Danske kommuner skriver klimahistorie

Pressemeddelelse
Godkendt klimaplan
Samsø og Sønderborg Kommune har netop af CONCITO og det globale bynetværk C40 Cities fået godkendt, at deres klimaplaner lever op til Parisaftalen. De to kommuner er en del af klimaprojektet DK2020, hvor de sammen med 18 andre danske kommuner arbejder for at sætte nye standarder for kommunernes klimaindsats.

Samsø Kommune og Sønderborg Kommune har nu sat det sidste punktum i hver deres ambitiøse klimaplan, som er udarbejdet efter samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det globale bynetværk C40 Cities.

De er sammen med 18 andre kommuner en del af projektet DK2020, som er finansieret af Realdania. Her har de siden foråret 2019 med hjælp og sparring fra CONCITO og C40 udviklet klimaplaner, der viser vejen til netto nul-udledning for kommunen som geografisk område senest i 2050 og indeholder konkrete bud på, hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringerne.

Klimaplan sætter fokus på udledning fra færger til Samsø
Samsø Kommune har i mere end 20 år arbejdet med grøn omstilling af lokalsamfundet og har med en ambitiøs indsats vist, hvordan man kan omstille en ø med knap 3.700 indbyggere til vedvarende energi. Nu tager Samsø hul på et nyt kapitel med C40's godkendelse af kommunens nye klimaplan.

Den har blandt andet fokus på drivhusgasudledningerne fra færger, der sejler til og fra øen. 60 % af den samlede udledning fra transportsektoren i kommunen stammer fra færgerne, og Samsø vil derfor arbejde for, at de i fremtiden sejler på lokalt produceret flydende biogas i stedet for naturgas som i dag.  

”På Samsø er vi glade for at være med i Realdanias DK2020-projekt, for det betyder, at vi nu står med en ny klimaplan, der analyserer lokale problemstillinger og ikke mindst løsninger, der kan gøre øen fossilfri. Samsø har allerede vist – gennem mange års klimaarbejde – at lokale aktører i fællesskab kan flytte en kommunes CO2-balance afgørende. Vi er klar til handling, og venter spændt på, at regeringens nye klimahandleplan giver spillerum, så kommuner og lokale kræfter kan fortsætte det arbejde. Lokalt ejerskab bliver helt afgørende for, at vi sammen lykkes med at nå Danmarks ambitiøse mål om 70 % reduktion i CO2-udledning i 2030 – og her har kommunerne en vigtig rolle at spille,” siger Marcel Meijer, borgmester i Samsø Kommune.

Sønderborg satser på klimaneutral energi
Sønderborg Kommune er banebrydende gennem sit arbejde i ProjectZero – et partnerskab mellem kommunen og det højteknologiske, lokale erhvervsliv om at bringe CO2-udledningen fra energiforbruget ned på nul allerede i 2029.

Med DK2020-klimaplanen går kommunen flere skridt videre med indsatser inden for blandt andet energiforsyning, boliger, person- og godstransport, uddannelsesinstitutioner, virksomheder og landbrug. Blandt de største indsatser er Sønderborg Forsynings plan om at opsætte kystnære vindmøller. En af visionerne i Sønderborg er, at vindstrømmen sammen med flere biogasanlæg og solcelleparker indgår i produktionen af klimaneutral energi.

”Sønderborgs ProjectZero har haft fokus på klimaet siden 2007 og lært os, at byrådets klimaambitioner bedst løses i et offentligt-privat samarbejde med borgerne og erhvervslivet. Med DK2020-klimaplanen har vi trykprøvet indsatserne i forhold til Paris-aftalen og samtidig integreret både bæredygtighed og klimatilpasning.  DK2020-projektet bygger på erfaringerne fra C40 og sikrer dermed en robust klimaplatform på tværs af grænser og verdensdele. Vores ambition er fortsat at være helt i front, og jeg er stolt over, at Sønderborg nu både lever op til Parisaftalen og kan inspirere andre byers klimaindsatser,” siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune. 

Erfaringer fra danske kommuner bringes ind i C40

Danmark er det første land i verden, hvor en gruppe af kommuner samarbejder om at udvikle klimaplaner i overensstemmelse med C40's såkaldte Climate Action Planning Framework (CAPF) – et redskab til at udvikle Paris-kompatible klimaplaner.

Dermed er DK2020-kommunerne med til at skrive historie i den verdensomspændende kamp for klimaet. Det betyder også, at en stor del af den viden, de danske kommuner generer gennem DK2020, bringes ind og bruges i C40’s internationale arbejde.

”Klima er en stærk kommunalpolitisk dagsorden, og kommunerne har i årevis arbejdet målrettet på at fremme den grønne omstilling og reducere CO2-aftrykket. Med DK2020 har udvalgte kommuner fra hele landet fået mulighed for at sætte ekstra turbo på den lokale klimakamp – til stor inspiration også internationalt. Derfor ser jeg rigtig meget frem til at bringe al den værdifulde viden, danske kommuner i DK2020 genererer, videre ind i det globale arbejde i C40,” siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.

Se hele pressemeddelelsen på Realdanias hjemmeside