Klimaafgiften er det mest effektive værktøj i omstillingen af landbruget

Debatindlæg
 z

En afgift gør forurenende produkter mindre attraktive.

Bølgerne går højt om en klimaafgift på landbruget.

Hvis man skræller alle ideologiske og følelsesmæssige holdninger væk og alene ser på afgiften som et middel til at skabe grøn omstilling, så er den uden sammenligning den bedste, billigste og mest effektive måde at sænke landbrugets udledninger af drivhusgasser på.

Med klimakrisen står vi med et målbart problem. 

Der er en betydelig omkostning ved de drivhusgasser, vi pumper ud i rigt omfang. 

Man skal være af særlig kontrær eller af kortsigtet karakter, hvis man ikke accepterer, at det er sådan, landet ligger.

Med en afgift sætter vi en pris på den skade, som drivhusgasserne forvolder. Det er egentlig så let, men hvorfor er det i sidste ende så svært? Hvorfor løser vi ikke dette problem og kommer videre?

De stærke argumenter for at anvende en afgift forklarer også, hvorfor vi i Concito netop insisterer på en løsning til omstilling af for eksempel landbruget, der har afgiften som sit bærende element.

En afgift sætter målskiven

Skaden ved at udlede et ton CO2 er ifølge den tyske miljøstyrelse på lige under 2.000 kroner per ton. Det er en skadeseffekt, der kan mærkes. Hvis udlederen betaler den pris, så bevæger vi os derhen, hvor vi godt vil være. 

Men det er ikke tilfældet i dag.

Der er stærke argumenter for at anvende en afgift som virkemiddel. Afgiften overlader det til udlederen at vælge, hvilken løsning der fungerer bedst. 

En afgift gør de løsninger, vi ønsker, rentable og konkurrencedygtige. Når naturgas betaler en ekstra afgift, så tilkøber vi en varmepumpe i stedet. Og hvis den rette varmepumpe ikke eksisterer endnu, så skabes der en åbning i markedet for netop at udvikle en ny løsning.

Hvad er det, der skaber den nødvendige udvikling? Det er adgangen til kapital og kloge hoveder. De faktorer er vigtige. 

Men der skal være en ramme, der gør, at den kapital vi har, og de kompetencer vi råder over, kanaliseres mod at udvikle klimavenlige løsninger. 

Budskabet bliver: Spild ikke din tid på at forfine din benzinbil, for den bliver prohibitiv dyr. I stedet sats på fremtidens elbiler. Det er effekten af en afgift.

Afgiften - den mest lige pil

En afgift, modsat for eksempel en støtteordning, behøver ikke at gætte og vælge, hvor meget og hvad der skal til for at nå de resultater, vi ønsker. Afgiften overlader det til den berørte part at vælge, hvilken løsning der fungerer bedst. 

En støtteordning overkompenserer. Den støtter også dem, der ikke ville have gjort anvendelse af støtten. Støtten skal sættes på så højt et niveau, at selv den allermest træge kommer med. Så når der oprettes en pulje til at skifte fra naturgasfyr, så støtter vi både dem, der har behov for støtte og dem, der alligevel ville have skiftet deres naturgasfyr ud.

En afgift gør forurenende produkter mindre attraktive. En støtteordning rykker kun lidt ved den struktur, som vi skal ændre ved. 

Derfor peger Concitos beregning også på, at hvis der skal reduceres med 5 millioner ton i landbruget, og dette alene skete gennem støtte, ville det kræve en nødvendig skatteopkrævning på 15 milliarder kroner årligt.

Hvad får os til at tøve med at slippe afgiftspilen?

Hvorfor ender vi så ofte et andet sted? Hvorfor ender vi med en overflod af modstridende støtteordninger og ønsker om særordninger og undtagelser? 

Årsagen er ikke altid baseret på fornuftige argumenter. Ofte skyldes det, at vi glemmer de gode argumenter for afgiften. Men styrken ved afgiften er også dens I den ideelle verden er det jo netop svaret på vores problem. Vi skal udfordre de eksisterende strukturer, men det indebærer også en politisk barriere.

Det at skubbe til status quo, som en afgift gør, er en udfordring. En af de største barrierer for klimapolitik er, at vi må ændre den eksisterende virkelighed. En afgift er meget eksplicit i sin påvirkning af netop status quo. Men politisk er der en modvilje mod at ændre. Der vil altid være en gruppe, der er mere ramt end andre. Den ulighed har det politiske system svært ved at håndtere. 

Det er lettere sagt end gjort at sige, at vi blot skal kompensere. For hvordan kompenserer man for en identitet og et livsgrundlag? Hvordan kompenserer man, når fremtiden er usikker?

Derudover fungerer en afgift bedst, når der er alternative løsninger, som de, der pålægges afgiften, kan vælge. Ellers står vi tilbage med smerte uden belønning. 

Samtidig er en afgift ikke altid nok til at fremme nye teknologier. Den markedsrisiko, der er ved udvikling af nye teknologier, har en afgift svært ved at overvinde. Bag udviklingen af sol-, vindteknologi og biogas ligger massive støttemidler. Det var ikke nok at pålægge elforbruget en høj afgift, der skulle målrettet støtte til for at få de første vindmøller op.

Hvordan rammer vi målet?

Concitos arbejde med en klimaafgift for landbruget illustrerer nogle af de hensyn, som vi selv har fundet meningsfulde at tage med.

Tilførsel af støttekroner og en gradvis og forudsigelig indfasning af en afgift, er de elementer, vi har valgt for at understøtte udviklingen af et klimavenligt landbrug, der betaler en klimaafgift for dets drivhusgasudledninger.

På længere sigt, i takt med at produktionen omstilles klimavenligt, skal støtten udfases. I sidste ende står man tilbage med en afgift, der fastholder rentabiliteten af en klimavenlig produktion. 

Men inden da giver det mening målrettet at fremme udvikling af nye produktionsformer, og at lade den landmand, der står og kigger frem, få mulighed for at handle og investere.

Debatindlæg bragt i Ing/ EcoTech d. 2. februar 2024. 

Relaterede emner