CONCITO søger erfaren analytiker til nyt ambitiøst projekt om fremtidens grønne kompetencer i den danske arbejdsstyrke

Job i CONCITO
PARCK workshop
CONCITO søger en medarbejder til et nyt ambitiøst projekt, som skal bidrage til at sikre, at vi i Danmark kan imødekomme efterspørgslen på arbejdskraft til den grønne omstilling. Projektet vil bidrage til at skabe rammerne for, hvordan Danmark bedst kan tilrettelægge en fremtidig beskæftigelses- og uddannelsespolitik som sikrer, at det danske grønne erhvervsliv kan få de kompetencer og den arbejdskraft de har brug for.

Projektet vil dermed også vise såvel danske som udenlandske beslutningstagere, hvordan den grønne omstilling og arbejdskraften kan gå hånd i hånd. Projektet er 2-årigt og er inddelt i to faser; en analyse – og en anbefalingsfase.  

Om stillingen

Til projektteamet søger CONCITO nu en erfaren analytiker, som dels skal kunne arbejde selvstændigt med analyser, og dels deltage i politikudvikling i forbindelse med anbefalingsfasen.

Dine opgaver bliver blandt andet:  

  • at udfærdige kvantitative og kvalitative analyser; fx i forbindelse med afdækning af nærmere definitioner af ’grønne kompetencer’, udarbejdelse af scenarier og risikoanalyse m.m.
  • at udvikle strategiske indspil, policyforslag, analyser og anbefalinger til de klimapolitiske nøgleaktører og politikere i samarbejde med følgegruppe og samarbejdspartnere etc.
  • at monitorere og vurdere udviklingen ­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­på samfundsøkonomiske aspekter af den beskæftigelsespolitiske dagsorden i forhold til den grønne omstilling både nationalt og internationalt
  • at forberede og tilrettelægge drøftelser og dialoger med de eksterne parter, med henblik på at fremme tilslutning til projektets anbefalinger på tværs af aktørlandskabet
  • at skive blogs og artikler både i eget og projektets navn  

Vi forventer af dig, at:

  • Du har en betydelig erfaring med større analysearbejder på det klima -, erhvervs-, uddannelses eller det beskæftigelsespolitiske område
  • Du har viden på beskæftigelses – og/eller uddannelsesområdet og kendskab til nøgleaktører
  • Du kan sætte dig ind i og forstå kompliceret datasæt og formidle dette på en nem og overskuelig måde
  • Det vil være et plus hvis du har erfaring med modelsimulationer, med henblik på vurdering af den løbende politikudvikling
  • Du har erfaring fra kommune, ministerie, konsulentvirksomhed eller interesseorganisationer
  • Du er en dygtig formidler både i skrift og i tale og på både dansk og engelsk
  • Du arbejder selvstændigt og kan prioritere opgaver i en travl hverdag
  • Du er struktureret, selvstændig, opsøgende og tager ansvar for opgaveløsningen i en travl hverdag
  • Du er serviceminded, fleksibel og empatisk i dit samarbejde internt og eksternt
  • Du er konstruktiv og bidrager til CONCITOs gode stemning

Du kan forvente:

  • Et job, hvor du dagligt bidrager til at skubbe bag på den grønne omstilling af Danmark
  • Et uformelt arbejdsmiljø med god stemning og nærvær
  • Stor indflydelse på planlægning af opgaver og egen arbejdsdag 
  • Støtte fra og sparring med engagerede kollegaer

 

Stillingen er en fuldtidsstilling. 37 timer om ugen.  

I det daglige refererer du til seniorkonsulent Sara Petrycer Hansen.

Ansættelsen er som udgangspunkt en 2-årig projektansættelse.

Arbejdstiden er som udgangspunkt fleksibel og aftales nærmere.

Stillingen søges besat ultimo juni med opstart den første august.

Spørgsmål til stillingen kan stilles til seniorkonsulent og projektleder Sara Petrycer Hansen på telefon: 30224785 eller mail sh@concito.dk

Ansøgningsfristen er den 6. juni 2021, og vi forventer at indkalde ansøgere til samtaler i uge 23 og 24 med henblik på hurtig efterfølgende beslutning og tiltrædelse den 1. august 2021.

Ansøgning stiles til: Amalie Jensenius på aj@concito.dk

CONCITO er Danmarks grønne tænketank. Vores formål er at medvirke til en mindre udledning af drivhusgasser og en begrænsning af skadevirkningerne af den globale opvarmning. CONCITO betyder "jeg sætter i bevægelse" på latin, og det er, hvad vi ønsker at gøre på klimaområdet. Vi er et af Danmarks største grønne netværk med godt 100 virksomheder, forskere, organisationer og personer som medlemmer. Vi mener, at de klimapolitiske målsætninger kun kan nås gennem et nyt partnerskab mellem politikere, erhvervsliv og borgere - stat, marked og civilsamfund. Derfor er alle sektorer repræsenteret i tænketanken. Vi mener, at klimaproblemerne skal løses internationalt, men at Danmark og Norden bør gå foran.

 

Relaterede emner