Vi må selv fortsætte, hvor FN slap

Af Martin Lidegaard, formand for CONCITO, Danmarks grønne tænketank

Problemet blev ikke løst. Der er kun os selv til at redde verden. Så kort kan konklusionen skrives efter de sidste ugers klimamøde i Mexico.
COP16 gik faktisk bedre end frygtet. Man undgik det totale kollaps for FN-processen, og man fik formaliseret den såkaldte Copenhagen Accord fra sidste års topmøde. Dermed blev der også holdt liv i chancen for at begrænse rydningen af skov i verden og etablere en større global finansieringsmekanisme til at støtte u-landene.

Men glæden over, at de ekstremt lave forventninger til Mexico blev gjort delvist til skamme, bør ikke skygge for den vigtigste konklusion: Verden får efter alt at dømme ikke den globalt bindende aftale, der kan sikre de nødvendige reduktioner i udledningen af drivhusgasser inden 2020.
I Mexico fik vi endnu engang demonstreret, at hverken USA eller Kina vil - eller kan - indgå en sådan aftale. Især den fastlåste politiske situation i USA gør situationen umulig. Da USA og Kina tilsammen står for over halvdelen af verdens CO2-udledning, er det alene af den grund svært at se en globalt bindende aftale for sig.

Hvis vi ønsker en fair chance for at nå målet om maks. to graders stigning i den globale middeltemperatur, må og skal der derfor komme handling andre steder fra.

Det er en smertelig erkendelse, for en global aftale med de rigtige mekanismer, herunder en pris på CO2 og støtte til u-landene, ville uden tvivl være den mest fair og økonomisk set mest effektive måde at redde kloden på. Men det er en nødvendig erkendelse, fordi vi ikke kan vente længere. Hvis vi skal have en bare nogenlunde realistisk chance for at holde os under de to grader - der i sig selv vil udgøre en betydelig udfordring for vores fortsatte liv på kloden - kræver det ifølge FN’s klimapanel, at den globale CO2-udledning topper allerede i 2020, hvilket igen kræver, at vi i den vestlige verden reducerer vores udslip af drivhusgasser med mellem 25 og 40 pct. inden 2020 for at give plads til udviklingen i den mindre bemidlede del af verden. Det haster med andre
ord. Meget.

Kyoto og lukkede øjne
Derfor er der ikke tid til at basere vores indsats på nogen af de to strategier, der stadig synes at dominere debatten herhjemme: På den ene side FN-strategien, der fortsat satser alt på at få en aftale i globalt regi, helst i det Kyoto-spor, som både USA, Canada, Japan og Rusland åbenlyst undsiger. På den anden side den strategi, man kunne benævne Lomborg-strategien: Lad os lukke øjnene, bevilge flere penge til forskning og udvikling, og så vil teknologien ad åre løse problemet for os. Det vil den sikkert også om nogle årtier, der er det bare for sent. Alligevel kan man i stille stunder mistænke det meste af Christiansborg for reelt at tilslutte sig denne strategi.

Begge strategier indeholder væsentlige pointer. Selvfølgelig skal vi blive ved med at kæmpe for en aftale i internationalt regi. Det er den bedste løsning på sigt, og det er nødvendigt for at kunne støtte de fattigste lande og sikre en koordinering og løbende vurdering af de fremtidige indsatser. Og selvfølgelig burde vi forske langt mere i udvikling og implementering af nye grønne teknologier.

Men ingen af de to spor kan give os de nødvendige resultater på kort sigt frem mod 2020. FN kan ikke presse de nationale stater til at indgå en aftale, før verdens statsledere har kigget deres egne vælgere i øjnene og udviklet en konkret plan for gennemførelsen af disse politikker, herunder et overblik over de økonomiske konsekvenser. Det kræver pres nedefra.

Det samme gør udviklingen af nye teknologier. Ændrede forbrugsmønstre er et must. Hvis forskning og udvikling ikke kombineres med et marked og en efterspørgsel efter løsningerne, får man ikke den nødvendige udvikling, og det vil ikke være økonomisk rentabelt at investere i dem.

Bolden hos forbrugerne
Vi skal altså finde en tredje strategi, der skal spændes for de to nævnte strategier frem mod 2020. Der er sådan set ikke så mange strategier at vælge imellem. Vi skal selv skabe den nødvendige handling. Vi skal agere som borgere, vælgere, politikere, medarbejdere, arbejdsgivere, forældre og - ikke mindst - forbrugere.

De kommende ti års forandringer skal primært ske i de enkelte hjem, kommuner, stater og regioner, og den udvikling skal føre til en bindende global aftale og til de nødvendige teknologispring på sigt. Det giver os alle et ansvar, der selvfølgelig varierer efter, hvor vi befinder os i samfundet.

Politikerne har uden tvivl det største ansvar for at gøre det lettere for alle os andre, også erhvervslivet, at træffe de rigtige valg. Det skal ske ved en langt mere gennemført regulering og et nyt skatte- og afgiftssystem, der belønner den rigtige adfærd. Men det skal også ske ved at trække temaet øverst op på den politiske dagsorden, op i diskussionen om folkeskolen, økonomien og velfærden. I det perspektiv er det rent ud sagt beskæmmende, så lidt klima og miljø fylder i det politiske billede i dag, især i betragtning af de sociale konsekvenser af manglende handling.
Erhvervslivet har det største ansvar for at sikre den teknologiske udvikling af vores produkter og service i en mere bæredygtig retning. Det er kun virksomhederne selv, der kan udvikle de millioner af nye produkter og serviceydelser, som skal til, for at vi kan opretholde et bæredygtigt højt forbrug. Det kræver en mere varsom omgang med ressourcerne, konsekvent genbrug og produkter af højere kvalitet. Til gengæld er det erhvervsmæssige potentiale fantastisk.

Borgerne og forbrugerne skal gennem deres stemme og deres forbrug presse udviklingen frem. I sidste ende har politikerne kun respekt for vælgere, og virksomhederne kun respekt kunderne. Vi kan ikke forlange andet af dem. Men vi kan forlange af os selv, at vi lægger det pres på dem, som vi hver især kan.

Det nytter
Er det så nok? Nytter det overhovedet noget? Ja, for pokker! Både i Danmark og i verden omkring os er der tale om en stormflod af initiativer. Stadig flere virksomheder kaster sig helhjertet ind i kampen, fordi de ved, hvor fremtidens markeder ligger. Stadig flere kommuner prioriterer klima og begynder systematisk at omlægge det offentlige forbrug - også selv om det er en bumpet vej med mange omveje.

Overalt pibler det frem med initiativer fra organisationer, skoleelever, lokalpolitikere, forskere, medarbejdere, journalister, virksomhedsejere, skoleelever, købmænd, studerende, pensionister og landmænd. I Tyskland står partiet De Grønne til 24 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, og i Sverige stormer Miljøpartiet frem. Tre af verdens rigeste mænd har dedikeret deres formuer til kampen for at redde klimaet.

På grund af den manglende politiske prioritering og koordinering er der tale om en delvis kaotisk proces, en egentlig bevægelse med deltagelse af både højre- og venstreorienterede, rige og fattige, unge og gamle, etniske danskere og etniske minoriteter. Bevægelsen bryder dermed hidtidige grænser og har allerede vokset sig til en social og kreativ muskel til forandring, også på de sociale og økonomiske områder, som vi ikke har oplevet magen til i min generation. Også selvom de danske politikere tilsyneladende ikke for alvor har fået øjnene op for den.

Den nye bevægelse er den tredje strategi for at redde verden. Kun den kan trække verdens politiske ledere og erhvervsfolk med sig. Dens største styrke er begejstring - for det er sjovt og fantastisk at være med til at forandre verden. Dens største svaghed er, at den risikerer at tabe momentum, hvis du ikke er med. Så uanset om du vælger at lægge din indsats i indkøbskurven, partiet eller virksomheden, er der kun ét at gøre: deltag!