med at sikre den nødvendige klimatilpasning, jo dyrere bliver det for samfundet i form af skader på infrastruktur og ejendom og i form af store praktiske problemer for produktion og transport”, siger Jørn Jespersen, direktør i Dansk Miljøteknologi.

En rapport fra CONCITO, som blev offentliggjort denne sommer, viser, at kun 16 % af de danske kommuner har en strategi for klimatilpasning, og at området generelt ikke er prioriteret i kommunerne.

Klimatilpasning handler ifølge de to organisationer i høj grad om en ny byplanlægning, hvor der skabes natur og rekreative områder med kreativ udnyttelse af de øgede vandmængder. Og det handler om bedre afledning af vandet og om en nødvendig udbygning og renovering af byernes afløbssystemer. Der skal udarbejdes lokale planer, hvor de lokale hensyn er inddraget.

De to organisationer foreslår, at regering og folketing pålægger kommunerne at udarbejde sådanne strategier for den nødvendige klimatilpasning, og de foreslår endvidere, at staten tilvejebringer de nødvendige forudsætninger og fjerner de mange barrierer for indsatsen. CONCITO har således tidligere anbefalet regeringen at give kommunerne låneadgang til klimatilpasning - ligesom kommunerne i dag har låneadgang til energirenovering i deres egne bygninger.

Dansk Miljøteknologi og CONCITO påpeger endelig, at en dansk indsats på klimatilpasningsområdet, rummer store beskæftigelses- og eksportpotentialer inden for teknologier til overvågning, styring, håndtering og rensning af vand, hvis Danmark kender sin besøgelsestid.

Yderligere oplysninger:
Direktør Thomas Færgeman, CONCITO, 29 89 66 00, tf@concito.info
Direktør Jørn Jespersen, Dansk Miljøteknologi, 21 49 13 83, jj@danskmiljoteknologi.dk

Relaterede emner