Spænd den grønne indkøbsmuskel og skab innovation

Af Charlotte Fischer, chef for CONCITO Bæredygtigt Erhverv

Danmark har en økonomisk muskel i sværvægtsklassen på 310 milliarder årligt. Så meget køber det offentlige årlig ind for. Hvordan vi spænder den muskel, har vital betydning for klima og miljø. En kommunes allerstørste klimaaftryk er nemlig i indkøbet af varer og ydelser. Ifølge en NIRAS-undersøgelse af Region Hovedstaden repræsenterer indkøb hele 80 procent af regionens samlede klimapåvirkning.

Offentlige indkøb er samtidig en mulighed for at skabe grøn vækst, innovation og job. En mulighed, Danmark bør gribe offensivt. Et centralt budskab i den analyse om grønne offentlige indkøb, som CONCITO udgav her i oktober. Anledningen er der nu – med en ny udbudslov, der har innovation som nyt særskilt formål, og en ny minister for offentlig innovation.

Der har helt siden start-1980’erne været fokus på offentlige indkøb som redskab til innovation. Forskere er i dag enige om, at offentlige indkøb er et effektivt innovationsredskab – og et væsentligt supplement til andre traditionelle innovationspolitiske redskaber som regulering og støtte til forskning og udvikling.

Innovation som strategisk mål
Det bakkes op af flere undersøgelser. I den britiske UNDERPINN-erhvervsundersøgelse fra 2011 peger flere  end ni ud af 10 virksomheder på den offentlige efterspørgsel som en vigtig driver for deres innovation. Hver fjerde mener ligefrem, at al deres innovation skyldes offentlig efterspørgsel.

Ifølge en helt ny OECD-undersøgelse har op til 36 procent af de virksomheder i OECD-landene, der deltog i offentlige udbud i perioden 2010-2012, gennemført innovation som direkte følge af deres deltagelse i udbuddene. Og i en hjemlig undersøgelse fra Rådet for Offentligt Privat Samarbejde fra 2015 har to ud af tre respondenter allerede taget de løsninger, der er udviklet i konkrete offentlig-private-innovationsforløb, i brug eller vil gøre det.

Flere og flere lande vælger derfor også at gøre innovation til et selvstændigt strategisk mål i deres offentlige indkøbspolitikker. I 2012 var det 16 OECD-lande, herunder Danmark, der havde strategier for innovative offentlige indkøb. Det var i 2014 vokset til 23.

Trods denne enighed og tendens er potentialet for innovative indkøb langt fra indfriet. Trægheden skyldes ikke kun hårde barrierer som tid og penge, men også blødere som organisation og kultur udfordrer de traditionelle indkøbsmiljøer. Innovation kan være møjsommelig med mere proces, nye rutiner, bredere brugerinvolvering samt behov for en skarpere styring af risiko.

Innovation kræver i højere grad politikerne i front. Deres administrationer har brug for ”licence to operate”, det vil sige mandat til at prioritere et ressourcekrævende projekt med mere usikkert afkast. Eller som en miljøplanlægger fastslår i publikationen ”Grønne innovative indkøb og samarbejder”: ”Vi havde aldrig opført et hus med det fokus på bæredygtighed og innovation, hvis ikke der var en politisk vision for området”.

Nye innovative grønne indkøb kræver nye kompetencer, så nyt terræn kan betrædes. Det gælder for eksempel, når kommunen som noget helt oplagt skal bruge nye forretningsmodeller i sine udbud – i form af cirkulære forretningsmodeller, hvor materialer genbruges, genanvendes eller deles i mere eller mindre lukkede kredsløb.

Kommune vil mindske madspild
Der findes mange måder at gøre det på. Kommunen vil for eksempel kunne spille sig selv ind som drivkraft for nye grønne symbioser, hvor virksomheder aftager og genbruger restprodukter fra andre virksomheder i kommunen. I det Interreg-finansierede Øresundsprojekt Cleantech TIPP deltager blandt andet Malmø Kommune, der vil mindske madspild.

Derfor overvejer byen, hvordan den kan sammenkoble kommunen og de forretninger, der har usolgte eller overskydende fødevarer, med virksomheder, der vil genanvende dem. I Cleantech TIPP testes det grønne og økonomiske potentiale for den slags nye forretningsmodeller i kommunens udbudspraksis.

Fra et grønt perspektiv er en central ny forretningsmodel de såkaldte produkt-service-løsninger (PSS), hvor ordregiveren går fra at købe et produkt til at få en serviceydelse. PSS-modellen rummer et stort potentiale for miljø og klima, fordi producenten i afsættet mister interessen i blot at producere løs og sælge flest mulige produkter. PSS giver producenter og kunder langt større sammenfaldende interesse i at vægte kvalitet og holdbarhed og spare på ressourcerne over hele produktets livscyklus.

Det må bero på den enkelte udbudscase, om en PSS-model er det rigtige valg. For PSS-modeller gavner ikke altid miljø og klima. Det afhænger ikke mindst af produktet. Forskere peger for eksempel på, at PSS-modeller specielt vil gavne miljøet, når der er tale om produkter med stor miljøpåvirkning i forbrugsfasen og kort levetid.

Her er det en grøn fordel, at forbrugere ikke bindes over lang tid til miljø-ineffektive produkter. For produkter med stor miljøpåvirkning i brugsfasen og lang holdbarhed som for eksempel køleskabe og vaskemaskiner vil PSS-modeller kun være en fordel for miljøet, hvis PSS i sig selv forlænger produkternes holdbarhed. Og for produkter med en stor miljøpåvirkning ved produktionen og bortafskaffelse som for eksempel computere og tæpper kan PSS ligefrem skade miljø og klima, medmindre der sker genbrug/genanvendelse.

Elektriske bycykler og delebilsordninger
Herning Kommune er et eksempel på en offentlig ordregiver, der med såvel grøn som sort bundlinje har testet en sådan ny PSS-model – konkret i form af et pilotprojekt med leasing af arbejdstøj. Kommunens mål var at sikre øget brug og genbrug af deres arbejdstøj – også i forbindelse med skift af leverandør ved leasingperiodens udløb. Ifølge FORCE Technology sparer kommunen med den nye leasingmodel 1.012 ton CO2 samt 50.000 kroner på fire år ud af et samlet indkøb på 900.000 kroner.

En tredje grøn forretningsmodel, som flere og flere offentlige ordregivere interesserer sig for, er deleøkonomiske løsninger, det vil sige udbud, hvor leverandøren skaber en platform for deling af aktiver som for eksempel køretøjer og diverse former for udstyr. Herhjemme har interessen i høj grad udmøntet sig i delebil- og mobilitetsordninger, som efterhånden findes i mange kommuner landet over. Københavns og Frederiksberg Kommune samt DSB er for eksempel gået sammen om den elektriske bycykel.

Alle de nye cirkulære modeller rummer stort miljø- og klimapotentiale for kommunerne – med økonomisk bundlinje. Udfordringen er at identificere, hvornår de med fordel for såvel økonomi som miljø kan bringes i spil – og derudover at skalere ordningerne op og brede dem ud til flere områder. Her er der brug for mere viden og eksperimenter. Opgaven ligger lige til den nye innovationsministers højreben. Hun skal se det som sin fornemmeste opgave at hjælpe kommunerne med at spænde den grønne indkøbsmuskel – og skabe innovation i praksis.

--- 

Debatindlæg bragt i Kommunen den 15. januar 2017