COP24: Et vigtigt men utilstrækkeligt skridt fremad

Endnu en COP er bag os, og denne gang nummer 24. Hvor COP21 med Parisaftalen udstak rammerne for en fælles værktøjskasse, var det COP24s opgave at lægge de værktøjer i værktøjskassen, som skal omsætte Parisaftalen i handling på en måde som kan sammenlignes på tværs af lande i nord og syd.  Og det lykkedes - stort set.

Men endnu engang sidder jeg på den ene side med lettelsen over det fremskridt som mødet trods alt har resulteret i, og på den anden side med en dyb frustration, der bunder i, at resultatet bare ikke er ambitiøst nok i forholdet til klimaet.

Videnskaben er klarere end nogensinde på netop dét punkt – således som det er udlagt i for eksempel det internationale klimapanels (IPCC) seneste 1,5 grader rapport, men som også er påpeget i den seneste GAP analyse fra UNEP, eller i WMOs årlige klimarapport. Sammen med en meget konkret oplevelse af ekstreme vejrhændelser i Danmark og verden rundt over det seneste år, gør disse rapporter det klart, at tiden er ved at løbe fra os, og at vi derfor sandsynligvis ser ind i en fremtid med uoprettelige skader for alle levende væsener og økosystemer i tusindvis af år. Altså med mindre vi inden for de næste par årtier gennemfører en øjeblikkelig og hidtil uset omstilling af alle verdens økonomier på tværs af grænser, sektorer og administrative niveauer.

Klimatopmøderne – og hele forhandlingsprocessen – udtrykker den mindst mulige fællesnævner, og dermed ikke i sig selv udgør afsættet for den mest ambitiøse handling, som verden, klimaet og mennesket har brug for. COP-resultater vil altid være tilstrækkeligt udvandet til at man netop kan samle næsten 200 lande bag et fælles standpunkt. Men det er demokratiets pris, og det er samtidigt en afgørende forudsætning for at vi – det globale samfund – kan træde fremad i en samlet flok. Og uden en samlet og fælles tilgang er der i hvert fald ingen løsning på klimakrisen.

Der er altså to virkeligheder: Den politiske virkelighed i form af FN og det globale samfund, og så den videnskabelige verdens virkelighed i forhold til klimakonsekvenser og løsninger. Men der er også en tredje virkelighed som netop nu synes at tage form med en voldsomhed og hastighed, der måske – og forhåbentligt - kan forene den politiske og videnskabelige virkelighed, nemlig forventningspresset fra folk, virksomheder og byer. En folkelig begrundet virkelighed, som måske er forudsætningen for at vi nogensinde kan komme i hus med en tilstrækkelig ambition, retning og hastighed i den globale omstilling.

På COP24 tørnede disse virkeligheder sammen med større kraft end nogensinde før – og det er på dén baggrund at COP24s resultater skal betragtes. Lad mig illustrere dette sammen med fremhævelse af hovedresultaterne:

Den politiske virkelighed: Regelbog og finansiering
I Polen fik man defineret langt de fleste af de regler, som skal ligge til grund for Parisaftalens gennemførelse. Man kom ikke 100 procent i hus, men man fik nok detaljer på plads til at vi med sikkerhed kan sige, at Parisaftalen kan blive flyveklar til dens igangsætning i 2020, og at det nye ensartede regelsæt kan igangsættes fra 2024. Indtil da kører vi på det eksisterende regelsæt for henholdsvis de rige og de fattige lande.

Spørgsmålet om karbonmarkedets rolle i opfyldelsen af landenes klimamålsætninger blev ganske vist udskudt til næste år og COP 25, fordi Brasilien ikke kunne acceptere det polske formandsskabs udspil, og der udestår stadigt uklarhed på visse andre dele af reglerne. Bundlinjen er dog, at COP24 leverede en regelbog, der lever op til minimumskravet. Over 2500 kantede paranteser blev fjernet i den omkring 240 siders lange forhandlingstekst over de to uger som COPen forløb. Ikke dårligt.

På plussiden tæller især, at man endelig – efter et par årtiers forbitret skyttegravskrig – stort set fik gjort op med den lammende opdeling mellem rige og fattige lande . Alle landes indsatser skal nu måles, opgøres og rapporteres efter ét ensartet regelsæt, dog med en vis fleksibilitet overfor de fattigste lande, der i fald de ikke kan opfylde de ensartede krav, skal redegøre hvorfor de ikke kan, og hvordan de vil håndtere den manglende kapacitet til at kunne gøre dette.

Den ganske markante landvinding skyldes især tæt diplomatisk kontakt mellem USA og Kina i spørgsmålet om nord/syd-opbruddet, og mellem EU og Kina i spørgsmålet om selve regelsættets tekniske indhold. Summa summarum er, at det i væsentlig grad er Kinas bevægelse i de afgørende forhandlinger, som angiveligt har gjort udslaget.

Årsagen til den større fleksibilitet mellem de rige og de fattige lande skal findes i blandt andet finansieringsspørgsmålet, hvor øget rapportering og forudsigelse om finansieringsstrømme blev indarbejdet i regelsættet, sammen med en forpligtigelse fra de rige landes side til inden 2025 at definere en voksende klimafinansiering  fra et niveau over $100 milliarder årligt. Til gengæld blev definitionen af klimafinansiering løst op, således at den kan omfatte rapportering på alle typer af finansiering, herunder også egentlige lån.

Den videnskabelige virkelighed: Et fremadrettet ambitionsniveau
Parisaftalen indeholder en bestemmelse om, at landene skal indsende nye og mere ambitiøse klimaplaner i 2020, og at ambitionsniveauet herefter skal justeres hvert femte år med baggrund i globale statusopgørelser.  Det er denne ambitionsmekanisme, som med rette betegnes ’Parisaftalens hjerte’, idet den afspejler forpligtigelsen til at skrue ambitioner op over tid – og dermed også er de nødvendige ”hjerteslag”, der sikrer mulighed for at Parisaftalen i sidste ende kan levere de nødvendige ambitioner og indsatser.

I 2018 er der som aftalt gennemført en ’facilitative dialogue’ – Talanoa dialogen – med fokus på behovet for at skrue op for ambitionerne. COP24 var ikke mødet hvor landene skulle aftale nye og øgede ambitioner, men det er afgørende, at der sættes alle sejl til for at det kan lykkes i 2020, hvor nye ambitioner skal meldes ind når Parisaftalen formelt træder i kraft.

Resultatet af COP 24 kan siges at sikre dette, idet det alene lykkedes at lande en topmødeerklæring, der opfordrer landene til at fastholde klimaet på den øverste politiske dagsorden, og til at udvikle så ambitiøse planer som muligt i løbet af 2019. Der var allerede en gruppe af lande – med Indien og Canada i spidsen, som udmeldte sådanne intentioner i Polen, ligesom også en koalition af ambitiøse lande, ”High Ambition Coalition” med deltagelse af EU samt en række fattige lande gjorde det.

Nu peger alt på, at især FNs Generalsekretær-mødet i september 2019, vil være den afgørende platform for at lande kan udmelde nye konkrete nye ambitionsmål, og der kan lægges de nødvendige spor ud frem mod 2020.  Alt i alt synes der stadig at være en politisk farbar vej mod højere ambitioner over de næste par år.

Ser vi med de negative briller på netop ambitionerne, er der dog grund til være stærkt kritisk overfor, at videnskaben kom til debat på COP24, og at den seneste IPCC rapport IKKE fik lov til at ligge til grund for netop det fremadrettede arbejde med ambitionerne. USA, Saudi Arabien, Rusland og Kuwait blokerede nemlig for, at konferencen kunne byde 1,5 graders rapporten velkommen, herunder dens skarpe observationer om et forværret mulighedsrum, og anbefalinger om øjeblikkelig handling fra landenes side. I stedet måtte man blot nøjes med at udtrykke en tak til panelet for at have udarbejdet rapporten, og en egentlig resolution på rapporten er udskudt til 2019. Netop dét, at videnskaben de facto blev ignoreret giver anledning til dyb frustration over det samlede COP24 resultat.  

Den folkelige virkelighed: Den lokale opfølgning
COP24 var dog særlig bemærkelsesværdig i kraft af den stemme som den 15-årige svenske pige Greta Thunberg formulerede på vegne af verdens ungdom: ”Until you start focusing on what needs to be done rather than what is politically possible, there is no hope. We cannot solve a crisis without treating it as a crisis”.

“Until you start focusing on what needs to be done, rather than what is politically possible, there is no hope.

If solutions within the system are so impossible to find, then maybe we should change the system itself.”
- @GretaThunberg

A must-watch.pic.twitter.com/RboPxtIIEj

— Alexandria Ocasio-Cortez (@AOC) December 16, 2018

Et symbol på en voksende utålmodighed og nærmest frustration over det utilstrækkelige tempo og lave flyvehøjde i klimaindsatsen. En utålmodighed, som vi også ser tegn på herhjemme med skolestrejker og aktivisme i eksempelvis Den grønne studenterbevægelse. Eller som Manuel Pulgar-Vidal, tidligere COP20-præsident for Peru og nu chef i WWF udtrykker det om hele COP 24:

“They’ve made important progress, but what we’ve seen in Poland reveals a fundamental lack of understanding by some countries of our current crisis. Luckily, the Paris Agreement is proving to be resilient to the storms of global geopolitics.”

Og det er måske det, der er det samlende indtryk fra COP24: Vi tog måske et vigtigt skridt fremad for Parisaftalen, når man ser det i lyset af den geopolitiske situation, men målt i forhold til håndteringen af selve klimaudfordringen var skridtet utilstrækkeligt.

Igen er det vigtigt at huske på, at Parisaftalen netop er udtryk for mindste fællesnævner, og at der intet er til hinder for at lande som Danmark, eller grupper af lande som EU, på egen hånd formulerer MERE ambitiøse indsatser end det som Paris aftalen forventer. Enten fordi man som land mener det er vigtigt i hensynet til os selv og fremtidige generationer, eller fordi man gerne vil positionere sig i den grønne teknologieksport. Men måske allermest fordi der er et voksende krav fra dele af den europæiske befolkninger på mere ambitiøse tilgange, jf. forskellige europæiske og nationale meningsmålinger, og at man vitterligt kan tabe – om ikke vinde – valg på den grønne dagsorden.

Der hviler i hvert fald et enormt pres på såvel EU som det danske Folketing for nu at formulere langt mere ambitiøse klimamålsætninger frem mod mødet i 2020, og for at igangsætte konkrete tiltag, som også garanterer, at vi kan levere på sådanne målsætninger. EU-landene skal nu igennem 2019 forhandle mere ambitiøse klimaplaner, og Kommissionen er for få uger siden også kommet med et udspil om netto-nuludledning af drivhusgasser i EU i 2050, hvilket vil være et væsentligt fremskridt.

Ikke alene skal Danmark derfor bakke op om, at der sikres et netto-nul SENEST i 2050 (”senest” er ikke indeholdt i Kommissionens forslag), men det giver også anledning til at skrue op for 2030-målsætningerne, hvor en 40%-reduktion i dag synes helt utilstrækkelig, hvis vi altså vælger at basere vores politik på klimavidenskaben.

Så det er bare med at komme i gang!