Stadig flere danskere opfatter grøn omstilling som en forudsætning for vækst og velfærd

Pressemeddelelse
Ny måling viser stærk overbevisning i befolkningen om erhvervs- og beskæftigelsespotentialet i den grønne omstilling.

73% af danskerne er helt eller delvist enige i, at grøn omstilling af Danmarks produktions- og forbrugsmønstre er en afgørende forudsætning for at skabe vækst og velfærd i fremtiden. Det er 6% flere end i en tilsvarende måling udført i 2016.

Samtidig erklærer et solidt flertal af danskerne sig enige i, at politikerne har et ansvar for at hjælpe omstillingen på vej. 58% erklærer sig helt eller delvist enige i, at der er en klar sammenhæng mellem høje politiske ambitioner på klima- og energiområdet og skabelsen af grøn vækst og arbejdspladser i Danmark.

”Målingen er et vink med en vognstang i tider, hvor den danske eksport er faldende for så vidt angår grønne teknologier, og de danske grønne forsknings- og udviklingsmidler er i den lave ende blandt de lande, som vi sammenligner os med”, siger Sara Petrycer Hansen, projektchef for CONCITOs initiativ om Danmark som grøn vindernation.

I forhold til ambitionsniveauet mener hele 78%, at Danmark bør være blandt de bedste lande, når det drejer sig om at udvikle løsninger til den grønne omstilling. Ligeledes mener 63%, at en væsentlig del af Danmarks fremtidige vækst og arbejdspladser vil blive skabt af og i virksomheder, der arbejder ambitiøst med grøn omstilling, herunder grønne teknologier, vedvarende energi, energieffektivitet, varmesystemer m.m.

”Borgerne støtter i meget høj grad op om et Danmark med højere grønne ambitioner. Og netop høje ambitioner vil i de kommende år være afgørende for, om vi kan fastholde og endda styrke vores position som grøn vindernation – en position der skaber eksport, vækst og arbejdspladser i hele Danmark”, siger CONCITOs direktør Christian Ibsen.

Besvarelserne, som er vist i nedenstående figurer, er en del af en større holdningsundersøgelse om danskernes viden og holdninger til klimaudfordringen, som senere på måneden udgives i en omfattende og detaljeret ”Klimabarometer 2018”-rapport. Undersøgelsen er udført for CONCITO af Analyse Danmark med 1.076 respondenter i perioden 30. maj til 12. juni.

Læs mere om initiativet Danmark som grøn vindernation 

Se CONCITOs program for Folkemødet 2018, hvor vi i flere arrangementer sætter fokus på Danmark som grøn vindernation

Yderligere information
Sara Petrycer Hansen, 30 22 47 85

---