Tossegrønt at betale for meget for klimaindsatsen

 

Regeringens længe ventede klimaplan indeholder en god og sober analyse af klimaudfordringen i et dansk perspektiv samt et flot katalog over tiltag, som kan bringes i spil for at reducere udslippet af drivhusgasser med 40 procent i 2020, i tråd med klimavidenskabens anbefalinger for rige lande med høje udslip af drivhusgasser. Nu kan vi komme ud af starthullerne og få iværksat de mest effektive og oplagte virkemidler.

 

Flere af virkemiddelkatalogets 78 klimatiltag har en samfundsøkonomisk positiv effekt. Især inden for landbruget er der initiativer, som ifølge regeringens beregninger synes helt oplagte at gennemføre. Det gælder blandt andet udtagning af lavbundsjorder, som – også ifølge CONCITOs analyser – har et meget stort, relativt billigt og vedvarende klimapotentiale.   

 

Med klimaplanen er landbruget for alvor kommet ind på klimascenen. Det samme er sprogblomsten "tossegrønt", som af landbruget og oppositionen er blevet brugt til at så tvivl om det nødvendige og rimelige i, at også landbruget skal bidrage til at løse klimaudfordringen. Men hvis der er noget, der er tosset, er det at betale for meget for klimaindsatsen.

 

Selvom det er legitimt at sætte spørgsmålstegn ved forudsætningerne for beregningen af de forskellige virkemidlers samfundsøkonomiske gevinster og omkostninger, bør det hilses velkommen, at vi nu har det hidtil mest kvalificerede beslutningsgrundlag i forhold til at prioritere klimaindsatsen på tværs af de ikke-kvotebelagte sektorer. Spørgsmålet er nu, hvornår og hvordan regeringen vil beslutte, hvad der skal gennemføres.

 

Flere af virkemidlerne skød regeringspartierne desværre ned allerede inden lanceringen af klimaplanen. De øvrige vil ifølge klimaplanen komme i spil i "en række løbende beslutninger om konkrete virkemidler på de forskellige sektorområder i forbindelse med de relevante beslutningsprocesser". Trådene vil blive samlet ved hjælp af den kommende klimalov, som "skal sikre monitorering af drivhusgasudledningerne og en jævnlig status for klimaindsatsen".

 

Hvis vi skal være bare nogenlunde sikre på at nå drivhusgasreduktionen på 40 procent inden 2020 samt undgå at betale for meget for indsatsen, er der imidlertid et påtrængende behov for, at vi snarest får en samlet, tværsektoriel plan med konkrete virkemidler. Disse bør dog ikke alene udvælges og doseres på grundlag af de laveste CO2-reduktionspriser (de såkaldte skyggepriser), men også i lyset af klimaudfordringerne efter 2020 samt synergien med mål og indsatser på andre områder. Herunder energiaftalen, som i lyset af ny viden om CO2-udledningen fra biomasse næppe leverer de forventede 34 procent.

 

At klimatiltagene på transportområdet er relativt dyre bør ikke afholde regeringen fra at iværksætte nye tiltag på området. Netop på transportområdet er det den langsigtede omstilling til højere effektivitet og vedvarende energi, der er udfordringen. Og den udvikling kommer ikke ved alene at implementere de virkemidler, der falder bedst ud i en vurdering af CO2-skyggeprisen. Virkemidlerne på transportområdet skal derudover spille sammen med omstillingen af energisystemet til vedvarende energi, så denne udnyttes så effektivt som muligt.

 

Hvis klimaindsatsen skal bidrage til en robust og sund dansk økonomi med flere job, er det afgørende, at vi hurtigt får en samlet plan med konkrete virkemidler, der supplerer hinanden optimalt på tværs af sektorer.

 

De nødvendige drivhusgasreduktioner bliver ikke billigere af at blive udskudt, tværtimod. Derudover risikerer vi at gå glip af vigtige, økonomiske og beskæftigelsesmæssige gevinster, hvis vi venter for længe med at handle. Det vil i sandhed være tossegrønt.

 

---