EU’s grønne fremtid besluttes i år

Debatindlæg
EU strasbourg
»Alle dyr er lige. Men nogle dyr er mere lige end andre.« George Orwells berømte lovbud fra Animal Farm, en allegori over stalinismen, er med en let omskrivning en god rettesnor for klimakampen i denne tid: alle år er vigtige, men nogle år er vigtigere end andre.

Og sådan et år er 2024. Mere end 60 lande, der kollektivt repræsenterer over halvdelen af jordens befolkning, skal nemlig til stemmeurnerne. Fra USA og Indien til Indonesien og EU.

Udfaldet af disse valg vil antageligvis få en meget stor betydning for den grønne omstilling i dette afgørende årti, hvor verdens evne til at begrænse temperaturstigningerne til de famøse 1,5 grader fra Parisaftalen i vid udstrækning bliver afgjort.

Europa-Parlamentets grønne meritter er på spil

Det gælder ikke mindst i EU, hvor knap 450 millioner mennesker skal stemme til Europa-Parlamentsvalget i begyndelsen af juni. Der er løbet meget vand under broen og mange beslutningskompetencer til Europa-Parlamentet, siden Thatchers berømte – og angiveligt fejlciterede – ord om et Mickey Mouse-parlament.

I dag spiller Europa-Parlamentet en afgørende rolle ikke mindst på klimaområdet. Derfor er det ikke uvæsentligt, hvilken vej magtbalancen tipper.

Hvis de trends, der dominerer nationalt i en del af EU’s medlemslande, også bliver afspejlet på europæisk niveau, så er der risiko for et voldsomt fragmenteret parlament, særligt på grund af forventningen om stor medvind til EU- og klimaskeptiske partier.

Europa-Parlamentet er ellers traditionelt blevet styret gennem mange kompromisser på tværs af midten, og det har ofte været sådan, at når klimapolitikken skulle forhandles på plads mellem medlemslandene og Europa-Parlamentet, så var det sidstnævnte, der var garant for en ambitiøs linje.

Efter juni kan vælgervandringerne i værste fald resultere i et paralyseret parlament.

Vejen til verdens første klimaneutrale kontinent

Det sker på et afgørende tidspunkt. Efter at mammutpakken Fit for 55, der skal oversætte EU’s 2030-klimamål til virkelighed, er mere eller mindre færdigforhandlet, er der en tydelig policy-træthed at spore på flere kanter. For eksempel har den kristendemokratiske gruppe i Parlamentet, der ellers ofte er en forudsætning for det nødvendige parlamentariske flertal, været ganske kritiske i debatten om EU’s fremtidige grønne ambitioner.

Uagtet om der er tale om reel grøn weltschmerz, valgstrategiske finurligheder eller noget helt tredje, så er det mildest talt ikke det rette tidspunkt at hvile på laurbærrene.

Vejen mod klimaneutralitet på det europæiske kontinent skal nemlig udstikkes i den kommende tid. Processen bliver kickstartet allerede samme dag, dette debatindlæg publiceres, hvor EU-Kommissionen spiller ud med et forslag til unionens næste store klimamål for 2040. Hvis man skal tro de EU-politiske vandrør, vil kommissionsformand Ursula von der Leyen lægge sin anseelige vægt bag et (netto-)mål om at reducere EU’s drivhusgasudledninger med mindst 90 procent.

Det er nogenlunde i tråd med anbefalingerne fra EU’s klimaråd, der har argumenteret for et passende ambitionsniveau i størrelsesordenen 90-95 procent, og det har allerede inden offentliggørelsen opbakning fra blandt andet Danmark, der som det første land var ude og kræve netop mindst 90 procent i forbindelse med FN’s klimatopmøde i Dubai i december.

Og mens Danmarks traditionelle klimaallierede som Tyskland, Holland og Sverige alle har ualmindeligt svært ved at finde deres ben i diskussionen, af diverse hjemlige årsager, så har både Bulgarien og de historiske kulentusiaster i Polen til manges overraskelse indikeret en vis åbenhed over for sådan et mål.

Den nye polske regering har således allerede iværksat en markant kursændring i forhold til den principielle og hårdnakkede modstand mod stort set alt grønt, der har defineret de sidste otte år under Lov og Retfærdighedspartiet.

Klimamål vil kræve transformation i alle sektorer

Tidligere har spørgsmålet om EU’s overordnede klimamål været et afgørende politisk sværdslag, og meget tyder på, at det også denne gang skal håndteres af det Europæiske Råd, hvor det vil kræve konsensus blandt EU’s stats- og regeringschefer.

Skulle det lykkes at vedtage et reduktionsmål på mindst 90 procent i 2040, vil det som udgangspunkt være et positivt europæisk bidrag til den globale klimakamp, men temperaturerne påvirkes som bekendt ikke af politiske målsætninger i sig selv.

Det store spørgsmål er, hvordan så højt et mål reelt skal leveres.

EU-Kommissionen har netop konstateret, at unionen endnu ikke er på rette vej til at opfylde 2030-målet på 55 procents reduktioner. P.t. har man kurs mod 51 procent. Det kan og skal selvfølgelig ændre sig, men hvis landene synes, det er svært allerede nu, så vil ruten fra 55 til 90 procent på blot ti år næppe være opmuntrende.

Næsten alle de lavthængende frugter er for længst plukket. Og med et ambitionsniveau, der efterhånden nærmer sig klimaneutralitet, så er det slut for visse sektorer med at gemme sig bag særligt de fremskridt, vi har set på energiområdet. Alle skal bidrage nu.

Klimaarkitekturen bliver afgørende

Det kræver en politisk klimaarkitektur, der formår at skabe de rigtige rammer og de rette incitamenter for den transformation, der er præmissen for at nå klimamålene.

Hvad er eksempelvis den optimale balance mellem fælleseuropæiske virkemidler, hvor EU-lovgivning driver udviklingen, og nationale delmål, hvor medlemslandene hver især skal identificere de tiltag, der kan få dem i mål? Hvor sidstnævnte utvivlsomt giver større nationalt ejerskab til den grønne politik, så må man også bare konstatere, at det allerede nu virker tvivlsomt, om den tilgang i praksis vil få EU i mål. Det har vist sig ualmindeligt svært at få medlemslandene til at iværksætte de nødvendige løsninger af egen drift, hvilket særligt de manglende reduktioner inden for landbrugssektoren understreger.

Blandt andet af den grund er den gængse antagelse, at omstillingen mod 2040 og frem i højere grad vil blive brolagt med fælleseuropæiske tiltag.

Et mål på mindst 90 procent vil kræve en næsten fuldstændig dekarbonisering af energi, transport og industri i Europa, og det skorter ikke på udfordringer.

  • Hvad gør vi eksempelvis med elnettet, der er en forudsætning for den omfattende elektrificering, der skal levere CO2-reduktioner på tværs af sektorer?
  • Hvordan får vi udbygningen af havvind, der nærmest har lavet en katastrofeopbremsning, i gang igen?
  • Hvordan håndterer vi det europæiske biomasseforbrug, der allerede nu lægger beslag på en stor del af en global, begrænset ressource, og som potentielt kan blive fordoblet, hvis man intet gør?
  • Hvordan får vi endelig gang i energieffektiviseringer, der på trods af et enormt potentiale stadig bliver ganske stedmoderligt behandlet på tværs af kontinentet?
  • Og sidst, men ikke mindst: hvordan får vi endelig landbruget med på den grønne vogn?

Den forsømte sektor ud fra et klimaperspektiv, landbruget, forventes ud fra eksisterende tiltag blot at levere 4 procents reduktion fra 2022 til 2040. Her vil debatten blandt andet komme til at handle om, hvordan man får implementeret princippet om, at forureneren betaler, for eksempel gennem et nyt kvotehandelssystem, ligesom en ambitiøs, grøn reform af den fælles landbrugspolitik også vil være uundgåelig.

Selvom særligt håndteringen af landbruget bliver et politisk bråvallaslag af episke dimensioner, så er det umuligt at forestille sig, at EU kan levere på klimaambitionerne uden at stille krav til landbrugets bidrag.

Europas grønne omstilling giver mange gevinster

I den nuværende politiske kontekst, hvor temaer som sikkerhed, forsyningssikkerhed, konkurrenceevne, industripolitik og fremtidens jobs alle er højt på dagsordenen i Europa, er det afgørende at understrege, at en accelereret grøn omstilling kan levere på stort set alle de parametre.

Høje ambitioner og kloge, stabile rammer kan blandt andet gøre EU mindre afhængig af fremmede magter, reducere omkostningerne til energiimport samt styrke vores position på de områder og i de sektorer, der kommer til at definere fremtidens konkurrenceevne og jobmarked. Samtidig er der masser af oplagte synergier med løsninger på biodiversitetskrisen og kampen for bedre sundhed og mere natur.

Det betyder ikke, at der ikke vil være nogen, der bliver udfordrede i omstillingen fra sort til grønt. Sådan er det med alle store forandringer. Men det er ikke det samme som, at de mennesker, samfund og regioner bare skal efterlades på perronen i fremskridtets tjeneste. En retfærdig omstilling er både mulig og vigtig, og det vil i stigende grad være en fuldstændig central del af den klimapolitiske debat i EU og medlemslandene.

Vejen til Amazonas

De beslutninger, der tages om EU’s grønne omstilling de næste par år, vil definere det samfund, vores børn og børnebørn kommer til at leve i. Men det er ikke kun vigtigt for Europa. I rene klimatermer er EU med knap 6-7 procent af de globale drivhusgasudledninger isoleret set en vigtig, men ikke afgørende spiller.

EU’s potentielle bidrag til de globale reduktioner er imidlertid langt større. Jo hurtigere EU får et ambitiøst klimamål på plads, jo mere pres lægger man de på andre store drivhusgasudledere, der alle skal indlevere nye klimamål til FN forud for klimatopmødet COP30 i Amazonas i 2025.

Men også konkret EU-lovgivning som for eksempel de nye krav til europæiske virksomheders værdikæder i hele verden kan få stor effekt.

Med kun seks år tilbage til 2030, hvor de globale drivhusgasudledninger gerne skulle være stort set halveret for at holde 1,5 graders målet i live, har vi brug for et ambitiøst og proaktivt EU på den helt store scene.

Særligt i et år, der lige er lidt vigtigere end gennemsnittet.

Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 6. februar 2024.

Relaterede emner