Statens grønne beregninger under al kritik

Pressemeddelelse
Finansministeriets økonomiske konsekvensberegninger for investeringer i grønne løsninger lever hverken op til EU’s anbefalinger eller De Økonomiske Råds praksis.

Finansministeriets vejledning til beregning af samfundsøkonomiske konsekvenser anviser 6 % som den rette diskonteringsrente, mens Tyskland bruger 2,2 %, vismændene benytter 3 % og EU anbefaler 3,5 %.

Konkret betyder det, at investeringer i eksempelvis vedvarende energi har meget svært ved at fremstå som en god investering. Det fremgår af et notat, som CONCITO har udarbejdet op til de kommende energiforhandlinger i Folketinget. Direktør Thomas Færgeman udtaler:

Diskonteringsrenten er et lille nørdet tal, som har afgørende betydning for, hvad politikerne beslutter. Dybest set handler det om at sætte tal på den svimlende pris vi risikerer at komme til at betale på grund af manglende handling på klimaområdet. Hvis det overhovedet skal være muligt at investere i fremtiden, bør diskonteringsrenten sænkes markant. Det danske finansministerium er helt ude af trit med både EU, vismændene og vores nabolande.

CONCITO har ikke kunnet finde nogen forklaring på, hvorfor Danmark har valgt denne praksis, men opfordrer på det kraftigste de danske energipolitikere til at stille krav om, at ministerierne anvender en lavere diskonteringsrente. Samtidig understreger CONCITO behovet for også konsekvent at lave følsomhedsanalyser i forhold til de stigende energipriser. Thomas Færgeman siger:

Ingen havde forudset de gigantiske prisstigninger på olie og kul i 2008, og nu sker det igen: I det sidste år er kulpriserne steget med 40 % og olie med 50 %. Ingen kan vide, hvor de ender, men stadig flere økonomer og banker regner med dramatiske stigninger på grund af den øgede efterspørgsel i de nye verdensøkonomier. Vi bliver nødt til at regne på disse risici, for de er afgørende for rentabiliteten i vedvarende energi – og for vores fremtidige velfærd.

Yderligere oplysninger:
Thomas Færgeman 29 89 66 00

Relaterede emner