Grøn omstilling af lastbiler kommer længst med elektrificering

Blog
Godstransport på vej vokser i disse år, og væksten forventes at fortsætte fremover. Lastbilerne vil alt andet lige øge sin andel af Danmarks samlede CO2-udledninger med over 20 procent frem mod 2030, hvis der ikke sker væsentlige ændringer.

Der er godt gang i den grønne omstilling i personbiltrafikken, men der er indtil nu sket bemærkelsesværdigt lidt inden for den tunge transport. Når vi skal nå Danmarks klimamål, er den situation ikke længere holdbar.

Derfor er det også godt, at der i 2021 blev besluttet en række mindre puljer til at fremme omstillingen af lastbilerne og at regeringen har sat en strategi for omstilling af vare- og lastbiltrafikken på programmet for 2022.

Rapporter peger på direkte elektrificering som løsningen

CONCITO har gennem 2019-2021 analyseret hvilke muligheder og barrierer, der er på kort og længere sigt for at dekarbonisere lastbiltransporten. Konklusionen er, at det vil være nødvendigt at skifte teknologi og brændstof væk fra diesel og forbrændingsmotorer over mod elektrificering. Alternativer som biodiesel og biogas kan ikke sikre den nødvendige dekarbonisering og risikerer at låse branchen fast i en ikke-bæredygtig udvikling.

Rapporterne konkluderer, at fokus bør være på direkte elektrificering frem for at gå omveje over brint og såkaldte e-fuels. Direkte betyder, at strømmen tappes fra batterier eller strømledninger. Dermed behøves mange gange mindre el i sammenligning med de processer, der kræves for at omdanne den til brint og e-fuels. Eftersom Danmark og Europa har hårdt brug for strøm til hele den grønne omstilling, bør man kun overveje brint og e-fuels der, hvor direkte elektrificering ikke er mulig.

I byernes distribution vil ellastbiler med batterier klart være løsningen. De lange/grænseoverskridende transporter håndteres formentlig mest energioptimalt ved at etablere elveje. Skal det lykkes, vil det kræve et ekstraordinært godt samarbejde med nabolandene samt relativt hurtig standardisering på EU-niveau.

Samtidig må der sættes kraft på udvikling af lastbilbatterier og udrulning af opladningsmuligheder langs motorvejsnettet. Direkte elektrificering vil på begge områder betyde, at det bliver nødvendigt at arbejde med omstilling af branchens arbejdsgange og logistiksystemer. Det bør ske, så man også konsoliderer godset mest muligt for at opnå den bedste udnyttelse af køretøjer og infrastruktur.

Vi skal bruge den grønne strøm klogt

Nogen vil måske indvende, at der er masser af grøn strøm til at producere brint og e-fuels, men CONCITO’s beregninger viser, at Danmark faktisk vil mangle ca. 4 GW grøn strøm i 2030 med de nuværende planer.

Fordelene ved direkte elektrificering fremhæves også i Klimarådets analyse af vejgodstransporten. Samtidig er EU kommet med udspil til revision af AFI-direktivet vedrørende alternative drivmidler til transport så det til også kommer til at omhandle elektrificering af lastbiltransportens energiforsyning

For nyligt har regeringen dog med sit udspil til PtX-strategi indikeret, at man ser e-fuels spille en større rolle i den tunge vejtransport. Vi har forståelse for, at man ud fra et erhvervsmæssigt synspunkt ønsker at løbe produktionen af e-fuels i gang. Men som der også står i strategien, skal disse brændstoffer alene anvendes, hvor der ikke kan elektrificeres direkte. Fakta er, at elektrificering både vil være muligt og fornuftigt, hvad angår lastbiler.

 Vi forventer, at man i dette årti vil have nok at gøre med at etablere tilstrækkelige mængder sol- og vindenergi, og derfor anbefaler vi, at Folketinget glemmer alt om fremme e-fuels til vejgodstransporten, og reserverer denne løsning til skibs- og flytransport, hvor det er sværest at elektrificere.

Mix af regulering og støtte kan fremme direkte elektrificering

I stedet skal der tænkes bredt og opfindsomt i forhold til hvordan man gennem et mix af regulering og støtte får lavet så meget direkte elektrificering som muligt. CONCITO anbefaler derfor helt konkret at Folketinget i de kommende forhandlinger prioriterer følgende tiltag

Fremme af udskiftning af drivmiddel

  • Højere dieselafgift (som led i generel CO2e-afgift)
  • Retvisende CO2-differentiering af kommende kørselsafgifter for vare- og lastbiler
  • Ingen tilskud til gas
  • Støttepulje, med tilskud til første de 10.000 helelektriske køretøjer på el
  • Arbejde for at kommende EU-krav ikke vil pålægge uhensigtsmæssige krav om etablering af brint tankstationer.

Omstilling af processer

  • Øge offentlige myndigheders krav om nulemissionsleverancer, når der købes ind i stat, regioner og kommuner
  • Sikre at de kommende nulemissionszoner, bliver implementeret, så de får en reel effekt med både incitamenter og volumen til at etablere logistiksystemer og flådeopgradering. Der kan evt. indføres dispensation i en periode mod betaling, som i London.
  • Analysen af en mulig el-vej mellem Øresund og Femern, samt støtte til forsøg for at undersøge hvor lange transporter man i praksis kan gennemføre, hvis der accepteres en ladning undervejs fx i forbindelse med hviletid.

Ved at tage denne brede tilgang for at fremme elektrificering, udnytter man den vedvarende energi optimalt og den danske logistikbranches ønske om omstilling, til gavn for både klimaet og branchens udvikling.

Kontakt
Søren Have
Programchef, Fremtidens Mobilitet
Henrik
Seniorkonsulent, Fremtidens Mobilitet
Indhold