Danmark bør i endnu højere grad styrke integration af klima-og udviklingspolitik i Afrika

Blog
Afrika står til at blive massivt ramt af klimaforandringerne, og dansk interessevaretagelse i Afrika bør derfor vise vejen med en målrettet og bredspektret indsats, der sammentænker klima- og udviklingspolitik - både i egen ret og som en del af den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske værktøjskasse.

Den geopolitiske konkurrence om indflydelse i Afrika er nemlig i fuld gang. EU, USA, Rusland og Kina kæmper om indflydelse på kontinentet og det vil være afgørende for dels udsigt til stabilitet på dørtærsklen til Europa, og dels for adgangen til Afrikas enorme naturressource-rigdomme. 

I lyset af især den geopolitiske udvikling efter den 24. februar 2022, hvor Rusland indledte en angrebskrig mod Ukraine, er behovet for et skærpet fokus på stabilisering af kontinentet og dermed behovet for en strategisk dansk interessevaretagelse i Afrika vokset markant.

Således hedder det i regeringsgrundlaget, at ”Regeringen vil have særligt fokus på Afrika i regi af den kommende strategi og sætte sig i spidsen for at skabe en ramme for en markant styrket europæisk indsats i Afrika. En samlet plan for Afrika skal samtænke og styrke de mange nuværende og fremtidige bilaterale og europæiske tiltag og sigte efter at skabe samarbejde, sikkerhed og flere muligheder”.

Et skarpt geopolitisk retningsgivende sigte vil derfor forventeligt og nødvendigvis præge den danske udviklingspolitik og indsats i Afrika på et tidspunkt, hvor også en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi er på vej, en udviklingspolitisk strategi ventes i 2024, og Danmark kandiderer til FN’s sikkerhedsråd i 2025-2026 jf. regeringsgrundlaget[1].

Afrika skal i skarpt fokus i den danske udviklings- og klimatilpasningsindsats

Af geopolitiske grunde er det rigtigt, udover maksimal CO2 reduktionsindsats i vækstøkonomierne, at stille skarpt på især det afrikanske kontinent gennem en prisme, der sammentænker klima- og udviklingsindsatser både i egen ret og som en del af den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske værktøjskasse. Forandringsteorien er krystalklar:

  • I år 2100 udgør den afrikanske befolkning, på Europas dørtærskel, omkring 40% af menneskeheden. Nigeria vil alene have over 700 millioner indbyggere, kun overgået af Indien, hvoraf 100 millioner vil bo i Lagos.
  • Kontinentet skal altså frem mod 2050 skaffe mad til en befolkning, der vokser 2,5 gange og med en nuværende – og meget ulige fordelt – selvforsyningsgrad[2]. Det kræver en tredobling af afrikansk fødevareproduktion og dermed enorme investeringer i effektiviseringer.
  • Og det skal ske med udgangspunkt i det faktum, at 80% af afrikanerne i dag er beskæftiget i små familielandbrug i landdistrikterne, og det forhold at der hvert år kommer 30 millioner [3] unge ind på det afrikanske arbejdsmarked.  
  • Reduktion af energifattigdom er afgørende for udvikling i husholdninger og på nationalt niveau. Det bliver en stor udfordring at sikre jobs til alle samt en diversificeret og bæredygtig økonomisk udvikling. 640 millioner har ikke adgang til energi og elektrificeringsraten på 40% er den laveste i verden.[4]
  • Allerede nu oplever 250 millioner afrikanere vandknaphed, og Den Meteologiske Verdensorganisation, (WMO) vurderer, at allerede i 2030 vil 4 ud af 5 afrikanske lande baseres på ubæredygtig udnyttelse af vandressourcer[5].

Læg dertil klimaforandringernes ødelæggende konsekvenser for kontinentet. Det internationale klimapanel, (IPCC) definerer Afrika som et ”hot spot” for effekter af klimaforandringerne i lyset af den forventede store påvirkning af især fødevareforsyningssikkerhed og sundhed. Ifølge IPCC kan der forventes fald i produktivitet på henholdsvis 12% og 21% for ris og hvede i lys af klimaforandringerne i Afrika.

Og trenden er klar: Det nordlige og sydvestlige Afrika udtørres, medens Sahel og dele af det sydlige Afrika tilføres øget nedbør, kraftigere regnskyl og dermed øget frekvens af oversvømmelser og ødelæggelse af infrastruktur. Afrikas opvarmning forventes yderligere at føre til større udbredelse af vektorbårne sygdomme så som malaria, denguefeber og gul feber. Kysterosionen intensiveres på vestkysten som resultat af en højere stigningsrate i havvandsstanden end andre steder på kloden, og frekvens og voldsomhed af cykloner og storme vil intensiveres på Afrikas østkyst[6].

Det forventes at klimarelaterede effekter alene vil kunne bidrage til et fald i BNPvæksten på op mod 64% med den nuværende globale klimaindsats[7], medens andre rapporter udtrykker forventninger om langt større fald i BNP på mellem 13 og 31% som følge af klimaforandringernes skadevirkninger i Afrika[8]

Sammenfaldet af kriser underminerer stabilitet og bæredygtighed i Afrika

Som konsekvens af de mange kriser kan der allerede nu ses en betydelig vækst i flygtninge, internt fordrevne og migranter på kontinentet og antallet forventes at stige betragteligt i de kommende årtier. Der er 31 millioner migranter i Afrika, hvoraf langt størstedelen migrerer indenfor kontinentet, men omkring 25% ifølge FN bevæger sig mod Europa[9]. Og for en voksende andel er klimaforandringerne en medforklarende årsag. Det vurderes, at for eksempel den lange tørkeperiode i Somalia har ført til i omegnen af 1 million klimarelaterede migranter. Verdensbanken vurderer, at Afrika frem mod 2050 alene vil kunne se en vækst på op mod 87 millioner interne ”klimamigranter”[10].  

Der er således virkeligt meget på spil for kontinentets fremadrettede muligheder for at sikre stabile og bæredygtige udviklingsveje, herunder fattigdomsbekæmpelse, håndtering af klimaforandringer, sikring af forsyningssikkerhed for mad, vand og bæredygtig energi, jobskabelse og sikring af en menneskerettigheds- og retsstatsbaseret samfundsudvikling på Afrikas egne præmisser.  Et Afrika, som også skal evne at koble udviklingsstrategier sammen med langsigtede klimastrategier for at skabe klimarobuste, nettonul samfund i sidste halvdel af dette århundrede, jf. Parisaftalen.

Udfordringen er her, at det europæiske udgangspunkt for at kunne bidrage til at vende denne udvikling er kommet fra start i dårlig forfatning. Europas ageren i relation til covid-pandemien og Ukraine har for mange afrikanere ført til en opfattelse af et dybt hykleri i forfølgelsen af vores egne interesser på bekostning af afrikanske på trods af de værdier, som EU står for. Under covid-krisen oplevedes et EU som primært tænkte på at beskytte sig selv uden at vise  af solidaritet med Afrika. Ruslands angrebskrig afstedkom bl.a.  enorm fødevareforsyningssikkerhed for kontinentet, som Rusland med succes gav EU og NATOskylden for.

Ovenstående afspejler en geopolitisk situation hvor konkurrencen mellem EU (og USA), Rusland og Kina over indflydelse i Afrika, herunder på kontinentets naturressourcer, sætter rammerne for både danske og europæiske fremadrettede udviklings- og klimapolitiske indsatser og bredere udenrigs- og sikkerhedspolitisk.

En solidarisk og resultatorienteret udviklings- og klimapolitisk indsats baseret på ligeværdige partnerskaber kan være afgørende for at (gen)etablere tillidsfulde relationer til de afrikanske lande, der netop er væsentlig for den bredere danske og europæiske udenrigs-, og sikkerhedspolitik. Udfordringen er nu at få den rigtige værktøjskasse på plads i denne indsats og at sikre markant øgede investeringer i blød sikkerhed både fra dansk og EU-side.

Nøgleordene i indsatsen er mere end nogensinde at støtte landenes egne integrerede udviklings- og klimaplaner m.h.p.at accelerere en grøn omstilling, der er klimarobust, retfærdig, baseret på en bred samfundsmæssig forankring og hviler på menneskerettigheder og et stærkt nexus mellem humanitær bistand, udviklingsindsatsen, og fredsskabelsen, hvor det er nødvendigt.

 

[1] Regeringsgrundlaget 2022, Statsministeriet.

[2] PNAS, 2016

[3] Mo Ibrahim Foundation, 2019

[5] WMO, 2022

[6] WMO 2019

[7] Guardian, 9. november 2022

[8] CARE, 2022

[9] FN, 2022

[10] CARE, 2022