Fortsat stærk folkelig opbakning til den grønne omstilling

Pressemeddelelse
Klimabarometeret 2020
Coronakrisen har ikke ændret væsentligt på danskernes opbakning til den grønne omstilling, samt forventning om en stærkere klimaindsats. Det viser 2020-udgaven af Klimabarometeret.

86 pct. af danskerne betragter i dag de globale klimaforandringer som et alvorligt problem, og andelen, der mener, at klimaforandringerne vil ramme dem, dér hvor de bor, er steget fra 25 pct. i 2018 til 34 pct. i 2020.

Dette fremgår af 2020-udgaven af CONCITOs Klimabarometer, som siden 2010 har målt og analyseret udviklingen i danskernes viden, holdninger og handlinger i forhold til klimaudfordringen. 2020-målingen er foretaget af analysevirksomheden Analyse Danmark blandt 1023 repræsentativt udvalgte danskere og måler gennem 34 forskellige spørgsmål danskernes viden og holdning til klimaudfordringen, forventninger til politikerne og egne tiltag til at mindske klimabelastningen.

Efter et forår præget af coronapandemien er det bemærkelsesværdigt, at danskernes fokus på en anden krise, klimaudfordringen, stadig er høj. For 62 pct. af respondenterne er det vigtigt, at Danmarks klimaindsats fortsat skal være blandt de mest ambitiøse i verden.

Og danskerne ønsker handling. På trods af de meget store økonomiske konsekvenser, pandemien har haft og stadig har for Danmark og mange danskere personligt, mener et lille flertal blandt respondenterne alligevel, at genstarten af dansk økonomi bør være betinget af at fremme den grønne omstilling. 41 pct. svarer ja til dette spørgsmål og 39 pct. nej.

Der tegner sig også et markant flertal for indførelse af målrettede afgifter på særligt klimabelastende varer, hvor 73 pct. enten svarer ubetinget ja eller ja mod en form for kompensation, og blot 27 pct. svarer nej. Især de unge respondenter i alderen 18-39 år er positive over for både den grønne genstart og klimaafgifter. Der er flertal for målrettede afgifter blandt alle indkomstgrupper, især blandt grupperne med laveste indkomster, ligesom et bredt flertal på tværs af politisk holdning bakker op om afgiftsinstrumentet, også blandt vælgere, hvis foretrukne parti på Christiansborg har udtrykt skepsis.

”Målingen viser en meget stor forståelse for, at omlægning af Danmarks produktions- og forbrugsmønstre er en forudsætning for vækst og velstand i fremtiden, og det på tværs af politiske holdninger blandt respondenterne. Kombineret med en markant opbakning til forbrugsafgifter, sender det et stærkt signal til politikerne, der netop nu forhandler om ny finanslov og i efteråret skal tage stilling til klimaplan og andre initiativer på området”, siger CONCITOs direktør, Christian Ibsen.

Klimabarometeret 2020 viser også, at mange danskere gerne vil gøre noget for at mindske deres personlige udledning af drivhusgasser. 57 pct. (mod 47 pct. i 2018) svarer nu ja til, at de inden for de seneste tre år har gjort noget med det primære formål at reducere deres eget bidrag til den globale udledning af drivhusgasser.

På et nyt spørgsmål indført med Klimabarometeret 2020 svarer respondenterne på, hvad der videre kan fremme, at de skifter adfærd og livsstil, og her peger 85 pct. på priser.

”Det underbygger argumentet om, at højere priser på særligt klimabelastende produkter er en væsentlig forudsætning for omstilling af det private forbrug”, siger projektleder Mikael Bellers Madsen.

Klimabarometeret viser også, at der blandt borgerne er en stigende erkendelse af sammenhængen mellem vores livsstil og klimaforandringerne. 64 pct. svarer i dette års måling, at livsstilsændringer er nødvendige mod 54 pct. i 2018. Kun 13 pct. mener nu, at teknologi alene kan løse klimakrisen.

”Målingen viser, at materielle goder i et vist omfang bidrager til danskernes livskvalitet, men at eksempelvis balancen mellem arbejde og fritid og uddannelse og efteruddannelse i lige så høj grad opfattes som vigtigt. Det understreger vigtigheden af at tænke i nye veje til det gode liv, når politikerne skal adressere den grønne omstilling på borgerniveau”, påpeger Mikael Bellers Madsen.

Rapport
CONCITOs Klimabarometer har siden 2010 målt og analyseret udviklingen i danskernes viden, holdninger og handlinger i forhold til klimaudfordringen. Dette års Klimabarometer viser en fortsat stærk folkelig opbakning til den grønne omstilling. Og det til trods for, at danskerne i 2020 gik gennem et forår præget af Corona-pandemien.
Relaterede emner