Minimumspris på CO2-kvoter kan drive omstillingen fremad

Af Christian Ibsen, direktør i CONCITO

EU’s kvotesystem er i sit udgangspunkt et ambitiøst fælles europæisk klimainstrument, der er designet til at drive den grønne omstilling af energisystemet fremad, og bidrage aktivt til at bringe EU i mål med sine klimamål. Men de første 10 års erfaring med kvotesystemet har vist, at det så langt opfylder sit formål.

Den perfekte ramme eller den perfekte sovepude?
EU’s kvotesystem er i dag rygraden i den europæiske klima- og energiindsats. Men der er et milliard-stort overskud af kvoter i systemet, og prisen for at udlede et ton CO2 ligger helt nede på 30-40 kr. Der er bred enighed om, at prisen skal op på mindst 200-300 kroner pr. ton CO2 for at den for alvor vil drive omstillingen til nye teknologier fremad. Og medlemslandenes ministre og politikere slås for at finde løsninger, der kan bringe overskuddet af kvoter ned - senest i forhandlingerne om den såkaldte markedsstabiliseringsreserve, der skal bringe overskuddet systematisk ned over tid. Men selv med denne løsning vil der ifølge Klimarådet være kvoteoverskud i systemet til efter 2050.

Ifølge gængs økonomisk rationale vil omstillingen først reelt ske, når prissignalet slår igennem. Som det ser ud nu, sker det først om mange årtier, og det vil være både dyrt og uklogt at vente så længe, når vi skal nå vores klimamål.

Hvis vi skal undgå at kvotesystemet bliver sin egen værste fjende og en sovepude for dansk klima- og energipolitik, bliver vi nød til at gå mere håndfast til arbejdet.

Et livtag med kvotesystemet
Der findes mange modeller for, hvordan man kan reformere kvotesystemet og bringe prisen i vejret. Men hvis systemet skal nå at spille en reel rolle i den danske og europæiske omstilling, så bør man tage helt andre virkemidler i brug hurtigt. Helt konkret er det oplagt at indføre en minimumspris – en såkaldt ”gulv-pris” – som sikrer en pris på CO2 i Europa, der reelt vil drive omstillingen fremad. Det vil give et klart og langsigtet signal til investorer og beslutningstagere.

Samtidig kan man sådan set også indføre et loft for prisen for at tilgodese usikkerheden hos energiforbrugende virksomheder mv. Det er et konkret forslag, som der er stigende interesse for i lande som Frankrig og Tyskland, men som Kommissionen og en lang række andre lande hidtil at været imod, da det er imod selve hovedtanken om markedspris i kvotesystemet. Spørgsmålet er bare, om vi har tid til at vente på markedet, eller om tiden er moden til en politisk fastlagt minimumspris. 

Fuld kraft frem på de konkrete indsatser
Klimarådets seneste analyse gennemhuller argumentet om, at konkrete indsatser med fx vindmøller og energieffektivisering ikke nytter noget, da det bare vil blive modsvaret af udledninger andre steder i Europa. Så længe kvotesystemet ikke fungerer, vil konkrete indsatser give effekt her og nu og dermed være afgørende for at drive omstillingen fremad. 

Det betyder også, at det er særdeles relevant at diskutere, hvilke klimamål Danmark bør sætte sig de næste 5-10 år, og hvilke konkrete indsatser og virkemidler der skal opnås enighed om. Skal vi omstille Danmark hurtigt nok, bliver det helt afgørende, at vi har øjnene stift rettet mod både ambitiøs udbygning af vedvarende energi, energieffektivisering af bygningsmassen og industrien og massiv elektrificering af transport- og varmesektoren. Samtidig skal vi tage højde for det faktum, at udledningerne i transportsektoren og landbruget i 2020 forventes at udgøre 50 % af de danske udledninger.

Der skal fuld kraft på konkrete indsatser i alle sektorer, for realistisk at bringe Danmark i mål med tæt på nul drivhusgasudledning inden 2050.

---

Debatindlæg bragt i Altinget Energi og Klima den 29. marts 2017