Finansiering afgør om COP28 bliver en historisk klimaaftale eller et slag i den varme ørkenluft

Enormt behov for finansiering

På COP28 i Dubai aftalte verdens lande at arbejde for at tredoble vedvarende energi, forbedre energieffektivitet og gennemføre en “transition væk fra” fossil energi. Det vil kræve et kvantespring i investeringer, som kun lader sig gøre gennem en nytænkning af det internationale samarbejde om klima og udvikling.

Klimafinansiering til udviklingslandene er i centrum på enhver COP. COP28 etablerede en ny “Loss and Damage Fund” (en fond til at kompensere de mest sårbare lande for klimaskader, red.), og ifølge OECD ser det ud til, at de rige lande nu endelig opfylder løftet om 100 mia. dollar årligt i klimafinansiering. Det store slag om finansiering under Paris-aftalen skal stå på COP29, hvor afløseren for 100 mia.-målet skal aftales.

Beløbene kommer dog ikke i nærheden af at matche finansieringsbehovene. Vækst- og udviklingslandene – ud over Kina – skal i 2030 investere 1,5 billioner dollar (=1500 mia.) om året alene i energi og 2,4 billioner dollar pr. år til alle klimaudfordringer inkl. klimatilpasning, skov m.m.

Et nyt paradigme

Parallelt med tovtrækkeriet om de 100 mia. er der imidlertid et nybrud på vej i retning af en ny forståelse mellem nord og syd. Den omfatter en integreret tilgang til udviklings- og klimaudfordringerne med fokus på investeringer i energi, klimatilpasning, natur, mennesker og institutioner som den eneste vej til at løse de nationale og globale udfordringer på én og samme tid.

Eksempelvis er omstillingen til vedvarende energi og energieffektivitet både afgørende for klimaet og en stadig mere omkostningseffektiv vej til økonomisk udvikling. Senest har IMF vist at klimahandling betaler sig for de fleste lande også uden indregning af klimafordelene.

Ren energi er attraktiv, men investeringstung, og økonomerne antager, at to tredjedele skal finansieres nationalt, svarende til mere end 5 pct. af landenes bnp. Det kommer kun til at ske, hvis de har en stabil økonomisk udvikling, som skaber råderum for opsparing og investeringer. Den sidste tredjedel skal finansieres fra internationale kilder. Derfor må der tænkes i en “global social kontrakt” eller “Green Deal”, som f.eks. Colombia var fortaler for på COP28:

På den ene side skal en større del af opsparingen i vores del af verden kanaliseres til investeringer i det globale syd. Det er grundlæggende attraktive investeringer, fordi disse lande har et stort vækstpotentiale. Men pensionskasser og andre institutionelle investorer har brug for støtte fra offentlig risikoafdækning og fjernelse af regulatoriske barrierer.

Udviklingslandene skal på deres side gøre sig “investerbare” og reducere en række risici, der bidrager til at øge deres finansieringsomkostninger. Det skal de have hjælp til fra det internationale økosystem af udviklingsbanker og andre partnere, som mere systematisk og i større skala skal hjælpe landene med at etablere effektive institutioner, investeringsfremmende rammebetingelser og “pipelines” af investeringsmuligheder.

Dette spirende paradigmeskift, der ofte refereres til som reform af “den internationale finansieringsarkitektur”, afspejles i flere sammenhænge:

Dels har førende økonomer bidraget med sammenhængende analyser af investeringsbehov og finansiering i udvikling, vækst og klima. Dela afspejler en erklæring fra en række lande på COP28 den nye tilgang til klimafinansiering.

Hertil kommer, at en gruppe af afrikanske ledere har bekendt sig til en integreret tilgang til klima og udvikling, der fokuserer på investering og vækst, samt at en reformproces i de multilaterale udviklingsbanker fokuserer på de globale udfordringer, privat finansiering, og sammenhængende landeindsatser.

Danmark skal bidrage mere

En nord-syd “deal” kræver nye redskaber udrullet i stor skala, f.eks. statslige garantier som et fleksibelt redskab til at mobilisere finansiering. Økonomerne peger også på nye finansieringskilder – f.eks. klimabeskatning af international skibstrafik – og på en tredobling af bistanden til klima og udvikling. Så selv om Danmark ligger i top, kommer vi ikke uden om at skulle gøre mere – og gøre det mere effektivt. Hver en bistandskrone skal vendes og drejes for at sikre, at den bidrager effektivt til udvikling og klima.

I 2024 bliver der brug for politisk mod og evne til at nytænke den globale udfordring med fokus på investeringer i vores fælles fremtid og velstand. Skal man op på de høje nagler, handler det om partnerskab og erkendelsen af et skæbnefællesskab mellem nord og syd: Det globale syds grønne vækst, velstand og udvikling er også vores klimasikkerhed, konfliktforebyggelse – og pensionsafkast.

Debatindlæg bragt i Børsen d. 21. december 2023.