Fremme af bæredygtige livsstile i en klimakrise

Vores nuværende forbrugsmønstre og livsstile udgør en stor klimabelastning, som ikke blot kan reduceres gennem teknologiske løsninger. Det er derfor internationalt anerkendt, både politisk og videnskabeligt, at der skal gøres noget nu, for at fremme klimavenlige livsstile samtidigt med, at der etableres grønne teknologier og produktionsmetoder.

Denne rapport er en tilpasset, dansk ”oversættelse” af den oprindelige rapport ”Enabling Sustainable Lifestyles in a Climate Emergency” skrevet af Hot or Cool Institute, og udgivet sammen med UNEP fra 2022.

Formålet med rapporten her er at bringe indsigterne og budskaberne fra den internationalt orienterede rapport, ind i dansk kontekst, for at bidrage til den vigtige del af den kommende danske klimaindsats, der handler om at fremme bæredygtige livsstile. Rapporten præsenterer en rammesætning for dette arbejde, samt et tilhørende virkemiddelskatalog for tre CO 2 e-tunge forbrugsområder; transport, boliger og fødevarer.

Virkemiddelskatalogerne, der præsenteres i rapporten, tager højde for særligt tre vigtige aspekter, der former den måde, vi lever og forbruger på, og som vi bør have for øje i arbejdet med at muliggøre klimavenlige livsstile; Opfattelser, som repræsenterer vores værdigrundlag og holdninger; Facilitatorer, som repræsenterer de omstændigheder der gør det muligt for os at omsætte vores værdigrundlag og holdninger til handling; og Infrastrukturer, som repræsenterer de institutionelle, sociale og materielle strukturer der former (både fastholder og muliggør) vores handlemønstre og de måder, vi lever på. Overordnet set kan der peges på tre hovedpointer:

  1. Der skal ikke alene arbejdes for at fremme forbrugsmønstre og livsstile med et lavt klimaaftryk, der skal også arbejdes for en markant reduktion af de mest klimabelastende aktiviteter.
  2. Den nødvendige forandring i forbrug, adfærd og livsstile sker ikke, hvis der alene fokuseres på at informere forbrugere om klimaaftryk. Der er derfor et stigende behov for at ansvarliggøre en bredere pallette af samfundsaktører og ikke blot den individuelle forbruger, i arbejdet med bæredygtig omstilling af vores samfund, forbrug og levevis.
  3. Der skal skabes rum for nye opfattelser af, hvad der er et godt og klimavenligt liv, som bør hjælpes frem ved hjælp af (nye) infrastrukturer, politiske tiltag og services. Det taler for flergrenede tilgange til planlægning og politik, så der både skabes opmærksomhed og efterspørgsel, samtidig med at der skabes incitament og handlerum.

Denne danske version er suppleret med et katalog af virkemidler, der er tilpasset den danske kontekst. Den danske version henviser også til andre kilder, der omhandler forbrugsemissioner, forbrugskorridorer og bæredygtig omstilling, som er relevante i en dansk kontekst. Oversættelsen, tilpasningen af resultaterne og anbefalingerne er udelukkende CONCITOs ansvar.

Den oprindelige rapport refereres som “Lewis Akenji, Magnus Bengtsson (2022), Enabling Sustainable Lifestyles in a Climate Emergency. UNEP, Paris.”

Relaterede emner
Ekspert
Charlotte Louise Jensen
Seniorkonsulent, Fødevarer og Forbrug