Samspillet mellem klimapolitikken og den økonomiske politik skal styrkes
Allerede før diskussionen om igangsættelse af økonomiske hjælpepakker og en grøn genstart af Danmark var der et stort behov for i højere grad at sammentænke klimapolitikken og den økonomiske politik. Coronakrisen har kun gjort dette mere oplagt.
For at vi kan blive ved med at have en solid og bæredygtig samfundsøkonomi samtidig med den grønne omstilling og udgiftskrævende opgaver på velfærdsområdet, må der være klare rammer for den økonomiske politik og den samfundsøkonomiske udvikling. Gives der køb på den underliggende samfundsøkonomiske ansvarlighed vil nye udgiftskrævende løsninger alligevel ikke holde i længden. Det bør således være et grundlæggende princip, at der ikke gives køb på den samfundsøkonomiske ansvarlighed i den økonomiske politik.
Det gør sig især gældende nu, hvor dansk økonomi skal komme sig ovenpå coronakrisen, og hvor både økonomisk nødhjælp til virksomhederne og økonomiske hjælpepakker til genrejsning af dansk økonomi udfordrer gængse opfattelser af budgetlovs-restriktioner og råderum for statens ageren. Det er helt afgørende, at Folketinget nu – inden for rammerne af en ansvarlig økonomisk politik – også til fulde forstår at sammentænke den økonomiske genrejsning med de nødvendige skridt, der skal til for at accelerere den grønne omstilling.
Den nødvendige grønne omlægning af samfundsøkonomien kræver et nyt, solidt og kompetent beslutningsgrundlag, hvis der skal være nogenlunde sikkerhed for succes. For at etablere et godt beslutningsgrundlag, er det vigtigt, at et forbedret datagrundlag og en samfundsmodel, hvor både økonomi og klima indgår, tages i anvendelse. Samtidig skal Finansministeriet have en central rolle i udformningen af et beslutningsgrundlag for fastlæggelse og koordinering af den økonomiske politik og klimapolitikken.
Herudover ser vi en række nødvendige tiltag og muligheder for at styrke det samlede finansieringsgrundlag for den grønne omstilling. Dels skal der skabes de rette lovbestemte procedurer i koordinationen af klimapolitikken og den økonomiske politik, og dels skal forskellige investeringsinstrumenter videreudvikles for at sikre yderligere gearing af investeringer fra private kilder.
Et eksempel på nye veje at gå er oprettelsen af Danmarks Grønne Investeringsfond. Her har regeringen i første omgang indskudt 80 millioner kroner i grundkapital. Med en statsgaranti i ryggen kan dette beløb via yderligere risikoafdækning for større pengestrømme føre til et samlet udlån på 2 milliarder kroner til grønne investeringer. Erfaringerne viser, at der i de konkrete projekter typisk vil være medfinansiering fra projektejerne, bankerne og andre på et niveau, der er mange gange større. Det oprindelige statsindskud på 80 millioner kroner giver således mulighed for at skabe yderligere aktiviteter ude i samfundet på 8 milliarder kroner til nye grønne investeringer og betydelige CO2-reduktioner. Udlånene sker på kommercielle vilkår, så de oprindelige 80 millioner kroner på et tidspunkt kan vende tilbage til statskassen - måske endda med et afkast oveni. I forhold til EU’s regler er det alene det oprindelige indskud på 80 millioner kroner, der tæller ved opgørelsen af den statslige saldo. Pointen med eksemplet er, at der inden for de gældende rammer er muligheder for, at staten - hvis man ønsker det - kan spille en mere aktiv finanspolitisk rolle uden at krænke EU-reglerne.
Samlet er der et behov for på et strukturelt niveau især:
- At etablere en lovbestemt procedure for fastlæggelse og koordinering af både den økonomiske politik og klima- og miljøpolitikken.
- At sikre et øget råderum til især grønne investeringer, bl.a. i lyset af behovet for nu at sikre en grøn genstart.
- At sikre en mere aktiv inddragelse af offentlige og halvoffentlige selskaber som instrumenter i den grønne omstilling, hvilket kan ske uden at konflikte med budgetlovens regler om at det strukturelle underskud i landenes offentlige sektorer ikke må overstiger en ½ pct. af BNP.
- At muliggøre en langt mere aktiv inddragelse af den danske pensionskapital på niveau med hvad vi netop har set er muligt i forbindelse med for eksempel de foreslåede energiøer. Det kan ske enten direkte fra pensionssektoren eller gennem offentlig-private partnerskaber (OPP).
- At der med inspiration fra den nye Fremtidsfond og de muligheder, der tegner sig her, oprettes en dedikeret og anseelig klimafond, der kan medvirke til at videreudvikle lovende forskningsresultater til markedsparate bæredygtige teknologier.
- At der igangsættes et systematisk forberedende arbejde, der kan danne grundlag for udarbejdelsen af samfundsmæssige scenarier, som kan belyse klima- og miljøpolitikkens betydning for velstand og andre vigtige politiske parametre.
- At der indtil ovenstående er på plads ved vurdering af større offentlige investeringer tages skridt til i højere grad at tage højde for forskellige sideeffekter af den samfundsmæssige udvikling, herunder for eksempel luftforurening, støj, trængsel, ulykker mm., samt at følsomhedsteste større investeringers holdbarhed i forhold til en betydelig stigning i CO2-prisen.
- At Danmark tager mere aktiv del i den voksende debat om indretningen af de fælles spilleregler for den økonomiske politik i EU og lægger særlig vægt på at få et nyt regelsæt, der fastholder kravet om ansvarlig økonomisk politik, men giver grundlag for at EU kan realisere målet om et fossilfrit EU i 2050. Det kan ske ved at gøre op med rigide krav om at det strukturelle underskud i landenes offentlige sektorer ikke må overstiger en ½ pct. af BNP, som i Danmark er indskrevet i budgetloven.
Realiseringen af disse forslag – der er nærmere beskrevet i notatet ”Økonomisk politik, klimapolitik og Finansministeriets rolle” - vil ikke blot være afgørende for den fremadrettede og fulde offentlig/private finansiering af den grønne omstilling, men også være en forudsætning for at denne omstilling kan gennemføres samfundsmæssigt ansvarligt og effektivt.
