Den klimapolitiske regnemaskine bør opdateres

Af Susanne Krawack, chefkonsulent i CONCITO

En global og langsigtet problemstilling som klimaforandringer er en stor udfordring for de etablerede økonomiske modeller og samfundsøkonomiske beregninger. Ikke desto mindre bruges de som grundlag for politiske beslutninger om nye klimatiltag.

Et eksempel herpå er regeringens klima­plan fra 2013 og det tilhørende virkemiddelkatalog, hvor man har vurderet potentialer og omkostninger ved en lang række mulige klimatiltag, for at finde de billigste reduktioner af drivhusgasudledningen.

Det er selvfølgelig vigtigt at reducere drivhusgas­udledningen så omkostnings­effektivt som muligt. Et nyt CONCITO-notat om samfundsøkonomiske vurderinger i klimapolitikken peger imidlertid på en række udfordringer med hensyn til, hvordan initiativerne defineres, og hvordan gevinster og omkost­ninger beregnes:

1. Når man ønsker at sammenligne den samfundsøkonomiske effekt af forskellige klimatiltag på tværs af sektorer, bør det naturligvis ske på grundlag af ensartede beregninger. Det er desværre ikke helt tilfældet i klimaplanen. I nogle af de samfunds­økonomiske beregninger er der alene medtaget umiddelbare effekter. I andre beregninger medtages også forskellige såkaldte forvridningstab og dynamiske effekter af de forskellige tiltag. Det betyder, at resultaterne ikke er fuldt sammenlignelige.

2. Samtidig betyder afgrænsning og valg af virkemidler til gennemførelse af de forskellige klimatiltag også meget for resultatet. Hvis man for eksempel gennemfører et klimatiltag gennem lovgivning, eller ved at aktører på grundlag af information selv vælger en mere klimavenlig adfærd, indregnes der ikke et velfærdstab. Hvis et klimatiltag derimod gennemføres ved hjælp af en afgift, regner man med et velfærdstab for den aktør, der ændrer adfærd. Det, at klimatiltaget er i form af en afgift, gør altså, at vi regnskabsteknisk øger omkostningerne ved tiltaget. Valget af virkemidler får dermed indflydelse på den samfundsøkonomiske omkostning af de forskellige klimatiltag – og der er ikke i virkemiddelkataloget argumenteret for, hvorfor man vælger det ene frem for det andet virkemiddel.

3. Værdien af fremtidens gavn af givne investeringer udtrykkes via diskonteringsrenten – jo lavere den er, jo mere værdi tillægger vi fremtiden. Diskonteringsrenten er blevet sat ned – og det bidrager til at øge værdien af positive langsigtede effekter. Men det er spørgsmålet, om diskonteringsrenten i disse vurderinger ikke bør være nul, så fremtiden tillægges ligeså stor værdi som nutiden?

4. Prissætningen af de mange forskellige omkostninger, der indgår i beregningerne, er også baseret på forskellige principper. Én fremgangsmåde er at spørge folk, hvad de eksempelvis er villige til at betale for en ændring. En anden fremgangsmåde er at regne ud, hvad et initiativ vil koste for samfundet. De to forskellige metoder vil ofte føre til forskellig værdisætning af den samme gevinst eller ulempe. For eksempel kan prisen for udledning af et ton CO2 sættes til den nuværende kvotepris på ca. 35 kr., den sædvanlige pris i samfundsøkonomiske beregninger på 130 kr. eller de 800-900 kr. per ton CO2, det ifølge klimaplanen vil koste at opfylde Danmarks 40 pct.-målsætning i 2020. Der er således tale om en betydelig forskel, og det skaber stor usikkerhed om resultaterne.

Netop fordi der er stor usikkerhed forbundet med at fastlægge de mange forudsætninger i de samfundsøkonomiske beregninger, bør det altid fremgå klart, med hvilken sikkerhed den ene løsning er samfundsøkonomisk bedre end den anden. Resultaterne bør derfor fremstilles som et interval, der illustrerer den usikkerhed, der i er beregningerne.

Det største problem med de samfundsøkonomiske vurderinger af alternative tiltag er, at de bliver fremstillet som fakta. Analyserne bør gennemføres på et ensartet og gennemskueligt grundlag og med klar angivelse af, hvilken usikkerhed der er i vurderingerne.

Grundlæggende er der behov for større omhyggelighed, når man vurderer den samfundsøkonomiske effekt på tværs af sektorer, og samtidigt er der brug for at udvikle bedre metoder til de langsigtede strategiske beslutninger på klimaområdet.

---

Analyse bragt i Berlingske den 28. februar 2015

Læs notatet: Samfundsøkonomiske vurderinger i klimapolitikken

Foto: Colourbox.dk