Fri os for karikerede stereotyper om klimaansvar

Af Mikael Bellers Madsen, projektleder i CONCITO

Den 13 marts bragte OrganicToday.dk et indlæg af Louise Vinther Alis, formand for Radikale Venstres dialogforum for Grøn Omstilling. (Læs det her på Jordbrug.dk.) Alis skriver under overskriften: »Fri mig for klimanonner og grønvaskere« om klimakrisen som en udfordring politikerne skal løse.

To poler forstyrrer imidlertid, forstår man. De kan derfor hæmme den grønne omstilling og tage fokus væk fra den politiske indsats. De to poler er Grønvaskeren og Klimanonnen. Grønvaskeren, kort fortalt, erklærer sig tilfreds med meget beskedne fremskridt og anser disse for tilstrækkelige. Det kan fx være virksomheden, der bliver 1 pct. mere energieffektive på et år og jubler over det. Visse politikere vil i den forbindelse også stille sig tilfreds med det og dermed ikke handle.

Så langt er jeg enig med Louise Vinther Alis. Behovet for en større politisk indsats er enormt, og vi har ikke tiden til at læne os selvtilfredse tilbage ved små fremskridt, slet ikke politikerne.

Her stopper enigheden
Men her stopper enigheden så. Den anden figur, der ifølge Vinther Alis, risikerer at bremse den grønne omstilling er Klimanonnen, en borger, der tager et personligt ansvar for at handle på klimaforandringerne. Og det er forkert, mener Alis. Det borgernære ansvar er nyttesløst og vil derfor forstyrre det større politiske billede. Og borgeren kan åbenbart kun forvalte siit nyttesløse ansvar på én måde i,følge Alis: Ved til stadighed at spænde livremmen ind, vaske sit tøj i koldt vand, forholde sig i ro i et mørkt hjørne mens hun spiser gammel vegansk mad. Resultatet er givet: Afsavn, tab af livskvalitet og mistrivsel.

Jeg mener Vinther Alis tager grundlæggende fejl på tre områder:

For det første: Hvis vi blot skal vente på politikerne, kan vi komme til at vente længe. Eksempler på manglende politisk handling er legio; Tag fx det grønne trafikforlig helt tilbage fra 2009. Det skulle sikre færre biler på vejene og flere passagerer i det offentlige samt flere cyklister. Hvordan er det så gået?

Tja, siden 2009 er der kommet ca. en halv million flere biler på de danske veje. Og i perioden er det blevet billigere at køre i bil og dyrere at tage det offentlige. Ifølge Cyklistforbundet er der ca. 10 pct. færre cyklister i dag end dengang, herunder børn til skole. De Radikale har selv siddet i regering i dele af denne periode. 

Nyere eksempler er den nuværende regerings udspil til en klimaplan, der for en stor del består af tvivlsomme kvotekøb og landbrugskreditter. Regeringens nye store plan for udbygning af flytrafikken i Danmark (i omfang større end klimaplanen) indeholder ikke et ord om klima. Vores nabolande har indført flyafgifter, noget Danmark ikke vil. Senest er regeringens trafikudspil, i folkemunde asfaltplanen, blottet for seriøse klimahensyn.

Mens vi venter på politisk handling
Det er så måske nok præcis Vinther Alis pointe – at den politiske indsats skal speedes op, men med den politiske langsommelighed er det ret forståeligt, at mange tager sagen i egen hånd og handler på det, se blot på de unge. Og hvorfor skal det være enten eller?

Borgerne kan, mens vi venter på politisk handling, gøre meget. Af CONCITOs klimabarometer-undersøgelse fra 2018 fremgår det, at det vil folk gerne. Mere end 50 pct. er villige til at ændre på deres livsstil. Og vi kan se resultaterne – der sker markante ryk i disse år, når det kommer til vores spisevaner – flere skærer ned på deres kødforbrug, og det kan mærkes.

Firmaer som Danish Crown og Arla kommer i denne tid med nye planer for, hvordan de kan gøre deres produktioner mere klimavenlige. Det gør de ikke ud af den blå luft – de mærker forandringerne i folks vaner og holdninger. På den måske kan den lille politik hjemme føre til ændringer i den store politik. Borgere, virksomheder og politikere agerer ikke uafhængigt, vi påvirker hinanden.

Den anden fejl, som jeg mener Vinther Alis begår, er præmissen om, at man med et lavere materielt forbrug, automatisk bliver ulykkelig – Klimanonnen lider afsavn, hun savner noget. Nonnen cykler, hun kører ikke bil, hun flyver ikke, hun spiser vegansk, og hun lufttørrer sit tøj. Af det må man logisk slutte, at bilkørsel, at flyve, at spise kød og at tørretumble gør os lykkelige. Mener Alis virkelig det? Og er det sådan?

Forskeren Gibran Vita fra Norges Teknisk-Natuvidenskabelige Universitet havde nyligt en artikel i tidsskriftet Environmental Research Letters, hvor udgangspunktet er, at man kan tale om ligestillede menneskelige behov. I store træk handler det om, at når først basale materielle behov er opfyldt, som tag over hovedet, mad i maven og tøj på kroppen, så søger vi at tilfredsstille andre og mere immaterielle behov såsom f.eks. kulturoplevelser, (ud)dannelse, engagement og meningsfuldhed.

Større trivsel med mindre klimabelastning
Med et meget omfattende datagrundlag og ved at opstille objektive kriterier for måling af livskvalitet viser Vita, at folks livskvalitet faktisk øges ved tilfredsstillelsen af immaterielle behov på linje med de materielle behov. Det er bare ofte de materielle behov politikerne ser på, fremhæver Vita, når velfærden i vores del af verden søges fremmet. Vi formodes at blive gladere af flere (forbrugs-) valg, billigere flybilletter, billigere biler og billigere tørretumblere.

CONCITO-projektet Større trivsel med mindre klimabelastning fra 2016, ser på sammenhængen mellem bæredygtighed og trivsel. I samarbejde med Psykologisk Institut på Aarhus Universitet målte vi en gruppe almindelige danskeres CO2-udledning og trivsel.  Hovedkonklusionen var, at familier sagtens kan trives med et markant lavere fodaftryk end gennemsnittet og endda leve helt almindelige liv.

Flere oplever en stor grad af meningsfuldhed ved at trække klimahensynet ind i hverdagen, gøre det praktisk og dermed praktisabelt. Flere af familierne har også droppet flyet, men finder glæde ved at rejse i Danmark eller med tog i Europa, stolthed over at blive bedre kokke ved brug af flere og grønnere råvarer end blot den nemme kotelet, fornøjelse ved at genbruge og i det hele taget passe på tingene. Og flere har, uha, fravalgt bilen.

Nu er det ikke sådan, at man totalt bør undgå flyrejser, at spise kød eller køre bil.  For mange giver det god mening at have bil, hvis man fx. bor langt fra offentlig trafik. Men gennemsnitsdanskeren er med sit klimaaftryk på ca. 17 ton CO2 om året en af verdens største udledere, i nogle undersøgelser nr. 7 i andre nr. 5 globalt set. Det er ikke nogen stolt placering.

Ud fra den betragtning, og heri består min tredje anke mod Alis´ índlæg, er det lidt mærkeligt ligefrem at håne mennesker, der forsøger at skære ned på deres personlige klimaaftryk. Med prædikatet Klimanonne, for ikke at sige med lignende betegnelser som hellig, frelst, hippie, tosse, osv. ligger der, hvis ikke ligefrem en stigmatisering, så i al fald en udgrænsning. En udgrænsning af det personlige klimaansvar fra det normale (høje) materielle forbrugsmønster, som så omvendt legitimeres.

Nogle klimaforskere er begyndt at se sociale barrierer, fx. latterliggørelsen af personer, der forsøger at gå nye veje, som havende lige så stor betydning for folks lave klimaengagement som manglende viden eller økonomisk formåen. Hvis vi derfor gør klimaudfordringen til en opgave, der kun skal og kan løses af Christiansborg eller Bruxelles, så løber vi den risiko, at den enkelte vil finde klimasagen alt for kompleks, for langt væk og for abstrakt at handle på i hverdagen. Ikke mindst, hvis man samtidig hånes, når man forsøger. Dermed løber vi den store risiko, at folk mister interessen for sagen. Det har vi ikke råd til.

---

Debatindlæg bragt på jordbrug.dk den 27. marts