En grøn genstart

Dette notat peger på en række grundlæggende principper, som bør danne baggrund for en grøn økonomisk genrejsning af Danmark efter coronakrisen samt en række konkrete indsatsområder, som bør adresseres samtidigt for at sikre den vigtige synergi mellem økonomisk stimulus og klimaindsatsen.

Det afgørende for en grøn genstart er, at den på den ene side skal accelerere stimulustiltag, som mindsker drivhusgasudledningen, og på den anden side skal det undgås at den understøtter strukturer og aktører, der fastholder gårsdagens løsninger og teknologier, og dermed Danmark i en drivhusgas-intensiv økonomi mange år frem, hvorved opnåelsen af 70 procents reduktionsmålet i 2030 undermineres.

CONCITO foreslår at en aftale om grøn genstart hviler på følgende seks principper: 

  1. Prioritér tiltag, som kan igangsættes med umiddelbar beskæftigelsesvirkning og som har grøn effekt.
  2. Forfølg tiltag, som alligevel skal gennemføres for at nå klimamål.
  3. Klima-konsekvensvurdér effekter af samtlige væsentlige hjælpeindsatser.
  4. Stil grønne modkrav til alle væsentlige hjælpeindsatser, som potentielt fører til øgede drivhusgasudledninger.
  5. Fasthold forureneren betaler-princippet i en grøn afgiftsomlægning.
  6. Understøt danske virksomheders muligheder for at eksportere klimaløsninger.

Danmark skal over det kommende årti gennemgå en strukturel grøn omstilling, hvilket kræver grundlæggende justeringer i politikker, reguleringer, og investeringer som ramme for ændrede produktions- og forbrugsmønstre. De økonomiske hjælpeindsatser bør understøtte en accelereret grøn omstilling i forhold til parallelle indsatser indenfor fem hovedspor, nemlig:

  1. Nye grønne rammebetinger på tværs af alle sektorer
  2. Grøn omstilling af energi- og transportsektoren
  3. Understøttelse af grønne forbrugsmønstre (service og oplevelser)
  4. En styrket og fremrykket forsknings- og udviklingsindsats
  5. Styrkede rammer for dansk eksport af grønne løsninger.

De seks principper samt en lang række mulige indsatser indenfor de fem hovedspor uddybes i notatet.  

Notatet er revideret 27. april 2020.

Relaterede emner
Ekspert
Christian
Direktør
Jarl
Vicedirektør og International chef
En grøn genstart - forside