Byggeriets klimaanalyse - katalog over de vigtigste fokusområder for en accelereret grøn omstilling af byggeriet

Bygninger er en uundværlig del af vores samfund. Bygninger er forudsætningen for vores aktiviteter og bidrager herved til vækst, jobskabelse og velstand. Bygninger danner rammen for vores hverdag, og vi bruger det meste af vores liv i bygninger – hvor vi bor eller arbejder.

I den vestlige verden opholder vi os 90 pct. af tiden i bygninger. Derfor har bygningers kvalitet stor betydning for vores livskvalitet.Men bygninger er samtidig en af vores største kilder til udledning af drivhusgasser, øget ressourceforbrug og forurening. Dette knytter sig til opførelsen af en bygning, til produktion og transport af byggematerialer i forbindelse hermed, til byggepladsens energiforbrug og materialespild samt energiforbrug i driftsfasen, dvs. opvarmning, køling og belysning i bygningerne. 

FN forventer, at der kommer til at være næsten 10 mia. mennesker i verden i 2050. De skal alle have tag over hovedet. Derfor er der behov for, at byggeriet bliver bæredygtigt på globalt plan. For vi kommer ikke til at kunne undvære bygninger – og vi kommer heller ikke til at stoppe med at bygge nyt og bygge om. Men ved at gøre det klogere og mere effektivt kan klimapåvirkningen reduceres. Her bør Danmark vise vejen til et betydeligt mere bæredygtigt byggeri og en klimavenlig bygningsdrift, til gavn for klimaet, samfundet og den samlede grønne omstilling. 

For at hjælpe Danmark på vej, har CONCITO udarbejdet Byggeriets klimaanalyse, der er et katalog over de vigtigste fokusområder for en accelereret grøn omstilling af byggeriet. Med udgangspunkt i præsentationer af hvor, og hvor meget byggeriet påvirker klimaet, anviser analysen 18 fokusområder, som byggeriets aktører kan arbejde med her og nu for at nedbringe klimapåvirkningen. 

CONCITO tager aktivt del i arbejdet med at gøre byggeriet mere bæredygtigt, og vil følge op på Byggeriets klimaanalyse med specifikke nedslag og konkrete anbefalinger i kommende analyser og notater. 
Udgangspunktet for Byggeriets klimaanalyse er nationalt. Meget kan også gøres på europæisk niveau. Det berøres ikke her, men det er ikke mindre vigtigt af den grund.
 

Relaterede emner
Ekspert
Nethe
Programchef, Energi, Bygninger og Industri