Bred folkelig opbakning til grøn omstilling

Pressemeddelelse
Et flertal af danskerne opfatter grøn omstilling som en forudsætning for fremtidens vækst og velfærd, og omstillingen må gerne koste noget på kort sigt. Det viser Klimabarometeret 2015.

Et stort flertal af danskerne er overbeviste om, at klimaforandringerne er reelle og menneskeskabte. 82 pct. af danskerne anerkender, at den gennemsnitlige temperatur på jorden er stigende og at den globale opvarmning er menneskeskabt. Kun 6 pct. af danskerne bestrider i dag den globale opvarmning.

Det fremgår af 2015-udgaven af CONCITOs Klimabarometer, som siden 2010 har målt og analyseret udviklingen i danskernes viden, holdninger og handlinger i forhold til klimaudfordringen. 2015-målingen er foretaget af analysevirksomheden Analyse Danmark blandt 2030 repræsentativt udvalgte danskere.

”Det er glædeligt, at danskernes bevidsthed om klimaforandringerne og deres konsekvenser er klar og nogenlunde stabil i forhold til tidligere målinger. Det betyder, at vi kan fokusere på, hvordan vi som borgere, forbrugere og samfund kan gøre noget effektivt ved den globale opvarmning”, siger sekretariatsleder i CONCITO, Michael Minter. 

Klimabarometeret 2015 viser også, at danskerne opfatter grøn omstilling af Danmarks produktions- og forbrugsmønstre som en forudsætning for fremtidens vækst og velfærd. Samtidig er der stor opbakning til, at omstillingen gerne må koste noget på kort sigt, hvis den giver samfundsmæssig gevinst på langt sigt.

60 pct. af danskerne er helt eller delvist enige i, at grøn omstilling af Danmarks produktions- og forbrugsmønstre er en afgørende forudsætning for at skabe vækst og velfærd i fremtiden. Derudover erklærer 64 pct. sig helt eller delvist enige i, at den grønne omstilling gerne må koste penge og kraftanstrengelser på kort sigt, hvis indsatsen giver samfundsmæssig gevinst på langt sigt. 

Der er størst opbakning til den grønne omstilling blandt rød bloks vælgere, men også betydelig opbakning blandt blå bloks vælgere, hvor eksempelvis 55 pct. af Venstres vælgere erklærer sig enige i, at omstillingen gerne må koste noget på kort sigt.

”Klimabarometeret sætter spørgsmålstegn ved, om regeringen har befolkningen med sig i den hidtidige politiske linje på klima- og miljøområdet. Ønsket om yderligere klimahandling er udbredt i hele befolkningen, og ifølge Klimabarometeret vil der være bred folkelig opbakning til et grønt flertal henover midten i dansk politik”, påpeger Michael Minter. 

Klimabarometeret kan læses på www.concito.dk/klimabarometeret2015

Yderligere information
Michael Minter, 26 16 64 14

Relaterede emner