Dansk Miljøteknologi og CONCITO: Staten må tage medansvar for klimatilpasning

Pressemeddelelse
Nu har Energistyrelsen offentliggjort sin undersøgelse af kommunernes arbejde med klimatilpasning, og resultatet af undersøgelsen er forstemmende.

Indsatsen for at beskytte borgerne og samfundet mod monsterregn, havstigninger og oversvømmelser halter langt bagefter i de fleste kommuner. Derfor er klimaministeren indkaldt til forespørgselsdebat i dag og åbent samråd i morgen om sagen på Christiansborg.

”Det går langt fra så hurtigt med tilpasningsarbejdet ude i landets kommuner, som Energistyrelsen og klima- og energiminister Lykke Friis har givet udtryk for. Og det skyldes klart de manglende rammer, værktøjer og ressourcer”, siger direktør i Dansk Miljøteknologi, Jørn Jespersen.

”Den globale opvarmning er en realitet. For hver dag vi venter med at forberede os, vil flere mennesker blive ramt og klimatilpasningen blive dyrere”, siger formand i CONCITO, Martin Lidegaard

På den baggrund foreslår Dansk Miljøteknologi og CONCITO et stærkere statsligt engagement i klimatilpasningen:

• Folketing og regering bør gøre det obligatorisk for kommunerne at udarbejde klimatilpasningsstrategier, så der kan skabes sammenhæng i indsatserne.

• Dermed skal staten også acceptere at drøfte finansieringen af indsatsen i de årlige økonomiforhandlinger med kommunerne, og det skal afklares præcist i
hvilket omfang den kommunale indsats kan finansieres af vandselskabernes takster.

• Energistyrelsen bør udarbejde vejledninger og idekatalog til de kommunale planer og forstærke sin indsats for at inspirere det kommunale arbejde, f.eks.
gennem etablering af et rejsehold for klimatilpasning.

• Der bør udarbejdes oversvømmelseskort, som præcist angiver risikoen for oversvømmelser i de enkelte kommuner og deres forskellige områder, og som
på lettilgængelig vis står til rådighed for borgerne.

• EU's oversvømmelsesdirektiv bør implementeres fuldt ud, også i forhold til spildevand.

Yderligere oplysninger:
Direktør Jørn Jespersen, Dansk Miljøteknologi: 21 49 13 83
Formand Martin Lidegaard, CONCITO: 29 89 67 00

Relaterede emner