Flere veje til grønnere transportbeskatning

Debatindlæg
Transportbeskatningen bør sikre incitament til at købe de køretøjer, der udleder mindst CO2, at anvende de mest klimavenlige transportformer og ikke transportere sig mere end nødvendigt.

Af Susanne Krawack, chefkonsulent i CONCITO

I regeringsgrundlaget var varslet en omlægning af registreringsafgiften, en betalingsring om København og kørselsafgifter for lastbiler. De to sidstnævnte er droppet, men behovet for et grundlæggende eftersyn af afgifter i transportsektoren består.

Transportbeskatningen er i løbet af de sidste mange årtier ”groet til” i et sandt hav af regler og undtagelser, der gør, at beskatning af transportsektoren i dag er ret uoverskueligt og ikke har en klar incitamentsstruktur.

For at bidrage til en grøn omstilling bør skatter og afgifter på transportområdet sikre, at forbrugerne har et incitament til at købe de køretøjer, der udleder mindst CO2.

Derudover bør de skabe incitamenter til at anvende de mest klimavenlige transportformer og ikke transportere sig mere end nødvendigt.

Beskatningen bør ideelt set ske gennem kørselsafgifter. Dermed kan man mere præcist beskatte efter, hvilke eksterne effekter den konkrete tur giver anledning til, hvilket vil mindske både klima-, miljø- og trængselsproblemer. 

I tilfælde af fortsat politisk modstand mod  kørselsafgifter kan man indrette skattepolitikken, så det kun er de allermest energiøkonomiske biler, der får reduceret registreringsafgiften.

I takt med teknologiudviklingen skal afgifterne derfor justeres, så de mest klimavenlige teknologier og biler skal betale mindst i registreringsafgift. Transportens omfang reguleres gennem brændstofafgifter. Den kollektive trafik og cykeltrafik bør være det billigste alternativ.

Det samlede afgiftsniveau i persontrafikken svarer i dag nogenlunde til sektorens samlede eksterne omkostninger, så man bør omlægge afgifterne inden for den nuværende ramme.

En større omlægning af bilbeskatningen bør luge ud i firmabilordningen, befordringsfradraget og andet, der går imod den overordnede intention om en bæredygtig transportsektor.

Hvis også erhvervstransporten skal have klare incitamenter til at reducere de negative eksterne effekter, skal der være en beskatning, der dækker disse omkostninger.

En sådan afgift opkræves bedst som en kilometerafgift, så afgiften ikke kun rammer danske transportvirksomheder, men alle lastbiler på de danske veje – som det også sker i Tyskland.

Afgift på erhvervstrafik vil betyde, at transport bliver betydeligt dyrere.

Det vil skabe en konkurrence mellem transportørerne om at reducere de negative eksterne effekter, og det vil betyde, at varer, der transporteres langt, bliver lidt dyrere end tilsvarende varer, der når forbrugeren med mindre transport.

Helt som det bør være i en grøn transportbeskatning. 

---

Debatindlæg bragt i "Transportdebatten" på Altinget Transport den 26. august 2014

Foto: Colourbox.dk

Relaterede emner